Det er ikke alle der kommer i Himlen. Det er der ikke nogen tvivl om, fordi bibelen er meget tydelig på det punkt. Men det er heller ikke alle der kalder sig kristne der kommer i Himlen. På det punkt er bibelen også meget tydelig. Men det er også et punkt, der får en del kristne til at blive bange for om det er dem der er tale om. Men hvad siger bibelen om hvem det er der ikke kommer i Himlen, selvom de kalder sig kristne? Jesus siger i Matt. 7.21-23 at:
“Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”
Det er ganske interessant at de siger Herre, Herre. For det at det bliver gentaget er en hebræisk måde at sige “FED SKRIFT“. Det var altså nogle som virkelig mente at de var kristne, men der var noget galt med dem. Der var noget som gjorde at Gud ikke anså dem for at være Hans børn.
Læg mærke til at det ikke drejer sig om hvad de havde gjort af store ting. De troede selv at deres gerninger viste at de var Guds børn. De havde jo ovenikøbet tegn og mirakler, som de mente kunne dokumentere at de tilhørte Gud og gjorde Hans vilje. Men det var ikke dette som Gud bruger som argument for ikke at lukke dem ind. Argumentet var; Jeg har aldrig kendt jer.
Her har vi et dilemma i moderne kristendom. For vi taler meget om at Vi skal kende Kristus, for at blive frelst. Og det er bestemt sandt at det er vigtigt som kristen at kende Jesus, det vil jeg ikke sætte tvivl om. Men det er endnu vigtigere at være kendt af Ham. For hvis Han ikke kender dig, hvorfor skulle Han så lukke dig ind?
Hvis jeg en dag kom til Amalienborg og bankede på. Ville der så blive lukket op for mig fordi jeg sagde at jeg kendte Dronning Margrethe? Selvsagt nej, jeg ville ikke have en chance for at komme ind. Men hvis Dronning Margrethe i samme øjeblik stak hovedet ud af vinduet og sagde: Det er René ham der, han er min gode ven. Luk bare ham ind. Så ville jeg komme ind med det samme, fordi hun sagde god for mig, ved at tilkendegive at hun kender mig.
Sådan er det også med Gud. Det er ikke nok at vi kender Ham. Vi er nødt til at være kendt af Ham. Og give Ham lov til at kende os, og dermed også vise os hvad Hans ønske er for os. Da viser vi, at vi er kendt af Ham.
