Jeg var engang til en teologisk konference. Det var et sted hvor jeg ikke plejede at komme så meget, men der var en del der åbenbart kendte mig der, så det blev en rigtig god oplevelse at være der. For jeg mødte rigtig mange som jeg kun havde mødt på nettet før, og nu kunne have rigtige samtaler med. Men så til en af spisningerne kom der en som jeg ikke havde set før, og satte sig ned ved siden af mig og sagde “Goddag René Vester”. Jeg vendte mig mod ham og så en mand med et kæmpestort kors hængende rundt om halsen. Altså det var sådan megastort kors, nærmest sådan lidt firserhiphopagtigt. Bortset fra at det her ikke var et vækkeur, men et kors. Jeg blev sådan helt wow det var da godt nok et stort kors at rende rundt med, får du ikke ondt i nakken?
Jeg fandt så ud at at jeg havde mødt ham før, men kun online. Og de samtaler havde næsten altid været sådan nogen overteologiske snakke, hvor det mere handlede om at Hans teologi, som åbenbart var meget stram og manglede en god del kærlighed ( i mine øjne) var den eneste rigtige. Og han var simpelthen så belæst en person at han kunne argumentere for både det ene og det andet som skulle være bibelsk, fordi han vidste jo hvornår han havde ret, og andre havde fejl.
Ok, jeg tænkte at jeg ikke lige orkede endnu en teologisk snak med ham der ved frokostbordet, så det blev bare smalltalk, og det var da ganske hyggeligt endelig at møde ham face to face. Men der var en ting som undrede mig. Hvis man er kristen, og ønsker at andre skal kunne se at man er en kristen, bør det så ske ved at have et kæmpestort hip hop agtigt kors hængende rundt om halsen? Eller er det vore gerninger (og ord) som folk skal kunne genkende Kristus igennem? Ja, okay det var et retorisk spørgsmål. Men jeg syntes faktisk at det kæmpestore kors han gik med, mere gik hen og blev et udtryk for hans manglende evne til at pege på Kristus. Han var vildt dygtig til at argumentere for sin teologi (hvad end han havde ret i sin teologi eller ej), men at pege på Kristus som en naturlig del af sit liv, havde han tilsyneladende så svært ved, at han måtte bruge tunge fysiske religiøse symboler.
Og nej, jeg er ikke imod at folk går med kors, men det her var bare så voldsomt og alt for overvældende.
Men på den anden side, så kan jeg godt forstå manden. For det kan nogen gange være svært at lade Kristus skinne igennem ens liv. Ja, ikke bare nogen gange, det er faktisk svært, og det er virkelig noget jeg fejler i den ene gang efter den anden. Og så kan det jo være nemt at tage et stort kors på, eller købe en T-shirt hvor der står et eller andet som nærmest brøler “Se Min Kristendom”. Ja, sådan nogle T-shirts havde jeg selv i min kåde ungdom. Men spørgsmålet er om det ikke vil være bedre for os at gå til Kristus, og bede Ham om at vi må blive mindre, og at Han må blive større i os? Det er ikke den nemmeste bøn at bede, fordi vi jo reelt set elsker os selv, men ikke desto mindre så er det en vigtig og rigtig bøn at komme til Gud med. For jeg vil også hellere at folk kan se Kristus i mig som noget naturligt, i stedet for noget påtaget. Jeg vil hellere at folk kan se at mit liv også afspejler den Gud der har frelst mig. Det kan jeg heldigvis ikke klare i mig selv. Men jeg kan glæde mig over at Gud ønsker at gøre det igennem mig.