A. W. Tozer skrev engang at et af tegnene på at man har Helligånden og er ledt af Helligånden, er at man kan glæde sig over at det går andre kristne godt. Et tegn på at man ikke er ledt af Helligånden måtte så være når man bliver misundelig på andre kristne som det går godt for. Da jeg læste det, fik det mig til at tænke over noget af det jeg har oplevet igennem mine tredive år som kristen. Her er nogle af de tanker jeg fik.
Igennem de sidste 12 år har jeg både haft op- og nedture igennem mit kristenliv. Det havde jeg også før, men det er kun de sidste 12 år jeg virkelig har forstået evangeliet og betydningen af at evangeliet bliver prædiket tydeligt og klart fra prædikestolen. Før den tid troede jeg også at det var i orden at bruge prædikestolen til at tale om selvværd, pop-psykologi, få succes i dit liv, eller bare bruge den til underholdning fordi det bare skulle være så sjovt at komme i kirke. Men i de sidste 12 år har jeg kæmpet for at prædikestolen skal bruges til det Gud vil have den skal bruges til. Nemlig at prædike Guds ord så vi kan se og erfare at vi er fortabte syndere der kun har et eneste håb, og Han hedder Jesus! Sagt med andre ord, prædikestolen skal bruges til at prædike Jesu evangelium.
Den kamp har ofte været op af bakke, og jeg har tabt mange af de kampe, og nogle få gange har jeg lykkedes med det. Men midt i alt det, så har jeg også set at der er andre der har haft de samme kampe. Nogle af dem er det gået godt for, mens det for andre har været rigtig svært. Men det har ikke betydet at jeg har været misundelig på dem som det er gået godt for? Tværtimod glæder jeg mig kolossalt meget over at der er overgivne kristne som ønsker en klar og bibelsk forkyndelse, som også har fået medansvar i kirker. Og jeg glæder mig over at de prædiker et tydeligt og klart evangelium i de kirker. At finde ud af at jeg glædede mig over andres kristnes lykke i stedet for at være misundelig var rart at erkende. Så var der dog en ting der fungerede nogenlunde i mit liv trods alt, og det er også rart at være i en kristen sammenhæng hvor misundelse og magtkampe er noget der kun sjældent forekommer.
Men der var engang hvor jeg oplevede det modsat. I flere af
de sammenhænge jeg har været i, særlig i halvfemserne og starten af nullerne,
var der ofte magtkampe og misundelse tilstede. Jeg syntes det var svært at
forstå hvorfor der var så mange magtkampe i de kredse jeg færdedes i, for det
burde der jo ikke have været, men efterhånden valgte jeg bare at acceptere det,
selvom det var ubibelsk. Man burde i stedet glæde sig over hvis nogen fik et
godt ansvarsområde i kirken. Men ofte var det helt modsat. Det var ellers
kredse hvor man påstod at man var ledt af Helligånden, og man sagde også at
Helligånden havde sagt både det ene og det andet til folk. Men når det kom til
stykket, så var det tydeligt at der var flere af lederne der manglede
Helligåndens frugter. Man havde i stedet kødets frugter.
Ok, kødets frugter kæmper jeg stadig med, så jeg er ikke nogen helt her, men
jeg synes godt nok at det er vigtigt at ledelsen af en kirke sker ved Guds brug
af mænd der har tydelige tegn på Helligåndens frugter. Hvis kødets frugter
eksempelvis i form af misundelse og magtkampe træder mere frem end glædens
frugter, så er det stærkt problematisk.
Men vurder selv. Glæder du dig over at det går andre kristne godt? Eller er du misundelig på dem? Det gælder ikke kun det at tjene Gud som præst. Glæder vi os over at det går andre kristne godt økonomisk, karrieremæssigt, familiemæssigt m.m. Eller er vi misundelige over at andre har det bedre end os selv? Hvis vi virkelig er fyldt og ledt af Helligånden, så bør vi glæde os over andre kristne som det går godt for. Også selvom vi ikke altid selv oplever at det går godt. Vi er jo trods alt ifølge bibelen, et legeme. Så derfor er der god grund til at glæde sig, når det går godt for andre på Kristi Legeme.