Month: September 2019

Categories
Hvem er Gud? Livet som kristen Mirakler

Søger jeg Guds gaver, eller søger jeg Gud?

Når først man er blevet en kristen, så burde man også automatisk have en lyst efter at søge Gud. Det burde man så gøre ved at læse i Hans ord, og finde ud af mere om hvem Gud er. Samt finde ud af hvordan jeg kan leve mit liv med Ham, og til ære for Ham. Ok, det lyder ret enkelt, men virkeligheden viser ofte at helt så enkelt er det ikke. For selvom man er en kristen, så har vi stadig noget der hedder kødet. Og kødet vil sit eget. Men det farligste ved kødet er når det giver sig ud for at være åndeligt, selvom det stadig er kødeligt.
Ofte har jeg set hos både mig selv og andre kristne at man kan få et forkert fokus på Guds gaver. Jeg kan ønske Guds velsignelse over mit liv, både økonomisk, helbredelsesmæssigt, familiemæssigt, jobmæssigt osv. Og der er ikke noget galt i at ønske disse ting. Men de kan nemt få alt for stor betydning. Jeg har eksempelvis mødt mange som har været så fokuserede på at de skulle have ret til helbredelse, at deres liv er kommet ud af balance. Jeg har også mødt folk der har ment at de havde ret til rigdom pga. Guds velsignelse, og de har også været helt ude af balance. De fokuserede så meget på en gave, at de har glemt at det handler langt mere om giveren, end det handler om gaven.

Og nej, jeg tilhører ikke gruppen der mener at kristne har et naturligt krav på hverken rigdom eller helbredelse. Men jeg tror samtidig på at det ikke er unormalt for kristne at have en bedre økonomi, fordi de er mere fornuftige med deres penge alt andet lige. Jeg tror også på at jeg kan bede Gud om en god helse, og at der ikke er noget galt i at bede om dette. Men jeg tror ikke på at jeg har et krav på bedre helse fordi jeg er en kristen. Men tilbage til det som indlægget handler om.

Flere gange har jeg mødt folk der er syge, som påstår at de har ret til en helbredelse. Og hver gang har det gjort mig trist at iagttage. For i stedet for at glæde sig over Ham som har frelst dem og givet dem et nyt liv, så fokuserer de kødeligt på en gave som de ønsker at få fra Gud. Og jeg mener virkeligt kødeligt. Når jeg så spørger dem om hvorfor de så ikke er raske, så kan de finde på at sige at det er fordi de ikke har tro nok. Hmm, så med andre ord er der noget galt med deres tro. Eller også er det et eller andet de mangler at gøre op med, siden de ikke er helbredte. Hvilket jo så skulle betyde at de lever i synd.

Eller hvad så når jeg spørger dem som ikke er rige, men som mener de har ret til at være rige, om hvorfor de ikke er rige? Jamen så skyldes det at de ikke har givet nok selv, eller at de bare mangler tro, eller også forstår de det bare ikke. Eller også siger de at det er blevet rige i ånden, men at de mangler at manisfestere det i den fysisk verden, hvilket bare er noget overåndeligt vrøvl at sige.

Reelt set betyder det at de spilder deres tid på at fokusere fejlagtigt på noget de tror er åndeligt, men reelt set er kødeligt. Den kristne bør ikke spilde sin tid på disse ting. Vi bør glæde os over den vidunderlige frelse vi har fundet i Kristus, og over at vore synder er tilgivet og betalt, og vi har en evig plads i Himmelen. Vi må godt bede om Guds velsignelse over vores økonomi, og vores helbred m.m. Men vi skal ikke fokusere på det som om det er livet om at gøre. Vi skal have vore øjne rettet mod Kristus i stedet. Han er så meget større end alt det andet.

Categories
Kirke Livet som kristen Omvendelse

Misundelse eller glæde?

A. W. Tozer skrev engang at et af tegnene på at man har Helligånden og er ledt af Helligånden, er at man kan glæde sig over at det går andre kristne godt. Et tegn på at man ikke er ledt af Helligånden måtte så være når man bliver misundelig på andre kristne som det går godt for. Da jeg læste det, fik det mig til at tænke over noget af det jeg har oplevet igennem mine tredive år som kristen. Her er nogle af de tanker jeg fik.

Igennem de sidste 12 år har jeg både haft op- og nedture igennem mit kristenliv. Det havde jeg også før, men det er kun de sidste 12 år jeg virkelig har forstået evangeliet og betydningen af at evangeliet bliver prædiket tydeligt og klart fra prædikestolen. Før den tid troede jeg også at det var i orden at bruge prædikestolen til at tale om selvværd, pop-psykologi, få succes i dit liv, eller bare bruge den til underholdning fordi det bare skulle være så sjovt at komme i kirke. Men i de sidste 12 år har jeg kæmpet for at prædikestolen skal bruges til det Gud vil have den skal bruges til. Nemlig at prædike Guds ord så vi kan se og erfare at vi er fortabte syndere der kun har et eneste håb, og Han hedder Jesus! Sagt med andre ord, prædikestolen skal bruges til at prædike Jesu evangelium.

Den kamp har ofte været op af bakke, og jeg har tabt mange af de kampe, og nogle få gange har jeg lykkedes med det. Men midt i alt det, så har jeg også set at der er andre der har haft de samme kampe. Nogle af dem er det gået godt for, mens det for andre har været rigtig svært. Men det har ikke betydet at jeg har været misundelig på dem som det er gået godt for? Tværtimod glæder jeg mig kolossalt meget over at der er overgivne kristne som ønsker en klar og bibelsk forkyndelse, som også har fået medansvar i kirker. Og jeg glæder mig over at de prædiker et tydeligt og klart evangelium i de kirker. At finde ud af at jeg glædede mig over andres kristnes lykke i stedet for at være misundelig var rart at erkende. Så var der dog en ting der fungerede nogenlunde i mit liv trods alt, og det er også rart at være i en kristen sammenhæng hvor misundelse og magtkampe er noget der kun sjældent forekommer.

Men der var engang hvor jeg oplevede det modsat. I flere af de sammenhænge jeg har været i, særlig i halvfemserne og starten af nullerne, var der ofte magtkampe og misundelse tilstede. Jeg syntes det var svært at forstå hvorfor der var så mange magtkampe i de kredse jeg færdedes i, for det burde der jo ikke have været, men efterhånden valgte jeg bare at acceptere det, selvom det var ubibelsk. Man burde i stedet glæde sig over hvis nogen fik et godt ansvarsområde i kirken. Men ofte var det helt modsat. Det var ellers kredse hvor man påstod at man var ledt af Helligånden, og man sagde også at Helligånden havde sagt både det ene og det andet til folk. Men når det kom til stykket, så var det tydeligt at der var flere af lederne der manglede Helligåndens frugter. Man havde i stedet kødets frugter.
Ok, kødets frugter kæmper jeg stadig med, så jeg er ikke nogen helt her, men jeg synes godt nok at det er vigtigt at ledelsen af en kirke sker ved Guds brug af mænd der har tydelige tegn på Helligåndens frugter. Hvis kødets frugter eksempelvis i form af misundelse og magtkampe træder mere frem end glædens frugter, så er det stærkt problematisk.

Men vurder selv. Glæder du dig over at det går andre kristne godt? Eller er du misundelig på dem? Det gælder ikke kun det at tjene Gud som præst. Glæder vi os over at det går andre kristne godt økonomisk, karrieremæssigt, familiemæssigt m.m. Eller er vi misundelige over at andre har det bedre end os selv? Hvis vi virkelig er fyldt og ledt af Helligånden, så bør vi glæde os over andre kristne som det går godt for. Også selvom vi ikke altid selv oplever at det går godt. Vi er jo trods alt ifølge bibelen, et legeme. Så derfor er der god grund til at glæde sig, når det går godt for andre på Kristi Legeme.