Jeg har for halvandet år kommet forbi de 50 år. Jeg kan også godt mærke at jeg ikke er tredive år mere. Jeg føler mig ikke slidt ned, men samtidig kan jeg også godt mærke at jeg ikke har de kræfter jeg havde som ung. Med min indsigt i statistik kan jeg forvente at have ca 30 år tilbage. Det kan selvfølgelig blive før, men også efter, men en ting er sikkert, døden kommer og jeg kan ikke slippe væk.
Noget jeg kan overveje i min alder er hvordan jeg vil bruge de sidste år af mit liv. Da jeg nok har levet over halvdelen af min livstid, kan jeg nemt komme til at tænke over om jeg har brugt den tid jeg har haft rimeligt, og om den sidste del kunne bruges bedre. Men spørgsmålet er om det er værd at bruge tid på at tænke på dette. Men der er noget der er vigtigere end dette, og det er hvad der sker når jeg engang skal herfra. Hvor går jeg hen bagefter, og er det et sted jeg ønsker at komme hen? Jeg kan glæde mig over at jeg for små tredive år siden omvendte mig da Gud kaldte på mig, og blev født på ny. At Jesus Kristus døde på et kors i mit sted, og at Gud frelste mig dengang gør at jeg i dag ved at når jeg skal herfra, så er det Gud jeg skal hjem til. Jeg skal til Himlen og være sammen med min Gud og frelser.
Nogle gange tænker jeg at det må være hårdt ikke at vide hvad der sker når man dør. Mange mennesker prøver at ignorere den tanke, men nogle gange kan man ikke slippe den. Jeg ved om folk som ikke er kristne som skal opereres på et hospital ofte er meget bange for hvad der skal ske. For der er så meget der kan gå galt ved en operation. Eller når folk finder ud af de har en sygdom der er uhelbredelig og som er dødelig. Så tænker de også ekstra meget over hvad der sker når de dør. Men da vi alle ved at vi skal dø, og det kun er et spørgsmål om tid, så burde vi også tage dette spørgsmål meget mere alvorligt. Vi burde derfor alle arbejde på at finde ud af om vi dels er parat til at dø, hvis det skulle ske snart. Og vi burde finde ud af hvad der sker når vi dør. Da der er mange bud på hvad der sker når man dør, burde man også finde ud af hvilke af de bud der er på det som virker mest troværdig og reel.
Så på trods af at jeg sandsynligvis kun har tredive år tilbage, så er jeg ikke bange for døden. Jeg er parat, for jeg blev fundet af min frelser, og jeg ved hvor jeg skal hen. Jeg ved at en stor del af mit hidtidige liv (også min kristne del) har været spildt på mange ting. Og jeg ved at jeg også i fremtiden vil bruge noget af min tid på ligegyldige ting i fremtiden. Jeg vil formentlig og forhåbentlig også bruge noget af den på gode ting. Men resten af mit liv på denne jord, vil stadig ikke være perfekt, ligesom mit liv hidtil heller ikke har været det. Men jeg kan på trods af det hvile i Gud, og hvile I at det jeg ikke kunne, har Jesus gjort for mig. For hvor langt større er det ikke hvad Gud har gjort for mig, end hvad jeg har kunne gøre for Ham?
Mit kristenliv handler jo ikke om hvad jeg kan og hvad jeg er i stand til. For hvis det gjorde, så havde jeg misforstået hvad livet med Jesus går ud på. Mit kristenliv handler om hvad Jesus gjorde for mig og for dem der tilhører Ham.