Categories
Synd

Er jeg virkelig en synder?

De fleste mennesker i Danmark opfatter ikke sig selv som syndere. De fleste af os synes jo, at vi er gode mennesker. Specielt når vi sammenligner os med naboen eller hende på arbejdet, der altid bagtaler andre eller ham Peter Madsen, der sidder i fængsel for et mord begået på en ubåd. Vi kan jo altid finde nogen der er værre end os selv, og det må jo så betyde at vi er gode nok. Eller hvad?

For at finde ud af, om man er et godt menneske, er det ikke godt nok at sammenligne sig selv med andre mennesker. Vi er nødt til at sammenligne os selv med Guds lov. Den kan vi se i “De ti bud”.

De ti bud er Guds standard for, hvordan et menneske skal leve. Hvis man har overholdt dem alle, så er man god nok til at komme i himmelen, hvis ikke er man ifølge bibelen en synder, og så er man dømt til helvede som er det sted hvor der er evig pine, evig straf og intet håb om at komme ud derfra. Så find ud af, om du er god nok til at komme i himmelen, eller om du er dømt til evig fortabelse i helvede.

Budene
Lad os prøve at gennemgå nogle af budene. Der står i de ti bud, at du ikke må lyve. Har du nogensinde løjet? Hvis du har, er du så ikke en løgner? Jamen, tænker du måske, det er da ikke så alvorligt at lyve engang imellem. Men bibelen siger, at alle løgnere skal dømmes til evig ild (Åb. 21.8).

Der står også, at du ikke må stjæle. Har du nogensinde stjålet? Det er lige meget, om det er en stor eller lille ting, du har stjålet. Hvis du har stjålet, så er du en tyv. Narrh, tænker du måske, det var jo lang tid siden, jeg gjorde det, det er jo ikke noget, jeg gør mere. Desværre er du stadigvæk skyldig – en morder er stadig en morder, selvom det er ti år siden, han har begået mord. Ligeledes er det også med tyveri. Så har du stjålet, så er du en tyv.

Der står i de ti bud, at du ikke må begå ægteskabsbrud/utugt. Men Jesus siger, at bare man har kigget på en anden med lyst, så har man begået utugt i sit hjerte og står ligeså skyldig overfor Gud, som hvis man reelt set havde dyrket utugt.
Selvom der er flere bud, så tror jeg at alle der har læst det her, kan se at de har brudt Guds bud. Der skal ikke meget til førend det bliver tydeligt at se vi alle har overtrådt Guds hellige lov, men selvom vi alle har gjort det, så står vi personlig til ansvar overfor Gud. Vi kan ikke bare sige; Jamen det er der så mange andre der også har gjort”. At overtræde Guds lov er alvorligt.

Et andet ord for synd
Det græske ord for synd er hamartia (det nye testamente er skrevet på græsk). Hamartia kan udover synd også oversættes til fornærmelse, krænkelse og lovovertrædelse. Der er nogle præster, der fejlagtigt siger, at harmatia skal oversættes til at ramme ved siden af. Ligesom hvis man spiller dart, og så rammer ved siden af skiven. Men det er det græske ord hamartano, der betyder dette. Hamartano er ganske rigtigt hamartias grammatiske rod, så de er i familie med hinanden. Men synd er ikke kun at ramme ved siden af. Synd er at fornærme og krænke Gud og at overtræde hans lov.

Det er præcis derfor at synd er meget alvorligt i Guds øjne. Når vi synder, overtræder vi Guds lov og fornærmer ham ved at signalere, at hans lov ikke betyder noget. Vi gør med andre ord os selv til Gud, hvilket også er en overtrædelse af hans lov, for vi må ikke have andre guder end Ham.

Hvad skal jeg så gøre?
Hvis du godt kan se, at du er en synder i Guds øjne, og at du står skyldig overfor ham. Så er du nødt til at omvende dig og tro på, at Jesus Kristus døde for dine synder på korset. Du kan ikke nøjes med at tro på, at Jesus døde for dig, du kan heller ikke nøjes med at bede Jesus komme ind i dit hjerte. Du er nødt til at omvende dig fra dit eget liv, som er et oprør imod Gud. Har du svært ved at gøre dette, så er det fordi du ligesom jeg har brug for hjælp til at omvende dig, og den der vil hjælpe os er Gud selv. Så vi har brug for at omvende os, fordi vi er syndere og forbrydere overfor Gud, og vi har tilmed brug for at Gud hjælper os dermed. Så kom til Ham mens du kan, Han er en kærlig og nådig Gud som vil frelse og omvende os hvis vi vender om til Ham og erkender vore synder.