Er det ubibelsk at spare op til pension, eller skal vi bruge pengene til kirke og mission mens vi kan? Inden jeg svarer på det, så er der en ting der er vigtig at være opmærksom på. Det er at hvis man er en kristen, og dermed er et Guds barn, så har Gud også valgt at tage ansvaret for en, og give os hvad vi har brug for. Det betyder at hvad enten jeg oplever at være fattig eller rig, så må det være Gud der er min kilde. Om jeg har en høj eller lav løn, eller om jeg har en virksomhed som tjener tonsvis af penge, eller nærmest ikke kan få virksomheden til at hænge økonomisk sammen, så er det stadigvæk Gud der er min kilde. Han vil sørge for mig, både når det ser godt ud, såvel som når det ser dårligt ud.
Men hvis Gud er min kilde, betyder det så at jeg ikke behøver spare op til min alderdom? Svaret er ganske enkelt nej. Du bør som en god fornuftig kristen spare op til din alderdom. Det bør du gøre også selvom Gud er din kilde?
Lad mig starte med et negativt eksempel. Jeg hørte om en bankmand som anbefalede en kunde at få en pensionsopsparing. Men kunden afslog med argumentet at Jesus jo alligevel kom snart, og så ville det være spild af tid og spild af pengene hvis man lavede en pensionsopsparing. Så personen ville at pengene skulle investeres i kirke o.l. inden Jesus kom. Jeg synes det er så trist at høre sådan nogle historier. For de giver et billede af kristne som værende naive på den dårlige måde, og så er det tilmed en arrogant holdning at have som kristen. For hvem er vi, at vi med sikkerhed kan vide at Jesus kommer inden vi selv skal herfra? Jeg ved godt at tiden for Jesu genkomst nærmer sig, men om det sker i min tid eller ej, har jeg ingen ret til at sige noget om. Jeg ser ganske rigtigt tegn på at der er kort tid til, men jeg ved også historisk set, at det har der været kristne der har sagt for flere århundreder siden. Og de er altså døde i dag. Historien viser desværre at kristne alt for mange gange har taget fejl, når de har påstået at der ikke var nogen grund til at investere i fremtiden fordi de netop troede Jesus kom indenfor nogle få år. Det skete eksempelvis ved det første årtusindskifte, hvor mange havde valgt ikke at vedligeholde kirkerne, for det var der jo ikke brug for. Jesus måtte jo komme omkring årtusindskiftet, hvilket i deres øjne gav mening dengang.
Sund fornuft
Gud vil sørge for mig, men Han vil også have at jeg har sund fornuft. Jesus blev fristet af djævelen til at springe ud fra templets tinde. For djævelen sagde at hvis Jesus gjorde det, så ville engle bære ham, så der ikke skete noget. Til det svarede Jesus at man ikke skulle friste Gud. Med det mente Han at bare fordi Gud kunne sørge for at der ikke skete Ham noget, så betød det ikke at man skulle opføre sig dumt og uansvarligt. Og helt ærligt så er det ret uansvarligt at kaste sig ud fra et højt sted i den tro at der ikke sker en noget, også selvom man er Jesus.
På samme måde er det også med den kristnes økonomi. Vi ved ikke hvornår vi skal herfra, og det kan betyde at vi kan være her mange år, også i en periode hvor vi ikke er arbejdsdygtige nok til at tjene vore egne penge. Så mens vi kan, giver det god mening at vi sparer op til den tid. Det er almindelig sund fornuft. Det betyder ikke at vi skal gøre en kæmpe indsats for at blive rige i vores alderdom. Det er en misforståelse. Nej, pensionsopsparing handler om at man kan leve et rimeligt normalt liv, også selvom man er blevet ældre.
Hvad nu hvis?
Men så er der det svære spørgsmål som ikke kun kristne stiller sig selv. Det er spørgsmålet: ”Hvad nu hvis jeg dør før jeg bliver pensioneret?” Svaret er det ganske enkle: ”Ja, så dør du før du bliver pensioneret”. Og for at citere en politiker jeg ellers ofte er uenig med, så kan jeg tilføje: ”Sådan er det jo”. Det er ikke til at forudsige den slags, men hvorfor ikke forberede sig på at man kommer til at leve lang tid, i stedet for kort tid? Og der er noget der ser ud til at kristne generelt lever længere end gennemsnittet.
Jeg har mødt alt for mange ældre kristne igennem tiden, som ikke har ret mange økonomiske ressourcer fordi de har undladt at spare op til alderdommen, og i stedet har givet deres penge til kirke, kirkebyggeri, mission o.l. Tro mig jeg har intet imod at man giver til disse ting, tværtimod. Men det skal ikke gøres så at man mangler at have til sig selv. Jeg har mødt folk som har fået stor gæld, fordi de i stedet for at spare op, har lånt penge til kirkebyggeri, og på den måde har kunne få nogle skattefradrag i stedet. Men det kan jeg som kristen, økonom og som menneske kun advare imod at man gør. Hvis et kirkebyggeri ikke kan fuldføres uden at kirkens medlemmer optager lån i banken, så bør man slet ikke bygge den kirke! Man skal give af det man har, ikke af det som man ikke har!
Giv af et glad hjerte
Den kristne har brug for at have et glad giver-hjerte, og det er en velsignelse og en glæde at give til Guds arbejde. Men det betyder ikke at man skal miste sin sunde fornuft. Vær god til at give, og tænk dig om så din alderdom bliver god.
Om man skal have en pensionsopsparing i banken, eller nøjes med den man har igennem sit arbejde (hvad nogle jo har), eller om man skal spare op i sit hus (betale ens realkreditlån ud) og minimere sin pensionsopsparing o.l. Det er ikke lige til at svare på, da folks økonomiske udgangspunkter er forskellige. Men lad være med at tro det er ubibelsk at have lagt til side til sin alderdom. Bibelen taler imod at man har et usundt ønske om rigdom, men den taler ikke imod at være fornuftig med sin økonomi. Tværtimod.