Categories
Hvem er Gud? Korset Prædikener

Masser af kors, men hvilken er det rigtige?

Her i påskedagene fejrer vi Jesu død og opstandelse. Korsfæstelsen som var omdrejningspunkt for dette var desværre noget der var helt normalt under romertiden. Det var en nem måde at afskræmme forbrydere og oprørere på, da døden på et kors var meget smertefuld. Så der var mange der endte deres dage på et kors i romertiden. Men hvorfor er det lige at det er Jesu kors vi har brug for, og ikke et af de mange andre kors?
Det talte jeg om i en prædiken jeg holdt for nogle år siden som jeg gav titlen: “100.000 kors i en høstak”. I den kommer jeg bl.a. ind på tre ting der gør at Jesu kors adskiller sig fra alle andre kors.

Og så ønsker jeg for mine læsere at I i denne påske vil fejre Jesu død og opstandelse, og håber for jer at I kommer i kirker hvor præsten forstår at påskens budskab handler om Jesus, og ikke om alt muligt andet. For Jesus er bare så meget vigtigere at fokusere på, end netop alt muligt andet. Glædelig påske herfra.

Categories
Evig dom Forvirret lære Hvem er Gud? Livet som kristen Omvendelse

Hvem bestemmer hvad en kristen er?

Igennem de ti år jeg har administreret denne hjemmeside har der været mange debatter om hvad en kristen kan gøre og ikke kan gøre. Men jeg har tænkt over hvad årsagen kan være til de mange uenigheder der har været i debatten om dette. Og en konklusion som igen og igen popper op, er at mange har misforstået hvad en kristen er. Det er som om enhver kan få lov til at være en kristen i dag, ligegyldigt hvad man gør, siger og mener. Selv Lars von Trier som har lavet den ene ugudelige film efter den anden, påstår jo at være en kristen. Ja, han har tilmed sagt at det er Gud der leder ham, på trods af at hans film er gudsbespottelige.

At de sekulære medier godtager at man er kristen, bare fordi man siger det, er hvad man kan forvente. Men når man selv i kirken har glemt hvad en kristen er, så har vi et problem. Jeg kan huske engang jeg skulle undervise en gruppe unge mennesker, hvor jeg fortalte om dette. Der talte jeg om en som levede i åbenlys synd, og som samtidig sagde at han var en kristen. Jeg viste udfra bibelen hvordan det ikke kunne hænge sammen, og sagde så at manden jeg talte om, jo ikke kunne være kristen når han levede i synd. Det handlede om vold, alkoholmisbrug, promiskuøsitet m.v. Flere af de unge blev så vrede over at jeg tillod mig at dømme mandens tro. Hvad bildte jeg mig dog ind? Jeg syntes ikke jeg bildte mig noget som helst ind, jeg viste blot hvad der stod i Guds ord. Det brød man sig ikke om, selvom en stor del af gruppen kendte de ord jeg henviste til, for mange af dem var vokset op i kristne familier. Det endte dog med at en af de unge følte sig så ramt, at han rejste sig op og gik, mens han smækkede godt og grundigt med døren. Han sagde at jeg havde sagt at han ikke var en kristen. Hvilket jeg overhovedet ikke havde sagt, han var såmænd bare blevet ramt af Guds ord. Og han var åbenbart blevet ramt ret kraftigt.

De unge jeg talte med her, havde fået deres egen forståelse af ordet kristen. Det var blevet et plastisk ord, som de kunne forme som de selv havde lyst til. De kunne lægge det ned i ordet som de ønskede. De kunne tage det ud af ordet som de ønskede. Desværre for dem (og flere af dem der har deltaget i den senere diskussion) er ordet kristen, ikke et ord man kan forme selv. For en kristen er en der tilhører Gud, og det er sket ved at man har omvendt sig til Jesus, og Jesus har født en på ny. Dvs at man ikke længere tilhører sig selv, og heller ikke længere lever sit eget liv, fordi Gud har forvandlet en i den nye fødsel. Det er ikke noget der er sandt fordi jeg siger det, for jeg er ikke nogen autoritet. Men fordi det står i bibelen, og den er en autoritet.

Personlig tror jeg at mange er udmærket klar over hvad det indebærer at være en kristen. Men man bryder sig ikke om at det reelt set indebærer, at man ikke kan leve sit liv som man selv ønsker. Det er for stor en omkostning. Der er for mange synder som man elsker så meget, at man hellere vil holde fast i dem, end man vil omvende sig og blive barn af Gud. Det betyder dog også at man selv må stå til ansvar for sine synder på dommens dag, og selv må betale for dem. Hvor må det være trist og forfærdeligt den dag at stå og erkende at hele ens liv var spildt, fordi man elskede sine synder. De synder som man ikke var parat til at give afkald på, fordi man værdsatte dem mere end den Gud der havde skabt en.

Categories
Bibelen Endetiden Forvirret lære

Skal vi tro på folks åbenbaringer, eller på bibelen?

Jeg synes det er trist at se hvor mange kristne som vælger at gøre bibelen til en underordnet bog. Det er noget der kan ske når folk hører på diverse selvbestaltede profeter der kommer med forudsigelser om endetiden. Forudsigelser som ikke er baseret på skriften, men på åbenbaringer og nogle gange mærkværdige beregninger. Beregniner som eksempelvis bruges til at forudsige hvornår Jesus kommer tilbage, på trods af at Jesus selv siger følgende:

 “Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.” Mattæus 24.42.
Det sagde Jesus dengang til disciplene, og det vil sige at siger det samme til os i dag. Vi skal våge, og være beredt på Herrens komme, men vi kan ikke vide hvornår det sker. Men vi kan holde øje med tegnene. Jesus siger at kun Faderen kender til disse tider. Det vil sige den form for forudsigelser er noget vi kun skal afvise, og ikke lade os lede vild af på trods af folks smarte forklaringer. Personlig er jeg rystet over hvor mange der har forsøgt at forudsige dette alligevel, og over hvem der har forsøgt at gøre det.

Jeg er så klar på dette område, at når folk kommer med åbenbaringer hvor de påstår at Jesus kom til dem, og sagde at de ikke skal dø førend Han kommer igen o.l. Så er det åbenbaringer som går ud over skriften, og ikke kan bruges til noget som helst. Det er selvfølgelig meget rart for disse mennesker når de eksempelvis kan være gæster på diverse ”kristne” tv-kanaler og fortælle hvad Jesus sagde til dem om de sidste tider. Det kan godt være at de får et godt ry i visse kirkelige kredse, og vil blive anset for at have “højere åbenbaring”. Men de samme mennesker skal en dag stå overfor Gud og forklare hvorfor de satte deres åbenbaringer over skriften. Personlig tror jeg de har et meget stort forklaringsproblem.

Eksemplet med: Den farlige Maitraya
Men lad os lige kigge på en påstået åbenbaring. Der er flere der påstår at Jesus havde kommet til dem og advaret mod antikrist, og sagt at det skulle være den mærkværdige åndelige person Maitraya. Maitraya har jeg læst om flere steder, og til de åbenbaringer har jeg to ting at sige. For det første står der ikke noget om i bibelen at antikrist hedder Maitraya. For det andet synes jeg ideen om Maitraya er ret langt ude. For der tyder mere på at det kommende antikristlige rige bliver et økonomisk system, end det bliver et religiøst system. Jeg vil ikke påstå at det aldrig kunne være den såkaldte Maitraya der blev antikrist, men det ser langt mere ud til at det bliver en anerkendt, og dygtig politiker, som formår at tale til folket med forførerisk tale. Maitraya er simpelthen for mærkelig en person til at forholdsvis fornuftige mennesker kan tro på ham.
Men hvis det er Maitraya, så er det ikke et problem for mig. Men hvis det ikke er, vil det være et problem for dem der tror det bliver Maitraya. For det kan betyde at de ikke vil være opmærksomme på den sande antikrist når han kommer. De vil jo bare tro det er en underlig person som Maitraya, for det har de jo fået at vide igennem “åbenbaringer” som de sætter over skriften. Så derfor er det vigtigt at det er bibelen der er vores autoritet, og ikke nymodens profeter der bare vil ses op til af naive mennesker.

Men hvad sagde Paulus egentlig?
Men al denne endetidssnak, havde man også på Paulus tid, og Paulus havde en befriende måde at se på dette, som vi burde tage til os i dag. I anden Thessalonikerbrev kapitel 2.1-4 står der:
“Vi beder jer, brødre, når det gælder vor Herre Jesu Kristi komme, og hvordan vi skal føres sammen med ham, så lad jer ikke straks bringe ud af fatning eller skræmme, hverken af en profeti eller af et ord eller af et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående. Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”

Paulus ønskede ikke at kristne skulle blive forvirret af alle de stemmer der også var dengang om Herrens komme. Paulus gør det meget simpelt. Der er noget der skal ske førend Jesus kommer tilbage. Lovløshedens menneske skal åbenbares, og sætte sig i Guds tempel. Det er så vidt jeg kan se, meget nemt at se når det sker. Og jeg kan ikke se at det er sket endnu. Så der er stadig tid til at fortælle andre mennesker om Jesus og den frels vi har fået i Ham.
Jeg ville ønske at kristne ville læse mere i deres bibel end høre om åbenbaringer mig her og åbenbaringer mig der, for en stor del af dem er direkte tossede. Der kan godt være enkelte af åbenbaringer der er fra Gud, for jeg tror også på at Gud taler i dag. Men Han vil ikke gå imod det Han har åbenbaret for os i skriften. For Gud kan ikke lyve og modsige sig selv. Derfor lær Guds ord at kende istedet for at søge efter folks mystiske åbenbaringer og beregninger. Gud har vist hvad der er Hans vilje i sit ord, også for de sidste tider. Det er ord er troværdigt og tilstrækkeligt, så hvorfor gøre det underordnet i forhold til hvad andre oplever og mener?