Ja, jeg kunne også have skrevet at vi spiser dansk mad i Danmark, men vi danskere spiser faktisk ikke særlig meget dansk mad. Vi spiser kinesisk, italiensk, amerikansk, vietnamesisk, japansk, osv. og så spiser vi lidt dansk mad også. Når vi går ud og spiser, tager vi tit ind på restauranter som serverer anden mad end den danske. Det samme er gældende i lande som USA og England. Der er maden ofte multikulturel, og det er der sådan set ikke noget galt i. Men når man tager til Italien, (som er et land jeg elsker at besøge bla. pga. maden) så er det faktisk svært at finde spisesteder som ikke er italienske. Man kan godt spise kinesisk eller japansk sushi, men det kræver en indsats at finde det. Men at finde en restaurant hvor der bliver serveret god italiensk mad er supernem, for det ligger over det hele.
Hvorfor kan man så spørge sig selv, er Italien så fyldt af spisesteder som nærmest kun serverer italiensk mad? Ja, man kan jo bare prøve at bestille noget af den og så smage, for så har man svaret. Den italienske mad er vidunderlig, og italienerne er samtidig supergode til at tilberede maden. Den er enkel, smuk og fyldt med balanceret lækker smag. Så italienerne har fattet at deres mad er så god, at de ikke i samme grad som os danskere har brug for at have så mange valgmuligheder når de går ud og spiser. Den mad de selv laver, er nemlig den bedste og det er de ikke i tvivl om. Italienerne vil have god mad, og de ved at de bedste til at lave god mad er dem selv.
Her kunne kirken lære rigtig meget. For der er alt for mange kirker der ikke forstår dette. Kirken har fået verdens bedste budskab. Der findes ikke noget bedre budskab end evangeliet, og der er ikke nogen grund til at kirken skulle prædike noget andet budskab, for det er det eneste budskab som giver et reelt håb, og det eneste budskab som kan redde mennesker fra evig fortabelse. Alligevel vælger mange kirker at prædike noget der ikke er evangeliet. Kirker som gør dette, har ikke erkendt og forstået at de har universets bedste budskab. For hvis man udskifter forkyndelsen med humanisme, psykologi, ja sågar new age som Dansk Oase eksempelvis gør med deres “Kristen yoga” (som jeg skrev om sidste år på dette link), så er det fordi man ikke forstår evangeliet. Og derfor heller ikke kan anerkende evangeliets værdi.
Når italienerne på et område som mad kan se og smage at de har verdens bedste mad, og har grund til at være stolte af deres mad, hvor meget mere burde kirken så ikke se og smage at Herren er god, og at Han her givet os et budskab som vi ikke behøver udskifte. Vi bør ligesom italienerne der tilbereder maden på bedste vis, arbejde på at blive bedre til at prædike evangeliet. Ikke udskifte evangeliet, men blive bedre til at dele den med andre mennesker.
God påske til læserne her på Sand.omvendelse.dk. Og vær ikke bange for at spise god dansk mad i påsken (selvom den ikke er italiensk), men sørg for at komme ihu hvad Jesus gjorde for os i disse påskedage, og find en kirke hvor de prædiker påskens sande budskab.