Categories
Forvirret lære Kirke

Forventer du at kunne købe en Bic Mac på McDonald´s?

Tænk hvis man gik ind på McDonalds og bestilte en Bic Mac, og man så fik det mærkværdige svar, at det serverede man ikke, og man vidste heller ikke hvad en Bic Mac var. Selvom det ikke er den burger jeg spiser flest af, så ville jeg da blive noget overrasket hvis det skulle ske. Bic Mac’en er nærmest et ikon for McDonald´s, og er med til at definere hvad McDonalds er og står for.

Ikke desto mindre er det hvad der er sket i rigtig rigtig mange kirker. For det burde være sådan at når man tog i kirken, så kunne man også forvente at få leveret evangeliet om Jesus Kristus. Men det er bare uhyggeligt sjældent at det er tilfældet. I stedet for bliver man tudet ørerne fulde af humanisme, selvhjælp, psykologi og alt muligt andet pjat som ”gør en forskel i verden” og ”du kan blive til noget stort hvis du bare tror nok på dig selv”. Ja, hvis det skulle ske man hørte om Jesus, så er det ofte et eller andet med, ”prøv Jesus og se om han er noget for dig”, eller ”Jesus vil udfylde det lille hul der er i dit hjerte som intet andet kan udfylde”. Det kan alt sammen lyde så smukt og så dejligt, men det er ikke evangeliet.

Evangeliet er en del af Guds kirkes identitet. Hvis ikke evangeliet er tilstede i kirken, så er der også noget galt med den kirkes identitet og selvforståelse. Fuldstændig som hvis McDonalds havde glemt at lave burgere. McDonalds er jo netop kendt for burgerne, og ikke for deres spaghetti eller kartoffelmos. Hvis folk ikke længere kunne få burgere på McDonald´s så ville folk blive skuffede og finde et andet sted at spise.

Måske er det en af forklaringerne på at der er så få der kommer i kirke i dag.