Month: August 2016

Igennem min tid i det kirkelige landskab er der en ting som har smertet mig igennem alle årene jeg har været kristen. Det er hvor mange pastorer og prædikanter som bruger så meget tid på deres tjeneste, at de i virkeligheden lever i synd ved at forsømme både deres hustru og børn. Det er noget jeg har set i både den ene og den anden slags kirker. Det er altså ikke noget man kan sige kun er et problem for nogle bestemte kirkeretninger, eller har noget at gøre med vranglære eller ej. Nej det er noget som man kan se finder sted indenfor alle kirkeretninger. Ok, det er af naturlige årsager ikke et problem for den romersk katolske kirke, da dens præster ikke må være gift og derfor heller ikke har børn. Men det er et ubibelsk krav at sætte til sine præster, foruden alle de andre ubibelske elementer som den romersk katolske kirke bygger på. Men det er en helt anden sag. Og inden det bare bliver kritik, så vil jeg gøre opmærksom på at jeg også selv har syndet på dette område, og at jeg mens det skete bevidst forsøgte at bagatellisere at det var et problem.

Når man er i tjeneste for Herren, kan man meget nemt komme til at overse vigtigheden af at være en god ægtemand og god fader i forhold til at tjene i menigheden med forkyndelse, vejledning, strategiudvikling, planer o.l. Alt sammen er ting der er vigtige, men det har ikke været, og vil aldrig være Guds vilje at hvis en mand er gift, og har børn at man så skal tilsidesætte sine familiære forpligtelser, tværtimod. Hvis en mand er gift, så har man et ansvar overfor sin hustru og sørge for at hun ikke føler sig forsømt. Har man også børn, så er ens vigtigste opgave at sørge for at opdrage dem godt, og vise dem kærlighed ved at bruge tid med dem. Det er altså ikke nok bare at holde bibelandagter sammen med dem og så lade konen sørge for resten her. Hvilket jeg ved om nogen der har gjort og tilmed er stolte af det, trist. Det er heller ikke nok bare at lade andre passe børnene, hvis det går hen og bliver et mønster at det er andre der bruger tiden på børnene i stedet for forældrene. Hvis man ikke kan se at man har tid til både at forberede prædikener og være sammen med sine børn, så må man vælge forkyndelsen fra eller skære ned på den del, ellers er det hykleri. At der kan være afgrænsede perioder hvor man er nødt til at vælge forberedelsen kan være helt i orden, men når det går hen og bliver et mønster for ens liv, så lever man i synd!

Jeg ved at John MacArthur de første ca tyve år han var pastor i Grace Community Church LA, ikke tog ud og prædike andre steder. Han havde simpelthen ikke tid fordi børnene var små og boede hjemme. Derfor var det vigtigst for ham at der udover hans fuldtidsarbejde som pastor også var den tid der var brug for til at være sammen med familien. Først da børnene var flyttet hjemmefra, mente han at det var ok for ham at komme ud og prædike andre steder. Det er en tilgang som jeg synes er forbilledlig. Han kunne nemt have tænkt at Gud ville velsigne andre med god forkyndelse ved at sende ham ud, og at det måtte være vigtigere end børnene som ”konen vel nok kunne tage sig af”. Han kunne også sagtens have tænkt at det var godt for hans ”karriere” at komme ud og prædike andre steder og at Gud jo måtte ønske en ”god karriere” for ham. Men i stedet valgte han at prioritere sin familie og kirke først, og ikke være påvirket af mulighederne for at ”dyrke sin karriere” eller hvad man nu kan kalde det.

Livet er fuld af valg og prioriteter. Det ved jeg både som kristen og økonom. Fordi ressourcerne er begrænsede, så er man nødt til at vælge hvad man vil bruge både sin tid og sine penge på. Nogen har flere penge end andre, og derfor bør man acceptere at nogen folk har mere end andre. Men hvad angår tid, så har vi alle sammen kun 24 timer i døgnet. Hvis man så tilmed har en familie at tage sig af, så SKAL en del af den tid gå med at være sammen med familien og sørge for dem. Det er ikke engang et valg, det er en pligt som kristen familiefar (eller mor) at sørge for det.

Paul Washer fortalte dengang han var i Danmark for en del år siden, at dette gjaldt for alle kristne. Man kunne ikke bare sige, at fordi man havde en stor og vigtig tjeneste at det så kunne bruges som undskyldning for at misligholde sin familie i ”tjenestens hellige navn”. Eksemplet han brugte til at illustrere dette var fra anden mosebog hvor Moses er på vej tilbage til Ægypten for at få israelerne ud af slaveri.

“I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans kønsdele og sagde: »Nu er du min blodbrudgom!«  Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen.” Anden Mosebog 4.24-26.

På den tur er Gud en nat ved at slå Moses ihjel, hvorefter hans hustru tager Moses søn og omskærer ham. Umiddelbart en historie i bibelen som jeg indtil da havde haft meget svært ved at forstå. Men da Paul Washer tog det frem gav det for første gang mening for mig. Moses havde ikke sørget for at opdrage sin søn i troen på Gud. Dette viste sig symbolsk i at han ikke havde omskåret sin søn. Han havde forsømt sin egen søn, fordi han var så fokuseret på Guds store plan, at han havde glemt Guds plan og opgaver for familiefædre. Først da sønnen var omskåret stoppede Guds vrede og Moses blev ikke slået ihjel af Gud. Det er en historie som viser meget kraftigt at hvis vi ikke varetager vores hverv som familiefar eller mor, så lever vi reelt set i oprør imod Gud. Vi kan komme med nok så mange påstande om at vi jo forsømmer dette hverv for at vi kan gøre noget der er større. Men hvor vil det dog være trist og sørgeligt hvis man en dag i det kirkelige landskab er kendt som en der har gjort det godt i det kirkelige, men bag kulisserne har forsømt familien på en måde der gør, at børnene har vendt sig totalt imod Gud fordi de så hykleriet inde bag familiens fire vægge.
Ikke sådan at forstå at hvis ens børn har vendt sig imod Gud, at det så pr. definition er forældrenes skyld. Men der er altså tilfælde hvor børn har vendt sig imod Gud, netop fordi de har set forældrenes hykleri og har ikke kunne acceptere de høje bekendelser udadtil, som ikke har vist sig at fungere indadtil i familien. Hvis kærlighed kun er noget man snakker om når man står på en prædikestol eller er sammen med kirkens folk, men ikke er noget man viser sammen med sin familie ved at bruge tid sammen med dem, så er det ikke kærlighed. Og heller ikke noget der gør at ens børn vil få lyst til at søge Gud.

For resten så blev man vel heller ikke gift og fik børn fordi man ikke ville være sammen med dem. Man blev vel gift fordi man ønskede at være sammen med sin ægtefælle, og man fik vel børn fordi man ønskede at være noget for dem. Og når så Gud kræver af en at man bruger tid på sin familie og viser dem kærlighed, så er der vel egentlig ikke rigtig nogen argumenter for ikke at bruge tid med familien.