Categories
Endetiden Falsk Lære Kommentar til medierne

Breaking News: Pave Frans vil fejre reformationen med lutheranere

Det var desværre ikke en aprilsnar der var at læse i Kristeligt Dagblad (KD) i dag. Men det var rimeligt surrealistisk at se KD skrive at Pave Frans kommer til Sverige til oktober for at fejre 500 årsdagen for reformationen. Det kan selvfølgelig ikke blive et ægte 500 års jubilæum da det først er i 2017 vi kan afholde den. Men ikke desto mindre er det helt surrealistisk at læse at:

”Det Lutherske Verdensforbunds præsident, Munib Younan, og generalsekretær, Martin Junge, vil stå i spidsen for den økumeniske højtidelighed sammen med Svenska Kyrkan og det katolske stift i Stockholm.”

Nu ved jeg godt at Det Lutherske Verdensforbund ikke repræsenterer alle der kalder sig lutheranere, men jeg kan da kun undre mig over at en organisation som dels er stor og kalder sig luthersk, mener at der er nogen grund til at fejre reformationen sammen med den romersk katolske kirke. For den har jo ikke ændret sin teologi siden Luther, tværtimod har den kun fordrejet den endnu mere væk fra bibelsk kristendom ved at komme med endnu flere tilføjelser til deres kirke. Tilføjelser som vel at mærke ikke er bibelske, såsom at Maria, forblev Jomfru hele livet igennem og tilmed var syndfri i forvejen, eller at det er kætteri at sige at man er frelst af tro alene, bare for at nævne nogle eksempler. Dertil er den romerske kirke i helt ekstrem grad drevet af religiøse gerninger. Tænd et lys for de døde, gå med jomfru Maria rundt om kirken tre gange mens man messer, se Johannes Døberens kranie, kør din rosenkrans igennem fingrene mens du messer fadervor og ave maria etc. etc. Desuden tror den romerske kirke stadigvæk på at kristne først skal forbi skærsilden førend de kan komme i Himlen. Hvilket indikerer at de ikke mener at Jesu værk på korset er nok. Så hvorfor mener Det Lutherske Verdensforbund så at det er en god ting at have økumenisk fællesskab med paven? Svaret læses også i artiklen fra KD, hvor Generalsekrætæren Martin Junge siger:

Jeg er af den overbevisning, at vi ved at arbejde hen imod forsoning mellem protestanter og katolikker arbejder hen imod retfærdighed, fred og forsoning i en verden splittet af konflikter og vold,”

Så fred og forsoning i en verden der er splittet af konflikter og vold er det som de vil arbejde hen imod. Og det lyder alt sammen meget godt, hvis det ikke lige var fordi at der hverken er noget evangelium i dette, og samtidig lyder det i mine (og jeg ved i mange andres) øren som noget der peger hen imod denne verdens fredsfyrste. Det er med andre ord som om dem som styrer Det Lutherske Verdenssamfund og den Romerske Kirke er ret interesseret i at fremme et antikristeligt rige som ser ud til at fungere rigtig godt i verdens øjne. Men reelt set er det et rige som vi bliver advaret om i bl.a. Johannes åbenbaringen kapitel 13. Men ok, samarbejder som dette gør det trods alt tydeligere for kristne at se hvad der er fra Gud, og hvad der ikke er.

Det Lutherske Verdenssamfunds forståelse for hvad en kirkes opgave er, er åbenbart noget de ikke har den store idé om. For hvis de havde det, ville de også kunne forstå at en bibelsk funderet kirke ikke har nogen interesse i at arbejde sammen med en kirke hvor bibelen er sat hen på tredje eller fjerde række og hvor netværk, traditioner og magststrukturer betyder meget mere end det som Jesus har åbenbaret for os i sit ord. Men er der så ikke noget at fejre? Jo, det er der bestemt. Tegn som dette er med til at vise os at Jesus kommer snart, og det er der grund til at glæde sig over. Men samtidig må vi bede for Hans folk at de vil holde sig til Hans ord, og ikke falde for fristelsen til at flyde med på tidsåndens bølge. For det er ikke en bølge der kan frelse nogen, det er kun Jesus der kan det.

Artiklen i KD kan læses her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/paven-og-vatikanet/pave-frans-kommer-til-skandinavien

Categories
Kirke Livet som kristen

1689 er ikke løsningen

Vi lever i en tid, hvor kirker mange steder er i en ulykkelig tilstand. En tilstand som bl.a. kommer til udtryk ved at evangeliet ikke bliver prædiket, eller at man ikke tager bibelen alvorligt, eller ikke engang tror på bibelen er sand. Det går udover de kristne som er i de menigheder som ikke får den føde de har brug for. Derfor er rigtig mange kristne i dag søgende efter bedre menigheder at komme i. De søger kirker som tager bibelen alvorligt og kirker hvor evangeliet bliver prædiket.
Det ønske er sundt og godt. Men i sådanne tider vil der desværre være en tendens til at folk søger henimod noget der virker sikkert, uden dog at være det. Det skete eksempelvis i halvfemserne da mange gik over i trosbevægelsen, fordi de der lød til at tage bibelen meget alvorligt og sagde ”bibelen siger dette og sådan er det”. Desværre fortolkede de bibelen så voldsomt, at den blev fordrejet til ukendelig. I nullerne var der så en tendens til at folk valfartede til Christian Hedegaards organisation ”Evangelist”. Det lød virkelig radikalt, men det var ikke bibelsk kristendom der blev forkyndt, men i stedet noget der ødelagde folk. Efter at Hedegaard har trukket sig ud af den tids rampelys har den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard overtaget Hedegaards rolle, og det Søndergaard prædiker er ikke bedre end det Hedegaard prædikede.

Alt dette er meget trist, men desværre er der også en tendens til at gå i den modsatte retning, nemlig at finde et ”perfekt formuleret” system som man kan læne sig op ad. Et sådan system er bl.a. baptistbekendelsen af 1689. Den blev udformet af calvinske baptister, og rimeligvis baseret på Westminster Confession of Faith fra 1846. I store træk er begge bekendelser virkelig gode. Den har tilmed gode bibelske forklaringer på hvorfor man tror hvad man tror. Men den er meget omfattende og går i lige lovlig mange detaljer. Sagt på en anden måde, så kan det være svært for folk der vælger at komme i en kirke der holder sig til 1689 bekendelsen, at vide helt hvad de går ind til. For det er som at skrive under på en kontrakt med altfor mange bittesmå bogstaver. Det er altså ikke en helt enkel bekendelse. Jeg husker at Charles Leiter engang sagde at det er vigtigt for en kristen og i særdeleshed en nyfrelst, at det er til at overskue hvad man som minimum tror på som kirke. Men hvis det minimum indeholder omkring hundrede punkter, så er det ikke muligt at have en rimelig forståelse af hvad man tror på, eller skal tro på i den kirke. Og det med ”skal tro på” er der desværre også en tendens til bliver ment meget bogstaveligt i 1689 menigheder. Der er ikke den store plads til at mene noget andet, for 1689 bekendelsen bliver nemlig ofte opfattet som et ”perfekt formuleret” system, og derfor er der ikke i samme grad plads til den grad af diversifitet som der burde være plads til i en kirke. Og her taler jeg naturligvis ikke en diversifitet som giver plads til vranglære, men der bør være plads til man ikke alle behøver være enige om mange udspecificerede punkter.

Fokus på punkter i stedet for Kristus?
Men hvad er så ulempen ved at være i sådan et system? Udover at 1689 bekendelsen på nogle af dens punkter er meget gammeltestamentlig (især på sabbatsbudet som er misforstået), så er der en fare i at man i en sådan menighed, kommer til at fokusere for meget på om man er i overenstemmelse med de punkter som er nedskrevet i bekendelsen. Det at have skrevet trosbekendelsen ned i så mange punkter, gør at man vurderer sig selv og andre på om man lever op til de forskellige punkter, hvilket kan stjæle fokus fra Kristus i ens kristenliv. Forstået på den måde at man med bekendelsen tjekker af om ens eget liv, eller andres liv, er på linie med bekendelsen. Man kan sige ”ja det tror jeg på, og det tror jeg på, og det der gør jeg og det der gør jeg ikke” og så kan man sætte flueben eller kryds om man vil på de punkter, og tro at man har det fint, og har alt på det tørre. Dermed tenderer denne bekendelse til at der kommer noget lovisk indover ens liv, og det er ikke sundt. I stedet for at sætte flueben ved om man lever op til punkterne i bekendelsen, har en kristen brug for at læne sig op af Kristus. Vi har ikke brug for at have en falsk tryghed i om vi lever op til det ene og det andet punkt i en udspecificeret detaljerig bekendelse. For det kan give en falsk tryghed hvis ens liv handler om at sætte flueben ved de rigtige punkter, i stedet for at hvile i at Kristus har frelst en og man tilhører Ham. Den eneste som kan give en den sande og bedste tryghed er Kristus, og ikke en bekendelse. Lige præcis derfor bekymrer det mig, når jeg hører at folk vil starte menigheder baseret på 1689 bekendelsen. For det virker ofte som om at man vælger 1689, fordi den ser ud til at være dette ”Perfekt formulerede” system. Jeg forstår godt at man kan være træt af ting der ikke fungerer tilfredsstillende i de menigheder man kommer i, men det er ikke et argument til at gå over i noget der for nogen går over i en form for loviskhed, og fluebenssætning der kan give en falsk tryghed.

Det betyder ikke at alle 1689-menigheder pr. definition er dårlige. Der findes bestemt gode prædikanter der bekender sig til 1689, og som er meget Kristusfokuserede i deres forkyndelse. Men om man er i en gammeldags baptistkirke, lutheransk, metodist etc kirke, er ikke det mest væsentlige. Hvad der er vigtigst er at Kristus bliver prædiket og som den frelser Han er. Han skal ikke prædikes som et system, men som frelser. Men jeg er ærgerlig over de tendenser til loviskhed og fluebensafkrydsning som findes hos nogle der bekender sig til 1689 bekendelsen. Og da jeg er bekymret over at høre om flere som tror på at løsningen er at gå tilbage til 1689 bekendelsen har jeg behov for at skrive dette. Det er som om man glemmer at den hedder 1689 bekendelsen fordi den er skrevet i 1689. Det betyder nemlig at den er påvirket af den kultur som man havde i England dengang i 1700 tallet. Men i dag lever vi i det 21 århundrede og ikke i 1689. Kristus er den samme, og bibelen er evig gyldig. Men en bekendelse som blev til i en tid og kultur som er meget anderledes end vores i dag, er ikke nødvendigvis på alle punkter lige god at overføre til en menighed i vore dage.

I næste afsnit vil jeg skrive hvordan 1689 bekendelsen har et misforstået billede af sabbatsbudet. Den måde man ifølge den bekendelse opfatter sabbatsbuddet på er desværre ret så gammeltestamentligt, og fordrer ikke til meget frihed, på trods af at Kristus har kaldet os til frihed. Jeg ved godt at den frihed vi er kaldet til kan være svær at forstå, men ikke desto mindre er det en frihed som er fantastisk at finde ud af hvad handler om. Men det vil jeg også komme ind på næste gang.

Link til den engelske udgave af 1689 bekendelsen: http://www.grbc.net/about_us/1689.php