Categories
Endetiden Falsk Lære Mirakler

Torben Søndergaard mislykkes ikke ligesom Luther og Calvin gjorde

Overskriften her er ikke noget jeg mener, for jeg tror ikke at den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard (TS) har fattet bare en tiendedel af det som Luther og Calvin gjorde. Ikke desto mindre er det hvad Torben Søndergaard selv mener. TS og hans disciple er for tiden ved at færdiggøre en film som de kalder ”The last reformation” som tydeligvis er en videreførsel af hans bog ”Den sidste reformation”. En bog som handler mere om TS selv, end den handler om Jesus. I videoen om den nye film (som skulle komme i februar) bliver der sagt følgende:

”Vi kender Konstantin. Han gjorde kristendommen til en statsreligion. Vi ser igennem historien at dette hierarki, denne institutionaliserede kirke fulgte os hele vejen gennem reformationen hvor Luther, Calvin og Zwingli kom. De forsøgte at reformere. De forsøgte at bringe os tilbage til det sande evangelium, tilbage til apostelens gerninger, men de mislykkedes.”

Du kan se det i traileren her:

At nogen som kalder sig bibeltro kristne, kan finde på at påstå at disse reformatorer mislykkedes er ret voldsomt. Men det er da rigtigt at hverken Luther, Calvin eller Zwingli lykkedes i alt, og der var ting de gjorde som ikke var gjort rigtig. Men det gælder jo os alle sammen, og reformatorerne var mennesker som dig og mig med menneskelige fejl. Det som er rigtigt vigtigt at holde fast i omkring reformatorerne er det som de gjorde som var rigtigt. Det som gør at reformatorerne står så tydeligt frem på trods af deres fejl, er at de prædikede evangeliet og de sagde at Guds ord er autoriteten for kirken. Tilmed var det banebrydende at bibelen blev en bog som alle der kunne læse i, nu havde fået lov at læse i. Førhen var den jo forbudt at læse i af den romerske kirke. Men tilbage til TS.

For hvad betyder det egentlig når man laver en film med titlen ”The last reformation” hvor man påstår at reformatorerne mislykkedes og så viser denne selvbestaltede apostel TS,  som den der har fundet den rigtige måde at gøre det på, så vi kan komme tilbage til ”apostlenes gerninger”? Det betyder ganske enkelt at de gamle reformatorer kunne ikke finde ud af det, men bare rolig for her kommer Torben Søndergaard og han har forstået hvordan det skal gøres og nu skal vi alle gøre som ham, fordi han er Guds særligt udvalgte. Det er reelt set en stor omgang arrogant vrøvl, som tilmed ikke er andet end gammel (og dårlig) vin på nye flasker. For selvom TS påstår at nu har vi fundet ud af hvordan vi kommer tilbage til det som Gud virkelig vil, så er det jo blevet sagt rigtig rigtig mange gange før, og tilmed af personer som gør og siger de samme ting som TS.
Jeg kan i store træk ikke se og høre hvordan TS lære og handlinger er forskellige fra Todd Bentley, Benny Hinn, Christian Hedegaard o.l. Eneste forskel er at TS, vist ikke er så interesseret i penge som de var og er, og jeg regner heller ikke med at TS bag kulisserne er alkoholmisbruger som Todd Bentley var, og jeg regner bestemt heller ikke med at han er sin kone utro som Todd Bentley også var. På de områder har jeg faktisk tiltro til TS. Men læremæssigt og gerningsmæssigt er der ikke nogen reel forskel. TS tror at det kristne liv handler langt mere om mirakler end om at prædike evangeliet, og ligesom Bentley, Hinn og Hedegaard talte mere om dem selv end Kristus, gør TS det samme. Han elsker at snakke om sig selv og om hvordan Gud angiveligt bruger ham til det ene mere vilde efter det andet. Han sætter nogle urealistiske forventninger op for folk, som ender med at ødelægge folks tro, selvom han påstår at han kickstarter dem (hans egne ord). Hvilket han gør ved at puste en stemning af forventning op, som ikke er baseret på andet end menneskelige forventninger og ikke bygger på bibelsk kristendom.
Desværre er der rigtig mange for tiden der falder for TS og det han står for. I Danmark er der ikke så mange præster der er tilhænger af ham, og derfor har han ikke så meget støtte blandt præsterne i Danmark. Men blandt lægfolket er der er del som støtter op om ham. Hvis bare de præster som godt kan se at TS skader folks tro og skaber forvirring hos folk, ville tage sig sammen og advare imod ham, så ville det være en god ting. Men jeg tror desværre at alt for mange præster i Danmark er bange for at tale klart ud om hvorfor de har det rigtig svært med TS. For de er bange for at tale folk imod, og måske miste medlemmer i kirken. Men om ikke andet er præsternes uvilje mod TS, en af årsagerne til at han ikke kommer særligt meget ud at prædike i danske menigheder. Til gengæld får han lov at sprede sin urene lære i diverse udenlandske menigheder. Og det som jeg har advaret om før ved ham, fortsætter han med at gøre, som at manipulere folk til at tro de er dæmonbesatte når de skal døbes. Det har jeg skrevet om før på dette link: Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard, men kan også ses eksempler på i dette videoklip hvor han som sædvanlig skal råbe til påståede dæmon. Interessant er det at tænke på at Jesus da vist aldrig råbte af dæmonerne, men bød dem at komme ud af mennesker i stedet.

Et andet eksempel på hvordan TS ødelægger folks tro, har jeg skrevet om her: Prædiket Torben Søndergaard evangeliet?
Det er desværre et indlæg som nogen har misbrugt til at påstå, at jeg skulle have anklaget TS for at være homofobisk. Men det mener jeg aldrig nogensinde at jeg skulle have sagt eller skrevet, og enhver der kan læse, kan i det indlæg se at jeg skrev at på basis af det TS sagde i et tv-program, enten må være homofobisk eller være en vranglærer. Og jeg skrev også at jeg personlig tror mere på at han er vranglærer end homofobisk, da det giver mest mening i forhold til det andet han ellers siger.

Hvis du ikke har læst og hørt min gennemgang af noget af TS forkyndelse kan jeg anbefale dig at høre den her: Hvad er der galt med Torben Søndergaards forkyndelse og lære?

En udenlandsk artikel som rammer rigtig godt plet i problemet med TS kan læses her:Torben Søndergaard og evangeliet Plus

Categories
Hvem er Gud? Omvendelse

Hvor er det vigtigt at man er født på ny

Nogen gange møder man folk som både kalder sig kristne, og som tydeligvis også er kristne. Man er ikke i tvivl om at de har en kærlighed til Jesus som er given dem af Gud selv, hvilket er et godt tegn på at de virkelig tilhører Ham. Men andre gange møder man folk som kalder sig kristne, men hvor man er i tvivl, ja nogen gange sikker på om de virkelig er kristne. Det kan være folk der lever i åbenlys synd, eller tilhører en sekt, eller bare er det man kalder kulturkristen uden at det betyder noget nævneværdigt for deres liv andet end de kalder sig kristen, uden at være det reelt.

En sådan person bygger sin frelse på et falsk grundlag, og den person der gør det, lever sit liv i ekstrem fare. For hvis man går hen og dør og først der finder ud af at man byggede sit liv på et falsk grundlag, så er man fortabt. Derfor spørger jeg nogle gange om hvordan folk blev født på ny. For bibelen siger, Ja selveste Jesus siger at vi må fødes på ny. Og uden at være født på ny, kan vi slet ikke se Gud. Hvis vi ikke kan se Gud, hvordan skulle vi så kunne komme ind i Himlen? Nej, at blive født på ny er så vital og vigtigt for en der kalder sig kristen, at hvis man ikke er født på ny, så er man ikke en kristen. Men er man virkelig født på ny, så er man virkelig en kristen.

”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” Johannes 3.3.

At tale med folk der tror de er kristne uden at være det, har brug for nogle spørgsmål der bliver sat i gang i deres hjerte. For det kan være med til at hjælpe dem til at finde ud af om de virkelig er frelst eller ej. Og hvor vigtigt er det ikke at finde ud af netop dette. Ja, der findes faktisk ikke noget der er vigtigere, for først når man kan se at man ikke er født på ny, og kan se at Jesu ord viser at Han tager dette meget alvorligt, så er der nogen der også kan se at de har brug for at Jesus rækker ud til dem, og føder dem på ny, ved Helligånden.
Det er nemlig Gud der føder os på ny, ikke os selv. At blive født på ny, er jo ikke bare en ændring af ens livstil, som nogen desværre gør det til. Der er jo masser af mennesker der ændrer livsstil for at kunne opnå et eller andet. Tag bare elitesportsudøverne, de giver afkald på ufattelig mange ting som almindelige mennesker tager for givet. Og de gør det for at kunne vinde en medalje. Men deres ændring af livsstil redder dem ikke, det gør dem ikke til nye mennesker, men kun mennesker der har ændret retning.

At blive født på ny derimod er ikke kun at ændre retning. Nej, det er at gå fra at være djævelens barn, til at blive Guds barn! Ligegyldigt hvor mange gange et barn af djævelen ændrer retning, vil det stadig være et af djævelens børn. Derfor er det så vigtigt at man dør fra det gamle og bliver født på ny, og at det er Gud der føder en på ny, så man kan være forvisset om at man tilhører Gud i stedet.

At blive født på ny, sker altså ikke fordi man er døbt (for det står ingen steder i bibelen), og heller ikke fordi man har gentaget ”synderens bøn” (for det siger bibelen heller ikke noget om), men når man omvender sig fra sit gamle liv, og beder Jesus om at redde en. Så vil Gud også føde den person på ny, som man kan få nyt liv i Kristus, og have Jesus som Herre i stedet.