Til gudstjenesten i Rødkærsbro Frikirke i søndags fik jeg efter 1½ år færdiggjort min prædikenserie over Jesu bjergprædiken. Den blev efter min forberedelse markant anderledes end det jeg havde regnet med, og det gjorde den også ret spændende at arbejde med. For det gik op for mig, at bjergprædikenen løfter sig over de fleste andre prædikener i bibelen, uden at det gør de andre dårlige. Det både viser afslutningen af den og hele indholdet af den. Så det var en fornøjelse at tale over hvorfor folk var slået af forundring efter at have hørt Jesu stærke og markante forkyndelse.
Month: September 2014
At have en god bekendelse som kirke er bestemt en god ting. Men jeg oplever nogen gange at bekendelsen kan få så stor betydning at den skygger for kirkens sande opgave. Nemlig forkyndelsen af Jesus Kristus. Det er noget der kan ske uafhængig af hvilken bekendelse man har. Jeg har oplevet dette hos både Lutheranere, reformerte, baptister o.l. Hos baptisterne er det nogen gange en lidt for overfladisk bekendelse der kan overskygge. For her kan der være en tendens til at sige at man har styr på det, fordi man er blevet døbt på sin egen bekendelse. Har man sat flueben ved det punkt, så er der en tendens hos nogen baptister til at man mener at have sit i orden med Gud.
Men en bekendelse kan også være mere avanceret og stadigvæk komme til at overskygge Kristus. Hos nogle konfessionelle lutheranere er der en tendens til at man kun kan ”være i stue” med folk der kan sætte flueben ved 50 udvalgte punkter som man mener enhver sand lutheraner burde være enig om, mens man kigger undrende på dem som ikke lige mener alle 50 punkter (eller mere) er lige vigtige. Mens man hos nogle reformerte har en tendens til at holde forholde sig strengt til Baptist confession of Faith (af 1689) 34 punkter som så igen er delt op i underpunkter. Der er så tilsyneladende forskellige grader af reformerthed, for nogen mener faktisk af folk som John MacArthur og Paul Washer ikke er rigtig reformerte nok, fordi de ikke forholder sig strengt til lige præcis denne bekendelse.
Bekendelser er hvis det er gode bekendelser, i princippet en god ting. Men bekendelser kan nemt gå hen og tage fokus fra Kristus. Det kan ske når vi udskifter Kristus med hvor mange flueben (eller krydser) vi kan sætte på de enkelte punkter en bekendelse har. Det er virkelig farligt og noget jeg har observeret steder som udadtil ser sunde ud, i og med at man kan skrive under på alt det rigtige, men når man kommer ind under huden på folk, så viser det sig at alt for meget bliver vurderet på baggrund af en bekendelse, og ikke på baggrund af om man elsker den sande Jesus. Og så har bekendelsen vundet over den sande tro på Kristus.
Lad os endelig have gode bekendelser. For en god bekendelse vil i den grad at den ikke bliver for kompliceret og indeholder for mange punkter (tjah hvor mange punkter skal man egentlig skrive under på for at kunne blive medlem af en kirke?) være nødt til at pege på Kristus og vise hvem Kristus er. Den skal ikke handle alt for meget om mig, og om hvordan jeg skal være om søndagen, eller om jeg kan sige ja og amen til aaaaaaalt hvad Luther, Calvin eller Spurgeon sagde. Alle tre gode mænd som elskede Gud, men ikke mænd hvis skrifter har den samme autorisation som bibelen. Jeg har personlig oplevet at nogen forsøgte at presse mig til at sige god for noget Spurgeon isoleret har sagt, men som jeg ikke var enig med Spurgeon i. Derfor valgte jeg også at sige nej til at sige god for det. På trods af at det blev læst gentagne gange for mig. Men så vidt jeg kunne se, så var det en overfortolkning Spurgeon havde på det punkt, men det har jeg nok også på nogle punkter uden at det behøver bliver til vranglære af den grund (og nej jeg kan desværre ikke huske præcis hvad det var Spurgeon blev citeret for). Det betyder ikke at jeg misbilliger Spurgeon, men blot at jeg ikke nødvendigvis behøver være enig med Spurgeon på alle punkter. Spurgeon selv ville dog give mig ret i dette er jeg overbevist om, da han selv ikke anså 1689 bekendelsen for at være autoritativ, men et udtryk for bibelens lære forfattet af mennesker. Ligeledes er jeg heller ikke enig med Luther og Calvin på alle punkter, jeg er trods alt bibeltroende babtist (uden at være en del af det danske baptistsamfund), og derfor går jeg ikke ind for barnedåb. Men det betyder ikke at jeg dermed miskrediterer dem som kristne, og jeg er i særdeleshed glad for at læse hvad Luther har skrevet når jeg ser lejlighed til at gøre det.
Se hen på Jesus
Er du lutheraner, så vær det med en sund fokus på Kristus, og en sekundær fokus på bekendelsen. Er du reformert, så vær det med en sund fokus på Kristus og leve med bekendelsen som vejledende og ikke autoritativ. For der er faktisk en ret stor forskel på vejledende og autoritativ. Er du baptist, så forstå at det ikke er din dåb der gør levende, men Kristus. Ligeså lidt som det er bekendelser der gør folk kristne, men Kristus der giver liv, tilgivelse og en plads hos sig i Himlen.
Categories
Frelsen er til Guds ære alene
Er der virkelig intet jeg kan gøre i egen kraft, for at blive god nok i Guds øjne? Nej, i mig selv er jeg elendig. Jeg har ikke noget at være stolt af. Der er ikke noget i mig som gør at jeg kan forklare at Gud selvfølgelig ville frelse mig, for han så vel noget godt i mig et eller andet sted. Nej, sandheden er at Han ikke så noget godt i mig. Kun på grund af Jesu Kristi kors er jeg frelst. Det skyldes ikke mig selv. Guds er æren.
Når vi ved at det er Gud som har æren, så har vi også grund til at forstå vi er nødt til at fly til korset, fordi vi ikke selv har noget at kunne rose os af. Så er der grund til at forstå at vi kun hos Jesus kan finde frelse, og kun hos Ham finder sikkerhed. For kun ved at fly til ham, kan vi få del i hans betaling for vores synder. Synder hvis gæld vi aldrig i evighed ville blive færdig med at betale, men kun blive straffet for. Forstår vi det? For hvis vi ikke forstår at vi er nødt til at fly til Jesu kors, så er det ikke sikkert at vi kender Jesus ordentligt. Her taler jeg ikke om at vi kristne aldrig fejler, for det gør vi. Jeg taler om at vi har brug for at have en god forståelse for hvor stor frelsen egentlig er. Hvor vigtigt det er at give Ham al æren,og ikke leve som om at frelsen er en selvfølge. Vi er nødt til at holde os til Ham som gav sig selv for vore syndere. For Han er al ære værd!