I 1960 var Detroit City den rigeste by i USA målt pr. indbygger. Den blev også anset dengang for at være et billede på USA’s fremtid. Detroit var mønsterbyen hvor folk boede godt, havde gode jobs, og kørte i gode biler og sendte sine børn i gode skoler. I går torsdag d. 18/7 indgav byens borgmester en konkursbegæring. Detroit City er på omkring 50 år gået fra at være den rigeste storby, til den fattigste. Hvem ville have kunne se det komme i tredserne hvor alting så såre godt ud?
Det er nu ikke så usædvanligt at den slags sker. Områder som har været kendt for sin rigdom, går hen og bliver mere kendt for sin fattigdom og armod. Tag bare Babylon og Ægypten som eksempel her. Nogle mener at årsagen til at Detroit City er gået konkurs skyldes frihandelsaftalen mellem Canada, Mexico og USA som er kendt under navnet NAFTA. Der fungerer lidt som en EU-light version. Det mener jeg bestemt ikke er den virkelige årsag. Frihandelsaftalen burde og er generelt set en fordel for USA. Jeg er økonom og mener ikke som nogen økonomer at Frihandel altid en god ting, men for et rigt land som USA og Canada, er det fordelagtigt, og det har også vist sig fordelagtigt for Mexico. Men den reelle årsag til det er gået så galt, tror jeg på skal findes i bibelen.
Salomon skrev i ordsprogenes bog at:
”Den, der stoler på sin rigdom, falder,
men retfærdige grønnes som løv.” Ordsprogene 11.28
Dette er kendetegnende for både samfund, byer og mennesker. Hvis man stoler mere på sin rigdom, end man stoler på Gud, så bygger man på usikker grund. Bibelen advarer os adskillige gange om at vi ikke skal bygge vores liv på fysisk rigdom. Den siger ligefrem at rigdom er usikker. Dette har været kendetegnende for byer som Detroit. De havde nok i sig selv, de troede de ville fortsætte med at være rige, fordi det gik så godt, og fordi de byggede på noget Guds ord kalder usikkert, så brast tingene sammen.
Engang boede der 2 millioner indbyggere i Detroit. I dag bor der 700.000. Engang var der næsten ingen arbejdsløshed. I dag er det usædvanligt svært at finde et reelt stykke arbejde. Engang fik folk en god skoleuddannelse. I dag er 50% af dem analfabeter. Og sådan kunne jeg fortsætte. Men spørgsmålet er så om det er Guds straf over byen, som også var stedet hvor heroinen flød i rigelige mængder i 70erne, for at blive udskiftet til Crack i 80erne, og til metamfetamin i 00erne.
Det er såmænd meget nemt at sige at det er Guds straf, men det er også Guds nåde at finde i dette. For en ting er at lade en by der er på vej med ødelæggelse bare fortsætte sin deroute. En anden ting er at lade gerningernes konsekvens stå så tydeligt frem for dem selv og for andre, at det bliver tydeligere at se at bare fordi man er rig, så er det ikke ensbetydende med livsvarig sikkerhed. Rigdom er ikke sikkerhed, det er bare forbigående nemhed. Rigdom gør at det er nemmere at blive mæt, nemmere at have et godt sted at bo, nemmere at rejse rundt osv. Men det er ikke ensbetydende med at man altid vil have det man har brug for. Penge er jo noget man både kan miste, eller som kan miste sin værdi.
Derfor er der også en Guds nåde i dette så det bliver tydeligt at vi må finde bedre og mere trygge værdier at bygge vores liv på. Hvad enten det er individuelt eller som samfund. De sande værdier var dem man fandt frem til under reformationen. Nemlig Guds ord og Guds frelse. Når mennesker finder frem til og vælger disse værdier, så er det vi kan bygge vore liv på klippegrund. Og vel at mærke en klippegrund som står fast også når det stormer og kommer oversvømmelser. En klippegrund som gør at vi ikke behøver være bange når verdens økonomiske og politiske strukturer ændrer sig. Fordi vi bygger på klippen som er Kristus.
”Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver. Du skal byde dem at gøre godt og være rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, og samle sig en skat som en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv”. Første Timotheus 6.17-19
Bemærkning: Detroit kan stadig se rig ud, hvis man ser den på afstand med dens flotte højhuse. Men hvis man kommer nærmere viser der sig et sørgeligt synd. Det er kontorbygninger som har stået tomme i mange år, og som bare står og forfalder. Et syn som både viser den rigdom som var engang, men som i dag vidner om Detroits fattigdom.