Efter at Jesus var blevet fristet af djævelen i ørkenen, og overvandt fristelsen, står der en sætning hos Lukas som jeg har tænkt meget over. Der står:
”Da Djævelen ikke havde mere at friste med, forlod han ham for en tid.” Lukas 4.13
Jeg elsker at der står at da der ikke var mere at friste med, så tog djævelen væk. Men der er måske en tendens til at glemme det der står bagefter, nemlig at djævelen kun forlod Jesus for en tid. Det vil sige at selvom Jesus havde overvundet fristelsen, så havde djævelen ikke givet op. Det gjaldt i Jesu liv, og det gælder også i vore liv. Vi vil jo også blive fristet i vore liv, og det kan vi ligeså godt acceptere. Men hvad nu hvis man igennem et stykke tid har modstået en fristelse, og man i den periode har bedt til Gud om hjælp, og man så virkelig føler at nu er der, ja lad os bare kalde det et gennembrud? Betyder det så at man aldrig mere skal kæmpe med det, at man nu ikke længere har de problemer?
Lige præcis her er der nogen faldgruber. For nogen af de såkaldte udfrielsestjenester der lover total frihed og sejr over diverse områder i livet, glemmer ofte hvad der stod i det ovenstående bibelvers. Det var kun for en tid at djævelen forlod Jesus. Det samme er tilfældet med os, hvis vi vinder over fristelsen. Vi kan godt overvinde fristelser, men fristelserne vil komme igen. Men vi har som mennesker en tendens til at tro at når fristelsen kommer igen, så er det et tegn på at vi er dårlige kristne, eller ikke har fået et rigtigt ”gennembrud”.
Men det er en forkert tilgang at have. Sagen er den at djævelen ikke er fuld af nye ideer. Han har det med at benytte sig af de samme metoder, som han har brugt før. Og hvorfor egentlig ikke. Der var da noget der viste at sidste gang han brugte dem, havde de en eller anden form for virkning. Så hvorfor ikke bare prøve dem af igen. Derfor behøver vi ikke tænke på os selv som dårlige kristne fordi vi bliver fristet gentagne gange, men vi må istedet vide at det skyldes at djævelen ikke har så meget andet at byde på.
Så det at man bliver udsat for fristelser og prøvelser i noget man har overvundet før, er ikke det samme som at man er blevet en dårlig kristen. Tværtimod, så viser det at vi oplever det samme som Kristus. For djævelen forlod også ham kun for en tid. Så hvorfor skulle vi være bedre stillet? Som Peter skriveri første Peters brev 4.12-13:
”I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.”
Ok, sandheden er jo at vi ikke bryder os om prøvelser, og da slet ikke fristelser. Men i denne verden vil de altid være der, og de er der for at vi må komme nærmere Gud, og lade os forme efter Hans billede og ikke efter denne verdens. Og det er faktisk værd at glæde sig over hvis man tænker lidt over det.