Jeg sad og snakkede med min kone om dengang jeg læste HHX. Da havde vi matematik på turbohold. Dvs to års pensum på et halvt år (sådan føltes det ihvertfald). Det krævede så meget af mig, at jeg syntes jeg var nødt til at skære ned på et andet fag. Det blev så virksomhedsøkonomi. Problemet ved at skære ned på det fag, var at jeg ville få en dårlig karakter hvis jeg ikke fik afleveret de dengang ugentlige afleveringer. Derfor valgte jeg at skrive mine afleveringer af, fra en bedre elev. I snakken med min kone begyndte jeg så at forsvare at jeg skrev af. Jeg syntes jo jeg havde en god grund. Men heldigvis har jeg en kone som godt tør sige; hey René du skrev af, og det var forkert. For det havde hun jo ret i, og jeg måtte erkende at det var en fejl. Det var forkert af mig, og jeg har ikke nogen undskyldning.
På samme måde er det vigtigt at forkyndere der laver fejl, også tør erkende det. Forkyndere som ikke vil vedgå sig deres fejl, eller forsvarer deres fejl, er en fare for sig selv og for deres menighed. For forkynderen er formidleren af Guds ord til menigheden, og fordi han er forkynder, er han også et forbillede for menigheden. Så hvis han laver fejl, og ikke erkender dem, eller bortforklarer, eller forsvarer dem, så gør han det legalt for menigheden at gøre det samme. Det er ikke ensbetydende med at det er i orden for menigheden at begå fejl, men der er en årsag til at de nu begår fejl i større omfang end før. For når den som skulle gå foran dem, ikke vil ændre sin fejl, så er der vel heller ikke nogen grund til at menigheden skulle.
En mand som jeg har stor respekt for, men samtidig heller ikke er enig med i alt er pastor John MacArthur. Det er vel at mærke sekundære områder jeg er uenig med ham, så det kan jeg nemt klare. Jeg hørte en prædiken af ham hvor han fortalte at når han som forkynder og underviser lavede fejl, så var han nødt til at melde ud om det, og fjerne fejlene. Eksempelvis havde han engang prædiket til en søndagsgudstjeneste at antikrist ville være en jøde. Efter gudstjenesten var der nogen det talte med ham om det, og viste ham at han tog fejl. Så næste søndag holdt han en prædiken hvor han sagde at antikrist ville være en hedning (en hedning er en der ikke er jøde). Efter at have tænkt sig lidt om, og undersøgt sagerne lidt mere (han prøver ellers at undersøge sagerne rimelig grundigt i forvejen) kunne han se, at det var et emne som han ikke kunne sige så meget om. Han var gået ud over sine beføjelser. De to prædikener er fjernet i dag. De var forkerte og kunne ikke bruges til noget, og der var ikke nogen grund til at distribuere dem. Jeg har fået at vide at det samme er sket med noget af det John MacArthur har skrevet. Fordi han fandt ud af han ikke kunne stå inde for det han havde skrevet i forhold til bibelen.
Vi vil alle fejle. Og det vil forkyndere også gøre, hvad enten man er professor i systematisk teologi, eller har skrevet en bog om “Guds hemmelighed”. Men det er vigtigt at vi også kan stå ved vore fejl, og erkende at det er fejl, og ikke begynder at forsvare dem. Jeg bliver så ked af, og nogen gange vred når ledere i kirkerne ikke kan eller vil indrømme deres fejl. Når de hellere vil forsøge at se ud som om ingenting er sket. For de forsvarer ting som ikke skal forsvares. Hvis Kong David kunne erkende at han havde begået en (stor) fejl ved at ligge med Urias hustru og sidenhen få Urias slået ihjel, og derefter gifte sig med enken. Så burde vi andre også erkende vores fejl, som forhåbentlig er på et noget lavere alvorsniveau? David burde have det langt sværere med at indrømme hans fejl, end vi har med vores. Men måske er det derfor han blev kaldt en mand efter Guds hjerte. Hvilket vel også siger noget om det hjerte der tilhører en forkynder der ikke vil erkende sin fejl, men blot forsvarer dem.