Categories
Falsk Lære Kirke

Tonny Jacobsen forholder sig ikke til virkeligheden

På kristeligt dagblads hjemmeside kan man pt se en reaktion fra formanden for danske pinsepræsters formand Tonny Jacobsen. Det drejer sig om en fødselsdagshilsen fra Indre Missions generalsekretær som også havde en vigtig kritik. Kritikken gik på at i al det gode som pinsekirkerne gjorde, ville han gerne have set at pinsevækkelsen i Danmark havde taget et internt opgør med herlighedsteologien. Det synes jeg var godt set af generalsekretæren, for det er lige præcis det område som har været allermest ødelæggende for pinsekirkerne i Danmark. Man er blevet godt og grundigt inficeret af herlighedsteologien og mange i pinsekirkerne har meget svært ved at se forskel på sand kristendom, og vranglære.

Desværre er det ikke en kritik som Tonny Jacobsen kunne tage alvorligt. Hans svar til ovenstående var: “Thomas Bjerg Mikkelsen udtrykker i sin lykønskning en bekymring over Pinsekirkens manglende interne opgør med herlighedsteologien. ”

og fortsætter:

“hvis han tænker på de danske pinsekirker, mener jeg nu ikke, han behøver at være så bekymret. Der er givetvis personer og ledere i vores historie, som har forkyndt Bibelens ord om velstand og helbredelse på en ubalanceret måde. Men vi lærer ikke, at man er garanteret materiel velstand og kan slippe for alle livets genvordigheder, hvis bare man tror nok. Det er dårlig teologi og svarer ikke til virkeligheden. I teologiske termer skal vi både favne korset og opstandelsen – og acceptere at leve i spændingen mellem de to. ”

Tonnys kommentar er i bedste fald bekymrende. For istedet for at forholde sig til at det faktisk er et problem at herlighedsteologien har fundet så god en platform i mange pinsekirker, så vælger han at afvise det som om det ikke er særlig meget man ser. Men hvordan kan det så være at man i langt de fleste pinsekirker hvor det er muligt at købe bøger (det kan man de fleste steder), at der kan man næsten altid finde bøger af Joyce Meyer, Joel Osteen og ja selv Benny Hinn. Foruden musik der kommer fra trosmenigheder, som Hillsong. For Hillsong er både i deres forkyndelse og trosbekendelse rendyrket herlighedsteologi, bare med god musik til. Desuden arbejder Hillsong også sammen med folk som Joyce Meyer, Joel Osteen og selv en fuldstændig ekstremist som T. D. Jakes. Det er de samme bøger som man kan finde i stort tal i bogteltet hos pinsevækkelsens sommerstævne.

Herlighedsteologiens lære kan altså købes i langt de fleste pinsekirker. Som om det ikke er galt nok er der mange pinsekirker som inviterer folk som Ulf Ekman, Jens Garnfeldt og David Hansen med flere. Hvorfor vil Tonny Jacobsen ikke forholde sig til det? Når han faktisk lidt underforstået skriver at han ikke bryder sig om trosbevægelsen.

To hatte
Måske er det fordi Tonny Jacobsen også er formand for Frikirkenet, som er en underlig blanding af pinsekirker, apostolske kirker, baptistkirker m.fl. samt adskillige herlighedsteologiske menigheder. Som KBC og AMC under henholdvis Jens Garnfeldt og David Hansen. Disse frikirker som prædiker et andet evangelium end det bibelske, arbejder pinsekirkerne altså sammen med. Disse menigheder er folk så påvirket af langt ind i pinsevækkelsen, at Tonny Jacobsen muligvis er tilpas klar over, at hvis pinsevækkelsen virkelig tog det opgør som generalsekretæren for Indre Mission ville ønske, så ville det betyde markante beskæringer i kirkerne. Sandsynligvis også fyringer af ansatte, da det ville medføre lavere budgetter. Både for kirkerne, men også for dem der arbejder for Frikirkenet.

For det ville betyde at vi fik et langt større indhug, end det man havde i starten af halvfemserne, da man tog et opgør med trosbevægelsen. Tonny Jacobsen er muligvis ikke sikker på at man har råd til det, når Pinsevækkelsen i Danmark har stået i stampe igennem mange år nu. Man er stadig kun på ca 5000 medlemmer, og det har man været i mindst 20 år. En tid hvor man også har haft en udvikling som har medført at man ikke tager synd alvorligt, tager ikke kirketugt alvorligt, men så sandelig heller ikke vranglære alvorligt. Det gjorde man engang.
Hvor er det trist at pinsepræsternes formand, ikke kan forholde sig til virkeligheden og istedet for at arbejde på at bevare et synkende skib, så få repareret skibet, og samtidig få fjernet dem der sænker skibet, med deres ødelæggende lære.

Er der nogen mandfolk tilstede?
Hvor er pinsevækkelsens sande mandfolk som tør stå op, og sige tingene som de er, og vise at de ting kan man læse i bibelen, og ikke være bange for at miste popularitet. Der er brug for mænd som tør gå imod folk som siger god for at invitere New age folk som Steen Hildebrandt til kirkelige lederkonferencer (se her: https://sand.omvendelse.dk/frikirkenet-inviterer-new-age-filosof-som-hovedtaler-3080.htm)

Og invitere herlighedsteologer som Carl Gustav Severin til pinsekirkernes lederkonferencer (se her: http://www.frikirkeleder.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=87:tak-for-en-god-konference-2011&catid=1:latest-news)

Gid dog at den kære Tonny Jacobsen ville se virkeligheden i øjnene, og turde gøre noget ved det. For det pinsekirkerne har lige nu er en der åbenbart er mere inspireret af Nizhals tre berømte aber (ikke set noget, ikke hørt noget, ikke sagt noget) end han er ledt af Guds Ånd og Guds ord!

 

Du kan læse Tonny Jacobsens fulde kommentar her: http://www.kristendom.dk/artikel/435138:Synspunkt—Pinsekirken-praediker-ikke-herlighedsteologi og Indre Missions generalsekretærs fødselsdagshilsen her: http://www.kristendom.dk/artikel/434671:Synspunkt—Pinsekirken-tager-Kristi-efterfoelgelse-alvorligt