I dag er der meget snak i flere kredse om folkekirkens fremtid, nu hvor det ser ud til at vi har fået en kirkeminister, der vil give homoseksuelle par lov til at blive gift i folkekirken. Og der er flere der tænker hvornår det også bliver muligt i frikirkerne, hvilket jo allerede er sket for en baptistkirke i Sverige. Men jeg har faktisk et lidt problematisk forhold til, at det først er når der bliver givet mulighed for homoseksuelle ægteskaber, at nogle kristne begynder at melde ordentlig fra. For spørgsmålet er om vi ikke skulle have gjort det for længe siden.
For sagen er den at vi i bund og grund ikke har taget synd særligt alvorligt, i forhold til hvordan vi tog det før. Engang var det sådan at hvis et kærestepar i en gennemsnitlig frikirke flyttede sammen uden at være gift, så ville det medføre først en alvorlig samtale med ledelsen, og hvis det ikke hjalp, så ville det medføre en ekskludering af kirken.
Det var den bibelske metode, og det var også en metode der var med til at vise hvem der var en kristen, og hvem der ikke var. Hvis man valgte at bo sammen uden at være gift, og ikke mente det skulle betyde noget for ens gudsforhold, så var det det samme som at sige, “jeg tilhører ikke Herren, da jeg ikke vil underordne mig Herrens ord”. Man blev med andre ord ikke anset som en kristen.
Det var og er en bibelsk metode at forholde sig til den slags på. Det kaldte vi kirkedisciplin, men det er blevet et fremmedord mange steder. Jeg har oplevet at når jeg taler med folk som kommer i kirker hvor man ikke tager kirkedisciplin alvorligt, at det er nemt at vise dem at de har et forklaringsproblem. En sagde til mig, at hun bestemt ikke mente det var kirkens opgave at dømme om et par der boede sammen skulle ekskluderes af kirken, fordi de ikke ville omvende sig. Hun mente at det var godt for dem at have et tilhørsforhold, også selvom det åbentlyst var forkert.
Jeg spurgte hende så hvad hun mente hvis det var et homoseksuelt par? Så blev der stille, men så kom svaret; nej det kunne ikke tillades.
Jamen hvorfor dog ikke spurgte jeg?
Fordi de er jo homoseksuelle, det er jo forkert.
Men hvad er det lige der gør at deres synd er så meget værre, end dem der har valgt at bo sammen uden at være gift? Spurgte jeg igen.
Det, det, det, jamen det er jo homoseksuelle.
Vedkommende ønskede ikke at forholde sig til dette dilemma, det kom for tæt på, og viste noget var rivendes forkert i hendes og hendes kirkes argumentation (ja jeg ved at kirken havde samme mening).
Samtalen var ikke en enlig svale. Jeg har hørt den her andre gange, og jeg får det rigtig, rigtig dårligt med den slags. For hvad er det lige det signalerer? At mange kristne faktisk er homofobiske, når de vælger at forholde sig forskelligt til det bibelen beskriver som seksuel synd. De viser at de kun tager skriften alvorligt der hvor de selv er enige med den, men afviser skriften på områder hvor de ikke er enig. Men hvis skriften siger at der hverken er plads til det ene eller andet i kirken, hvad giver så en kirke lov til at sige: Vi godkender den ene del, men ikke den anden. Er det så ikke fordi man er mere påvirket af tidsånden, end man er ledt af Guds Ånd?
Dertil er spørgsmålet så også hvad man vil gøre den dag, staten vil gå ind og sige, at både folkekirker og frikirker skal acceptere homoseksuelle vielser, og udføre dem? Så har de kirker som accepterer at folk lever sammen uden at være gift, ikke noget som helst brugbart argument for at sige nej. De har jo allerede vist, at de ikke anser Guds ord for at være troværdigt og vigtigt nok til at efterleve. Men hvis de fortsat vil afvise homoseksueller vielser, så har offentligheden et godt og faktisk brugbart argument for at kunne konkludere at disse frikirker, er homofobiske når de gør forskel på folks seksuelle synder.
At man kan blive anklaget for at være homofobisk er hvad det er, personlig anser jeg mig ikke for at være det mindste homofobisk, for jeg ved hvad ordet betyder. Det kan man høre mere om her: https://sand.omvendelse.dk/skal-homoseksuelle-par-have-ret-til-at-blive-gift-i-kirken-261.htm. Men hvis ens argumentation for at afvise homoseksuelle er baseret på ens følelser og subjektive meninger, og ikke Guds ord, så får man et forklaringsproblem, og man signalerer faktisk homofobi. Og jeg er bange for at det er noget som vil komme rigtig meget frem det her, og vil være med til at sætte et skel mellem de kirker som tager Guds ord alvorligt, og dem der ikke gør. Selvom det sådan set burde være nemt nok at se i forvejen.
Se også følgende: https://sand.omvendelse.dk/linda-andrews-homoseksuelle-og-frikirkenet-2437.htm
https://sand.omvendelse.dk/frikirkelig-velsignelse-af-homoseksuelle-par-2460.htm