Categories
Endetiden Falsk Lære Livet som kristen Overfladisk kristendom

Daniels åbenbaring om antikrist

I Daniels bog kapitel 11, hører vi om den åbenbaring han havde om antikrist. Den sidste forfører som vil forføre hele verden. Da var der særlig et sted som slog mig, og det var følgende vers:

”Dem, der har handlet ugudeligt mod pagten, bringer han til frafald med smiger. Men det folk, der kender sin Gud, står fast i ord og gerning.” Daniel 11.32

For pludselig kunne jeg se at dem der var tale om her, var folk der kaldte sig kristne. Men det var ikke alle sammen der var sande kristne. For der er jo tale om at han ville bringe nogle af dem til frafald med smiger. Det indikerer at det ikke var denne verdens folk der er tale om, for hvordan skulle de kunne bringes til frafald? Det ville være en modstrid at sige det. Nej, ved nærmere eftertanke må der her være tale om kirkens folk. Men ikke en hvilken som helst del af kirken. Det er nemlig dem som har handlet ugudeligt mod pagten. Folk som kommer i det kirkelige, men har fået kirkens arbejde tilpasset så det ikke stred så meget imod denne verden. Eller kirkefolk som har valgt at ignorere skriften på områder hvor den ikke må ignoreres. Eller bare slet og ret folk som har kristent skin, men som ikke når det kommer til stykket, er parat til at gå hele vejen for deres tro på Jesus Kristus.

Dem har antikrist magt til at bringe til frafald. Det er interessant at se at det redskab han bruger dertil er smiger. De er nemme at lokke over på hans side, fordi han siger til dem, at sådan nogen kristne som dem kan han godt lide. For de er ikke som de der intolerante og arrogante bibeltro kristne, som er formørkede i deres sind, og hvad han ellers kunne have af lækre små ting at sige. Det kunne jeg godt forestille mig han sagde, for det har jeg før hørt ufrelste sige indimellem om tåbelige forkyndere som har tilpasset Guds ord til denne verden, i stedet for at tale Guds ord klart og tydeligt til denne verden.

De sande troende
Men hvem er så de andre? Det er dem som kender deres Gud. Og de viser det ved at stå fast i både ord og gerning. Det er ikke kun ordet disse kristne har, eller taler. De viser også deres lydighed mod Gud i handling. Det indikerer at det er folk som tager Guds ord så seriøst at de hellere vil adlyde det, end denne verden. Resten af kapitlet viser også at det er dem som antikrist vil kæmpe imod. De andre er ikke værd at kæmpe imod, for dem kan han jo få overtalt med smiger. Men dem som kender deres Gud, er han nødt til at bekæmpe. Det bliver ikke nogen nem tid for kristne, og om det sker snart eller først om mange år, ved jeg ikke. Jeg ved blot at det vil ske engang. Men årsagen til at det skal ske, får vi også klargjort i samme kapitel.

”De indsigtsfulde bliver ofre, for at de kan blive prøvet, lutret og renset, før endetiden kommer.” Daniel 11.35

Spørgsmålet som enhver der kalder sig kristen bør stille sig selv engang imellem er om vi virkelig holder fast i ordet og den kristne gerning, og om vi er parate til at holde fast i ordet og gerningen når der engang kommer forfølgelse. Vores liv her i det nemme Danmark kan allerede vise tegn derpå. For hvis vi ikke er parate til at sige fra overfor ugudelighed, og bøjninger af Guds ord, her og nu, hvordan skulle vi så være parate til det når forfølgelsen kommer? Har vi tegn på at være efterfølgere af Jesus Kristus i dag, med de konsekvenser det vil få, eller er vi mere drevet af at være populære blandt mennesker? Dette er spørgsmål som enhver der kalder sig kristen har brug for at stille sig selv, for at vurdere om vi er i troen. Som Paulus skriver i anden korinterbrev 13.5:

”Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve.”