´
Som en fortsættelse på det jeg skrev om i indlæg nr 1000 har jeg valgt at tage fat i det farlige emne “Hvornår skal jeg forlade min menighed?”. Når jeg skriver farlig, så er det ikke for sjov, for det er en særdeles alvorlig sag, som man ikke skal tage let på. Derfor er det også med stor frygt at jeg skriver dette. For det er et område hvor man skal passe på ikke at tage alt for hurtige beslutninger. Hellere gå en mil for meget, end en mil for lidt. Så lad mig starte med at give nogle eksempler, på hvad der helt sikkert ikke er gode argumenter for at forlade sin menighed. Og dem jeg kommer med her, er ikke taget ud af luften, men kommer fra virkeligheden.
Argumenter der ikke duer:
“Kirken har købt en ny støvsuger til 3000 kr”. Ja, det kan godt være at du synes det var penge som sagtens kunne bruges bedre, og det har du sikkert ret i. Men at nogen ledere kommer til at bruge kirkens midler på en mindre fornuftig måde (ifølge din vurdering) skal Gud nok dømme. Dertil burde man spørge sig selv, hvor mange gange man selv har kommet til at købe noget man ikke fik brug for. Eller bare købte noget der var for dyrt i forhold til brugsmuligheden. Jeg ville her være ligeså skyldig som den menighedsledelse der har brugt pengene inefficient her. Så nej halvdårlig administration af penge holder ikke som et argument for at forlade sin menighed.
“Præsten siger vi skal hilse på hinanden”. I nogle kirker er folk ret gode til at hilse på hinanden i forvejen. Men der findes præster der kan finde på at indføre det som et ritual under gudstjenesten. Det kan godt være du finder det tåbeligt, og formynderisk, som om du ikke selv er i stand til at hilse på de andre i kirken. Men det er ikket et godt argument for at forlade sin menighed. Hvilket naturligt fører os til det næste punkt.
“Jeg synes præsten er irriterende”. Hmm det sker at præsten taler for længe, det sker at præsten kommer til at sige noget dumt (både fra prædikestolen og andre steder). Dertil kan det være at præsten bare har en måde at være på, som ikke lige tiltaler dig. Han er måske ikke som den forrige præst, som altid brugte mindst 10 minutter på at tale med dig efter gudstjenesten, eller hvad det nu lige var du var så glad for ved ham.
“De andre i kirken er irriterende”. Ja, det behøver ikke kun være præsten der er irriterende. Det kan alle de andre også være. Hvad mon de andre tænker om dig mon? Men at de andre i kirken er irriterende, er ikke et argument i sig selv for at flytte. For kirken er fyldt med syndere der er frelst af Guds nåde, og sådan er det også i de andre kirker. Sådan er det jo forresten også med dig og mig. Men at være frelst, er ikke ensbetydende med at vi ikke kan være irriterende mere.
“De synger for lang tid i kirken”. Ja, det kan godt være at der er flere der er enige med dig i det, og i så fald så må I gå til ledelsen om det, hvis I finder det alvorligt nok til det. Men at folk synger for meget i kirken, er et dårligt argument. Men selvom sangene er ubibelske er der ikke argument nok til at forlade sin menighed. Det vil istedet give anledning til at snakke med ledelsen om hvad evangeliet er, og sætte det i forhold til de sange man synger. Hvilket bringer os videre til hvornår der kan være grund til at overveje at forlade sin menighed. Og læg venligst mærke til at jeg skrev overveje, hvilket ikke er det samme som at forlade den.
En evangelisk kirke
Jeg kunne jo fortsætte fra nu af og i meget lang tid med at remse dårlige argumenter op. Men det som er vigtigt at få vurderet i disse sager er en sand og bibelsk fokus på evangeliet. Der kan være grund til at forlade sin menighed, når evangeliet ikke blive prædiket, og når der bliver prædiket vranglære. Men selv når det sker, er der ting som man skal passe meget på med, førend man tager det meget store spring. For som jeg skrev i starten, så hellere gå en mil for meget, end en mil for lidt. Det tror jeg er vigtigt i denne sammenhæng. Men hvor meget er den mil så? Det er det store spørgsmål, og her kan vi også have forskellige vurderinger. Men et spørgsmål som er vigtigt at vurdere her er at vurdere om de kirker som kalder sig kirker, hvor mange af dem som reelt set er Guds kirker. Og skal man forblive i en kirke som ikke er Guds kirke? Hvor lang tid kan man støtte sådan et system, og er det i orden?
Da dette er en ordentlig portion at gå i gang med, vil der komme andre indlæg som er udenfor emnet i den næste måneds tid. Jeg er bl.a. ikke færdig med sagen om Frikirkenet, se eksempelvis indlægget “Er der plads til evangeliet hos Frikirkenet?“. Plus nogle andre ting, så dette vil blive en serie som vil blive taget i små bidder. Men det jeg godt vil skrive om er hvor langt man bør gå med folk som er på vildspor (og det kan være meget langt ifølge bibelen), men også hvordan man kan finde en ny og bedre menighed, og hvornår det kan være tid til at starte menighed sammen med andre, samt hvad det er vigtigt at have fokus på når man gør det. For der er desværre alt for mange fatale historier fra folk der har prøvet det. Men måske er der en årsag til at flere af disse initiativer er endt dårligt.