Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kirke

En vurdering af Rick Warrens prædiken til Desiring God konferencen

Så fik vi endelig mulighed for at høre om Rick Warren prædikede godt eller dårligt, til den omdiskuterede Desiring God Konference ledt af John Piper. Der var en der havde sagt at han frygtede, at Rick Warren for en gangs skyld ville prædike en god prædiken til konferencen, og dermed gøre folk forvirrede om hvad han mente og ikke mente. Men sådan blev det nu ikke. For efter at have hørt forkyndelsen, sad jeg tilbage med det store spørgsmål “Hvor var evangeliet henne i det?”. For selvom Rick Warren smed omkring sig med bibelvers (hvoraf flere af dem var fordrejede), så blev der ikke plads til hvad Jesus har gjort for os. Det blev istedet en masse gør dit og gør dat, sammen med en god gang pegen på sig selv, og hvor meget han betaler til kirken, og hvad han ellers gør af gode gerninger. Forresten betaler Rick Warren 90 % af sin indkomst til kirken, hvor han ikke længere er lønnet pga sine royalties for sine bøger. Hvilket da er fint nok, men jeg ved ikke hvorfor han har brug for at fortælle det igen og igen.

Alt i alt blev det til noget der lugtede af farisæerisme, da det var lovgerninger der var fokus på. Dertil var der nogle banaliteter som man kan høre på de fleste selvhjælpskurser (blot med skriftsteder som Rick Warren fik til at passe ind). Så efter at have brugt en hel time på at høre Rick Warren tale, og efter at have ledt efter evangelisk forkyndelse, bliver konklusionen, at evangeliet stadig ikke er noget vi hører fra Rick Warrens side. Nu kan det selvfølgelig være at der sidder nogen og synes jeg er meget postulerende i mine udtalelser. Men dokumentationen er nem at finde. Nedenunder er der et link til Rick Warrens fejlagtige forkyndelse. Og hvis man har lyst til at høre de steder som jeg henviser til, kan man faktisk høre dem i Todd Friels skarpe gennemgang af prædikenen fra Wretchedradio. De har lagt klippet gratis ud, og det kan høres i en kortere periode ved at klikke på dette link. 

Todd Friel rammer rigtig godt plet, og det var rart at høre at der var andre der hørte præcis det samme som jeg hørte. Nemlig at Rick Warrens forkyndelse manglede evangeliet. Dette lydklip kan jeg kun anbefale at høre meget kraftigt, hvad enten man er tilhænger eller modstander af Rick Warren.

Selve prædikenen kan man høre og se her Rick Warrens prædiken.

Hvis man ønsker at læse hvad jeg oprindeligt skrev om John Pipers invitation af Rick Warren kan det ses her: Derfor skulle John Piper ikke invitere Rick Warren her.
Og her: Årsager til ikke at arbejde sammen med Rick Warren.

Næste gang vil jeg gennemgå hvorfor John Pipers argumenter for at skamrose Rick Warrens prædiken ikke er noget værd. Men decideret dårlige!

Categories
Kirke Livet som kristen

Kristne skal ikke tale som Kaptajn Haddock?

Da jeg arbejdede med kirkeligt arbejde i starten af halvfemserne, var det normalt at dem der stod med ledelsesansvar, også talte pænt. Man talte ikke som verden gjorde. Hvis man gjorde skulle man ikke forvente at få et ansvarsområde. Men efterhånden som kirken forsøgte at blive smart, og derfor også fik “smarte” folk til at overtage ledende positioner i kirken, skete der et skred. For nu begyndte sproget at lige så stille og roligt at ligne det man havde i verden. Men vi var desværre stolte af det, istedet for at irettesætte det. For vi var glade for at have nogen der “talte et sprog som dem udenfor kunne forstå”. Men der var ikke noget at være stolt af. Og værst af alt, sproget smittede.

Jeg er i dag forbavset over hvor mange ledere i det kirkelige som taler meget grimt. Det kan godt være det ikke lige er bandeord der kommer ud af munden på dem. Men toiletsproget er ganske enkelt overvældende. Og selv et amerikansk f-ord er nogle steder blevet en accepteret del af ordforrådet. Men hvis man påpeger det, får man at vide at man lever en isoleret tilværelse. For nylig talte jeg med en der havde en kirkelig opgave til en gudstjeneste. Hans sprog var så voldsomt at jeg ganske enkelt var nødt til at sige til ham, at han skulle passe på sit sprog. Det kunne han ikke forholde sig til, og fortsatte med at tale grimt. Jeg fortalte ham at vi jo skulle stå til ansvar overfor Gud, for hvert ord der er udgået af vores mund. Det blev han ret sur over, så han sagde til mig at sådan talte folk altså i dag. Havde jeg da aldrig set X-faktor? Hvortil at jeg svarede ja det havde jeg set, og det var også årsagen til at jeg ikke ser det mere. Så havde han ikke mere at sige.

Eksemplet er ikke enestående. Men vi lever i en tid, hvor enhver kan kalde sig kristen uden at have nogen frugter. Vi lever med en “åbenbaring” af at vi ikke skal tage sådanne ting så alvorligt. Men bibelen er stadig ret klar på dette område. Lederen af kirken i Jerusalem Jakob (som også var Jesu broder) skriver:

“Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd.” Jakob 1.26

Ifølge Jakob så er der altså mange der fører sig selv bag lyset. For de tøjler ikke deres tunge og tænker ikke over hvad de siger. Tænk at have en leder som Jakob, som turde melde så klart ud om dette. De må have haft betydning for hvordan man talte i den menighed. For de havde en leder som gik foran med et godt eksempel.
I dag har vi istedet ledere der går foran med et dårligt eksempel, og menighedens folk følger efter. Vi trænger til ledere der tør sige tingene klart og tydeligt, og gøre det i et sprog som er Gud til ære. Også selvom det betyder at folk så vil foretrække at komme andre steder. Lad dem bare komme andre steder, men lad dem ikke føle sig hjemme der hvor Guds folk taler et sprog som indikerer at deres gudsdyrkelse er sand.