Dette er prædikenen som jeg holdt i kirken i søndags. Det er en udlæggende (expositary) gennemgang af Jesu lignelse om farisæeren og tolderen der gik op til templet for at bede (Lukas 18.9-14). Der har igennem tiden været flere misforståelser af denne lignelse. Men hvad sker der hvis vi kigger på den i lyset af den kultur som var i Israel på Jesu tid?
Hør hvordan en forståelse af kulturen dengang er med til at gøre evangeliet langt mere klart i denne lignelse end man ellers plejer at høre. Eksempelvis står der i lignelsen at tolderen bankede sig for brystet, hvad betyder det i mellemøstlig kultur, og hvad var det for et ord han brugte om at finde nåde hos Gud? For det var ikke det sædvanlige ord for nåde han brugte. Hvorfor var farisæerens bøn ikke brugbar i Guds øjne, når man kan finde at David havde bønner der lignede farisæerens? Hvad er det der gør forskellen? Dette og mere kan du få svar på i denne prædiken.