Pt er der meget røre i medierne, med den kirkedebat der er omkring homoseksuelles mulighed for at blive gift i kirken. Det kan der være mange meninger om, og der er pt ved at blive indsamlet underskrifter som går imod at homoseksuelle par skal have lov at blive gift i kirken. Om man skal skrive under på den eller ej, vil jeg ikke blande mig i. Hvad jeg ønsker her at fremføre er en bekymring.
Mange kristne i Danmark er medlem af folkekirken. Den største del af dem der er medlem af folkekirken er ikke kristne. De lever i synd, og tager ikke Guds ord alvorligt, og mange af dem tror ikke engang på Guds ord er sandt, og flere af dem tror ikke engang på at der findes en Gud. Mange af de kristne som tilhører folkekirken har i flere år haft tvivl om de skulle fortsætte deres medlemskab, når der var så meget ukristeligt som foregik i folkekirken. Som når man påstår at man bliver kristen pga tre rituelle håndfulde vand i hovedet på det lille barn, og derved ignorerer alt hvad Jesus siger om omvendelse fra synd, og om at følge Ham. Men nu skal dette ikke være en gennemgang af folkekirkens problemer det her.
Bekymringen
For bekymringen ligger mere i hvad de kristne medlemmer af folkekirken vil gøre, når homoseksuelle får lov at blive gift i kirken. Ja, jeg tror nemlig at det bliver resultatet på sigt, det har de homoseksuelle jo kæmpet for i lang tid. Og deres ønsker bliver efterhånden taget bedre og bedre imod hos både politikere, og medier. Men hvis det bliver de homoseksuelle som bliver det afgørende argument, for at gå ud af folkekirken for mange kristne, så synes jeg det viser et signal til omverdenen som jeg ikke bryder mig om. For hvis det er homoseksuelles mulighed for at blive gift, der gør at folk melder sig ud, og ikke alle de ubibelske ting som folkekirken i forvejen har praktiseret, så har medierne og de homoseksuelle et lidt for godt argument til at kalde kristne homofobiske. Og i nogle tilfælde er der også nogen der er. Selvom jeg har svært ved at forlige tanken om at man kan være kristen og homofobisk på samme tid (der er noget farisæerisk over den holdning til andre mennesker). Men det at folkekirken kan komme ud i overhovedet at diskutere om homoseksuelle skulle have ret til at blive gift i kirken, viser at det er en kirke som overhovedet ikke tager Guds ord alvorligt. Og en kirke som ikke tager Guds ord alvorligt, er ikke en kirke. Og hvorfor skulle man dog være medlem der?
Forstå mig ret, der findes stadig gode folkekirker. Der findes få steder som står fast på Guds ord. Der findes stadig folkekirkepræster som tør gå offentligt imod biskoppen, hvis han har sagt noget der går imod Guds ord (også selvom det kan koste præsten jobbet). Kommer man i sådan en folkekirke, så ville jeg fortsætte med det. Men hvis man ikke engang kommer i folkekirken, men i et missionshus, eller hos en gruppe kristne som mødes, hvorfor i alverden så være medlem af en kirke som man ikke er enig med alligevel? Med andre ord, jeg mener ikke at det bør være homoseksuelles mulighed for at blive gift i en i forvejen frafalden kirke, der skal være afgørende for ens udemeldelse. Men at kirken er frafalden. Det gælder dog ikke kun for folkekirken, men også for mange frikirker. Der findes jo også frikirker som har akkurat samme elendige forhold til bibelen, som størstedelen af folkekirken har. En kirke som ikke tager Guds ord alvorligt, og ikke anerkender Guds ord som sand, kan nærmest ikke siges at være en kirke. Måske skulle jeg næste gang komme med et eksempel på en dansk frikirke der helt åbenlyst indgår i den kategori.