Orson Welles var også kendt som “the boy wonder” i sin ungdom. For alt hvad han rørte ved blev til guld. Han havde et enormt drive, og arbejdede med teateropsætninger, radioteater (derilblandt den kendte Klodernes kamp), tryllekunst, og havde dertil en høj indsigt i den klassiske litteratur. I starten af fyrrerne fik han pga sin succes, frie hænder af RKO Pictures til at lave en film præcis som han selv ville. Det blev til den film som allerflest gange er blevet kåret til verdens bedste film. Nemlig filmen “Citizen Kane”, eller “Den store mand” som den hed på dansk. Filmen blev dog ikke den succes han havde regnet med. Det skete først mange år efter dens premiere. Men Welles var blevet bidt af en gal fimhund. Han så at filmen var det medie hvor hans kunstneriske geni, kunne komme allermest til udtryk. Så resten af hans liv kom nu til at handle om at skaffe penge til sine egne produktioner, (produktioner som kun de færreste filmselskaber turde sætte penge i pga Welles kontroversielle temaer og personlige historie). Det blev ikke til så mange egne produktioner, men de fleste af dem bliver i dag anset som kunstværker. Jeg nævner blot i flæng Processen (en filmatisering af en Frans Kafka roman), Politiets blinde øje, The Stranger, F for Fake. Film som alle i dag er kendt af de fleste filmkritikere, pga deres høje niveau indenfor filmkunst og fordi filmen da de blev lavet var langt forud for sin tid.
Orson Welles lave rygte
Sådan burde Orson Welles blive husket, og bliver også husket sådan af europæerne. Men mange amerikanere husker ham som en ynkelig og latterlige person fra forskellige optrædender. Eksempelvis fra “The Dean Martin show” hvor han lavede nogle indslag af usædvanlig lav kvalitet. Men allerværst er måske hans sidste replik er fra den forhåbentlig glemte animationsspillefilm fra 1985 “The transformers”. Hvor hans sidste ord bliver den onde robot Unicrons dødsrallen. Det han siger er: “destiny… You cannot destroy… my… Destiny”. Med de ord slutter Orson Welles sin karriere.
Tænk engang at have været så enormt et kunstnerisk geni som Orson Welles, og så blive husket for alle de små dumme opgaver han påtog sig. I USA er der mange som anser ham som en der bare var med i den fordummende del af medieindustrien. For det var der de gentagne gange så ham. Hans gåen på kompromis med sit kunstneriske geni, gjorde at han bliver husket for den dårlige, og ikke den gode del. Han vidste det også godt selv. Han anså det han lavede for at være en form for prostitution for at skaffe midler til hans egne projekter.
Små Orson Wellesser i kirkerne
Orson Welles er et skræmmebillede i dag. For hvem ønsker at blive husket for noget latterligt, når man kunne blive husket for noget godt og fascinerende? Det er der åbenbart mange af de gamle prædikanter i dag der gør. For hvor kender jeg dog mange pastorer og prædikanter der engang var kendt for at prædike et klart og tydeligt evangelium. Men det er ikke det de er kendt for mere. Engang var de søjler i Guds menighed, som man anså for at være dem der holdt fast i forkyndelsen af Guds ord, på trods af modstand. I dag er de kendt for ukritisk at hoppe på vognen til båe den ene og den anden nye konceptstrategi fra Saddleback Church og Willow Creek m.v. De er også kendt for at være dem der ikke længere prædiker udfra Guds ord, men prædiker et særligt emne som de har fra en sjov bog de har læst af Rick Warren, Brian Mclaren, eller en anden berømthed der ikke fatter hvordan man bruger Guds ord ordentligt. Jeg kunne skrive rigtig mange navne her, men ser det ikke nødvendigt. Da jeg ved at jeg kun har indsigt i at kunne skrive om dem som har baggrund fra den kirkerretning jeg kommer fra. Jeg ved der desværre også findes mange af disse folk i andre kirkeretninger. Folk som var kendt for at prædike evangeliet, men som i dag er gået på kompromis, for at beholde deres navne på prædikantlisten, eller for at holde sammen på en kirke der består af geder og får, selvom bibelen siger at kirken kun er for fårene, og hvad de ellers har af argumenter.
Orson Welles døde i 1985 stærkt overvægtig, og ked af at have spildt sit liv. Han har stået overfor Gud og har der stået til ansvar overfor sit spildte liv. Men hvad med dem som er indsat til at prædike Guds ord, som har forladt forkyndelsen af Guds ord? De skal jo også stå til ansvar overfor Gud. Forkyndelsen af Guds ord, er så alvorlig en tjeneste at det ikke er noget man kan se let på. Og de præster der engang har taget dette arbejde alvorligt, men i dag har valgt at gå på kompromis istedet, vil blive vurderet på det sidste og ikke det første. At deres eftermæle blandt folk bliver ligeså dårligt som Orson Welles, er til at leve med. Men hvordan vil det være for dem at stå til ansvar overfor Gud for deres manglende respekt for Guds klare ord?
Årsagen til at Orson Welles gik på kompromis, var hans fascination af Hollywoods drømmemaskine. Et liv han fortrød ifølge ham selv. Dette er optaget 8 dage før hans død, og giver synes jeg noget at tænke over.