En kirke der ikke advarer imod synd, er en kirke som lader folk gå vild. Konsekvensen af dette er at folk som tror de er frelst, går fortabt fordi de ikke er blevet advaret imod den kommende dom. En advarsel som præsterne er kaldet til at give. Men som kun få af dem er gudsfrygtige nok til at kunne. Men udover at folk går fortabt, så medfører det også at kirkerne bliver fyldt op af folk der lever i synd, og ikke bærer sandt vidnesbyrd om Kristus. Det er ikke uden grund at folk i verden kalder kristne for hyklere.
En kirke der ikke prædiker imod synd, er ikke en kirke der står fast på Guds ord. På trods af at præsten kan se meget religøs ud, og holde meget fine og smukke prædikener om skønheden i livet og hvad man ellers kan sige som lyder godt, men ikke har evangelisk indhold. Hvis præsten ikke prædiker om de ting som Helligånden blev sendt for at overbevise os om, så er det ikke en præst der er ledt af Gud, men sit eget kød. De ting som Helligånden skal overbevise os om, er synd, dom og retfærdighed. Uden en overbevisning om disse, er der ikke nogen grund til at omvende sig. Uden nogen grund til at omvende sig, er der ikke nogen grund til at være en kristen. Uden grund til at være en kristen, er der ikke nogen grund til at have en kirke. Disse kirker som ikke prædiker synd, dom og retfærdighed, er måske kirker i menneskers øjne. Men er det ikke langt vigtigere at være en kirke der lader Guds vilje være afgørende for forkyndelsen, istedet for menneskers ønsker? Er det ikke vigtigere at kirken er ledt af præster der frygter Gud, og ikke mennesker?