At bruge Guds lov som en naturlig del af forkyndelsen er også en balancegang. For der findes to grøfter som kristne skal undgå at ende i. Den ene (som i dag er den mest udbredte) er en afart af antinomianisme (der er ingen lov). Den som siger at loven ikke længere gælder, og at vi derfor ikke længere skal bruge loven når vi forkynder evangeliet. Jesus har slettet loven, så den ikke længere er i kraft. Problemet ved den tilgang er at loven er fuldt ud gældende i dag, men den er ikke gældende for den kristne der er født på ny, og tilhører Jesus. For Jesus har brudt lovens magt, og loven har ikke nogen krav på Ham. Eftersom loven ikke har noget krav på Ham, har loven heller ikke krav på dem der tilhører Jesus. Vi er jo en del af Kristi legeme, og hvor megen ret har djævelen over Jesus Kristus? Ingen. Derfor har djævelen heller ikke nogen ret over mig som er en del af Kristi legeme. Men loven gælder fuldt ud for dem der vil stå uden Jesus. Dem der siger at de har deres egen religion, deres egen måde at tro på, eller hvad de nu har af undskyldninger for at undgå at give sig selv til Jesus. De vil stå alene på dommens dag, og der skal de dømmes på Guds retfærdige lov. De har valgt at stå uden Jesus, og skal dømmes uden Jesus. Dem der tilhører Jesus skal ikke dømmes, for Jesus har taget dommen og straffen for dem.
Men hvad med den anden grøft vi kan ende i angående loven? Der findes jo også dem der siger at når de er blevet kristne, så skal vi holde loven. Hvis vi falder igennem her, så er vi frafaldne og har brug for at omvende os igen. Med andre ord, når vi bryder loven mister vi frelsen. Det er heldigvis sjældent at vi oplever den slags holdninger i sin yderste konsekvens, (da den reelt set er farisæerisk). Men det er nemt at finde tendenser i den retning. Men der er særlig to problemer ved den forståelse, som jeg her vil påpege. For det første er det umuligt for os at holde loven. Det betyder ikke at loven er dårlig, hvilket Paulus også gør opmærksom på. Loven er god, og er sat som en tugtemester for at lede os til den eneste Gud der kan frelse os. Men også for at vise os hvor stor Guds hellighed er, og hvor perfekt Han er. Vi kan ikke leve op til Ham på nogen måde. Loven er altså ikke sat som et muligt mål at leve efter, men en umulig rettesnor som vi skal stræbe efter, men aldrig kunne opnå alligevel. Nogle vil sige at det er en omsonst måde at forstå loven på, men sådan har Gud sat det, netop for at vi skal kunne forstå hvor stor Han er, og hvor små vi er. Det er da befriende at kunne indse det, det behøver man da ikke blive irriteret over, som nogen gør.
Men for det andet skaber en forståelse af loven som en vi skal overholde for ellers mister vi frelsen, det rene hykleri. For når det ikke er muligt for os at holde loven, men man påstår at den skal holdes for at kunne bevares i frelsen, så er man nødt til at hykle sig igennem livet. Det kan godt være at man kan snyde nogle mennesker, men Gud lader sig ikke snyde. Vi kan ikke holde loven.
Men hvordan er der så forskel på kristne og ikke kristne?
Min oldefars omvendelse synes jeg giver et godt billede på dette.Han var opvokset i en kristen familie, hans far var en del af baptistvækkelsen i 1900-tallet i Nordjylland, men han var selv uomvendt da han var voksen. Men da der kom en norsk prædikant til baptistkirken i nærheden af hvor de boede, og der tog han med til nogle møder. Min farmor var med til det møde hvor han omvendte sig, og det der skete der brændte sig ind på hendes nethinde. Hun så sin ellers så stolte far ligge på knæ og græde over sin synd, mens præsten talte og bad med ham. Der omvendte han sig, blev født på ny og det fik konsekvenser. Min farmor så ikke en perfekt far efter dette skete, men hun oplevede en ny og anderledes far. Den gamle far kunne godt fortælle sjofle vittigheder, og lave sjov med at tale om andre kvinder på en måde en gift mand ikke skal tale om andre kvinder. Det gjorde haneksempelvis ikke mere. Med andre ord, den synd han elskede før og syntes var sjov, havde han det nu dårligt med. Der var sket en forvandling, og formentlig også på mange andre områder. Han kunne ikke holde loven, men fordi han var forvandlet af Gud og havde fået del i guddommelig natur, kunne han ikke længere leve i synd, for synden var det der gjorde at Jesus var nødt til at dø en forfærdelig død i hans sted. Han hadede synden og elskede Gud istedet.
Hvis vi er kristne betyder det ikke at vi aldrig fejler. Vi ser jo også at folk i apostlenes gerninger fejlede. Men det betyder at vi ikke længere kan leve som verden lever. Vi kan ikke svælge os i synd som om det ikke betyder noget. Vi kan ikke acceptere synd som en naturlig del af vores liv. Vi har noget i os der bedrøves over synd, og afskyr synd. Samtidig med at vi også kæmper med vort kød. Vort kød som stadig viser os at vi ikke har grund til at være eller blive hovmodige, for vi er stadig syndere frelst af nåde.