Engang midt i firserne så jeg en spiseseddel for Ekstrabladet. Der stod “De unge hører satanisk musik” . Det var sandt nok, en del af mine venner dengang gik meget op i satanistiske bands som Merciful fate, Black Sabbath, Dio m.m. Men dengang var satanisme ikke noget som var blevet normalt og accepteret. Generelt tog man den slags alvorligt og advarede også imod det. Selv Ekstrabladet, som da sikkert skrev om det for at få læsertal. Dengang gik man ikke rundt og viste satanisttegn i tide og utide, som om det ikke betød noget.
Jeg har lagt mærke til at opfattelsen af satanisme, i kirkerne ikke længere er noget man tager alvorligt. Unge der er opvokset i det kirkelige tager uden at blinke til arrangementer som Copenhell, som var en heavy metal festival i København for nylig. De viser satanisttegn som om det ikke har nogen betydning. Det er jo kun for sjov er undskyldningen. Satanisme er ikke længere noget man tager alvorligt, og Ekstrabladet ville sikkert blive leet af hvis de satte den samme overskrift på deres spiseseddel i dag. Selv det gamle traditionsrige tivoli synes godt man kan lege med satanisme. Her er deres reklame for fredagsrock i år. Hvis jeg skal sige noget til den, så er den et symptom på et samfund der er i moralsk forfald. Men der er sikkert mange kirkegængere der synes den er sjov, og tager til fredagsrock alligvel, for det er jo bare sådan tiden er i dag. Og hvorfor skulle vi gå imod den tendens?
Om det er Harlekin eller Pjerrot der viser “sign of the horn” tegnet som stammer fra satandyrkelse, er jeg lidt usikker på. Begge to er jo repræsentanter for Tivoli. Nåh jeg tager nok i Fårup Sommerland i år istedetfor. Det ser ud til at være et noget mere familievenligt sted.