Årsagen til at min hustru og jeg har valgt at komme i den kirke vi kommer i nu, er primært forkyndelsen (se mere på dette link: Kirken jeg kommer i ). Det er evangeliet der bliver fokyndt der. Man ved hvad evangeliet er, og er ikke bange for at forkynde det! Men det er ikke en karismatisk kirke, selvom jeg anser mig selv for at være karismatiker. Nogen af dem som er karismatikere af læserne her, vil måske undre sig over at jeg kan komme i en kirke som ikke anerkender at nådegaver som helbredelse, tungetale m.v. For mange karismatikere er dette nemlig en stor frø at sluge. Men årsagen til dette valg er enigheden om evangeliet, og betydningen af at evangeliet er det primære fokus.
Jeg har jo oplevet at komme i både karismatiske kirker som ikke-karismatiske kirker, uden at det var normalt at høre evangelisk forkyndelse. Der har ofte været meget langt imellem den evangeliske forkyndelse (det var nærmest som at vinde i lotto, når der endelig kom en ordentlig forkyndelse). Man har måske haft de vildeste oplevelser. Man har måske været meget klar på visse ting om endetiden o.l. Man har måske også været rigtig gode til at lave sociale ting, eller hjælpe folk i samfundet som havde det hårdt. Men hvis ikke evangeliet er på plads er det faktisk ret ligegyldigt hvor enige man er om de andre ting. Ellers bliver det tomme gerninger uden sandhed.
En af lederne i kirken hvor vi kommer, har i lang tid været baptist i sin bekendelse. Men har haft svært ved at finde en baptistkirke, som efterlevede den evangeliske forkyndelse, og holdt fast i bekendelsen. Efter at have været rundt nogle steder valgte han og hans familie at komme i en Luthersk menighed. En menighed som jo ikke har samme dåbssyn som ham selv. Efter jeg engang havde besøgt den lutherske menighed, og talt med dem der kommer der, kunne jeg godt forstå hans valg. For det var tydeligt at folk der havde tjek på evangeliet, og det var evangeliet der blev forkyndt. Og så kan jeg godt forstå (jeg har jo selv et baptistisk syn på dåben, men ønsker ikke at gøre det til et splidsspørgsmål) at man vælger at komme der. For er det ikke vigtigere at man er enig om evangeliets sandhed, end om hvordan man lige praktiserer dåben?
Hellige køer
Det kan være så nemt at finde ting som man kan være uenige om. Men er det ikke vigtigt at finde ud af om det man er uenig om, er af afgørende betydning, eller om det er noget man kan leve med? Jeg har eksempelvis hørt om folk der på den ene side kan se problemer ved nogen i den karismatiske bevægelse, som Benny Hinn og Brian McLaren. Men fordi man er karismatikere vil man ikke gå så langt som til at frasige sig disse falske profeter. Men på den anden side kan de samme folk sige at John MacArthur og Paul Washer, måske er meget evangeliske i deres forkyndelse, men deres afvisning af de karismatiske nådegaver gør at man ikke vil have noget med dem at gøre. Og så står man godt nok og undrer sig. For hvad er lige vigtigst? At man kan tale i tunger, få mere eller mindre tossede åbenbaringer, og ikke have en klar forkyndelse af evangeliet, eller ikke tale i tunger eller tro på helbredelse ved bøn for syge, men have tjek på evangeliet? Hvad er lige vigtigst at være enige om her?