Jeg har siddet og kigget lidt på hvordan andre kirkelejre bliver annonceret i år. Og det var ikke noget jeg blev opmuntret af. For at sige det på dansk, så var der langt mellem snapsene. Jeg fandt en spændende lejr som jeg synes så ud til at være bibelcentreret. Det var den der bliver holdt af Nyt Liv. Den kan ses på dette link: Nyt Livs bibellejr. Derudover er der selvfølgelig også Tilbage til bibelens lejr som man kan se på dette link Bibellejren Resurection Reformation med Peter Hammond. Jeg tror bestemt der er flere gode lejre, men de er efterhånden svære at finde.
Når man kigger på hvordan de enkelte lejre promoverer sig, så er der en ting der slår mig; hvor er Jesus henne? Det er som om at det langt mere handler om have en fed lejr, med godt sammenhold, masser af aktiviteter, fest, god mad, sjove indslag, sej musik. Undervisningen bliver heller ikke promoveret som om den handler om Jesus. Det handler mere om ledelse, hvordan opnår man bedre fællesskaber, hvordan engagerer man folk mere, hvordan kan kirken være “relevant” i en ny tid, og så videre og så videre. Men Jesus, Ham hører vi kun om som en sekundær person. Jesus har fået en anden plads, og Hans ord er blevet sat hen på den bænk hvor de ensomme dansere sidder og venter forgæves på en der vil byde dem op til dans.
Hvorfor ?
Hvorfor skulle man egentlig tage på en “bibellejr” hvor der ikke er fokus på bibelen? Jeg har ikke rigtig ord for hvor målløs jeg er overfor dette. Hvorfor i alverden bruger man tid på at arrangere disse store lejre, hvor fokus er blevet på sekundære områder, men hvor kirkens hovedperson, istedet er blevet udskiftet med de sekundære områder? Hvorfor er der ikke længere plads til evangeliet på disse lejre? Er der da noget der er vigtigere end evangeliet?
Nogen vil måske spørge hvad det er for lejre jeg mener her, men jeg vil i denne omgang lade være med at linke til dem jeg taler om. Folk bliver altid så vrede når jeg gør det. Men den lejr du måske har tænkt dig at tag med på, prøv lige selv og se om du kan finde en klar forkyndelse af Jesus der. Find ud af om det er Jesus der er i centrum eller mennesker istedet. Er det aktiviteterne der bliver promoveret, eller er det evangeliet? Er det kirkens strategier, og hensigter der bliver promoveret eller er det Jesus som synderes frelser der bliver vist frem?
Vælg din bibellejr med omhu, hvis du har tænkt dig at tage på lejr. For den lejr du vælger viser også om det er Jesus der er dit centrum, eller om det bare er din kirkeretning, eller dine sociale relationer. Dette skriver jeg ikke for at promovere TIlbage til Bibelens lejr, for jeg ved at der er andre gode lejre, med gode forkyndere der ikke er bange for fortsat at prædike evangeliet klart. Men vælg en lejr hvor du kan være sammen med kristne som er tørstige efter mere af evangeliet, og hvor de får den tørst tilfredsstillet.