Splittelse er ved at blive et fy-ord i kristne kredse. Det er som om at splittelse er blevet noget man er så bange for, at det har medført at kritik er blevet en synd i sig selv. Folk som kritiserer bliver også påberåbt at være falske profeter, netop fordi de har kritik og dermed skulle skabe splittelse. Begrundelsen for den anklage finder de i galaterne 5.19-21:
“Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.”
Det er bestemt også bibelvers der skal tages alvorlige, for de bliver jo afsluttet med at dem der gør den slags ikke skal arve Guds rige. Og en af de ting de gør er at skabe splid, derfor er det ikke noget vi skal ignorere! Men hvis vi kun bruger dette skriftsted, så glemmer vi hvad Jesus sagde om splid. Det finder vi i Mattæus 10.34-36:
“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.”
Nu er det ikke sådan at vi kan sætte Jesu ord op imod Paulus ord. For skriften er troværdig, og skal forståes i sin helhed og ikke fragmenteret. Ellers ville vi ende i noget rod. For hvis vi kun benytter os af det Paulus skrev til galaterne, og brugte det taget ud af galaterbrevets kontekst, så ville det medføre at Jesus ikke kunne arve Guds rige. Netop fordi Han skabte splid, og ovenikøbet sagde at det var derfor Han var kommet. På den anden side skal det heller ikke være sådan at kristne kun er kommet for at skabe splid, hvilket de fleste formentlig er enig med mig i. Vi er nødt til at forstå det paradoks som vi ser her om splittelse. For der må være noget splittelse der er fra Gud, og noget der er fra mennesker, eller den onde. De to sidste former for splittelse er de farlige som vi skal afholde os fra, mens den første er den vi skal forsøge at efterfølge.
Jeg synes ikke det er noget nemt emne at komme ind på, fordi der er så mange meninger om det. Men jeg vil forsøge at tage det op med den indsigt og forståelse jeg nu engang har, og hvis der er nogen der har noget at tilføje kan vi måske få en debat over kommentarerne.