Farisæerne var i høj grad provokeret af Jesu lære. For Han viste at det ikke var muligt at gøre sig god nok til at tilhøre Gud. Dette huede ikke farisæerne, for en stor del af deres liv handlede netop om at gøre sig god nok til at tilhøre Gud. Deres forsøg på frelse var baseret på deres gerninger, og ikke på Guds nåde, man skulle istedet gøre sig fortjent til Gud. Men Jesus kendte dem og kaldte dem hyklere. Se eksempelvis her i Mattæus 23.25-28:
“Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed. Du blinde farisæer, rens først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent udenpå.Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.”
Vi ser at Jesus skældte dem ud for at forsøge at se gode ud udadtil, når sandheden var at de var ligeså onde og urene som alle andre. Her tror jeg at det er godt at se to vinkler på årsagen til den anklage. Dels vidste farisæerne (og de skriftkloge) at de omme bag facaden, ikke kunne leve op til de høje krav de forsøgte at leve op til. Hverken dem der stod i bibelen, og heller ikke de traditioner som de selv havde opbygget gennem tiden. Derfor ramte Jesu ord dem, og det ramte dem hårdt. Men jeg tror også der var en anden vinkel, og det var den lære som de var drevet af. De så på sig selv som gode mennesker. Deres selvopfattelse var at de var gode mennesker fordi de forsøgte at leve op til loven. Oven i det havde en stor del af samfundet jo også anerkendt dem som gode mennesker. De var jo det mest hellige folk af jøderne. Så deres selvopfattelse blev konfirmeret af deres omgivelser.
Men når så Jesus stiller sig op på de steder hvor det nærmest vrimler med farisæere, og viser at farisæerne er ligeså elendige som alle andre. Ja oven i købet siger at det er nemmere for en tolder at blive frelst, end for en fariæser, så ser vi også at den selvopfattelse var forkert i følge Jesus. Men det var en selvopfattelse som farisæerne ville gøre rigtig meget for at holde fast i.
Hvorfor så det? Jeg tror at en stor del af forklaringen ligger i at hvis man anser sig selv for et godt menneske, så har man ikke brug for at omvende sig og erkende sin egen elendighed. Farisæerne led jo af den samme svaghed som mange andre mennesker gør. De vil ikke erkende deres egen elendighed og at deres eneste håb er en Gud der vil frelse dem. For det vil betyde at vi ikke vil kunne gøre noget selv, men at det hele afhænger af Gud. Når det hele afhænger af Gud, er der ikke noget at tage æren for selv, og det bryder menneske sig ikke om. Vi vil så gerne have ære også, og vi er nogen gange tilfredse med bare en lille del af den. Så vi kan sige, Gud gjorde det, men Han gjorde det sammen med mig. Hvor vi istedet burde sige, Gud gjorde det, og Han valgte at bruge mig selvom jeg ikke er værdig, og kun er en unyttig tjener. Det sidste ville være svært for en farisæer at sige. Han ville istedet se på det som om det da var det mest naturlige at Gud brugte ham. For så god og overgiven som han er, må han da være perfekt i Guds plan.
Opfølgning
Så indtil videre har vi fundet ud af følgende om det der kendetegner farisæere. De forsøger at hindre folk i at høre evangeliet, sandsynligvis fordi evangeliet afslører at de ikke selv forkynder evangeliet, på trods af de påstår at være evangeliske. De har en forkert selvopfattelse, som handler mere om dem selv, end Gud. Og de bygger videre på Guds ord og tillægger deres nye ideer højere vægt end Guds ord.
Farisæernes selvopfattelse
Hvad deres selvopfattelse var og hvad en bibelsk selvopfattelse skal være, kommer jeg ind på i dette podcast som er en gennemgang af lignelsen om den fortabte søn.