På mit forrige indlæg som var et åbent brev til Lars Due Christensen (se her) fik jeg følgende svar:
“Kære Rene, jeg er stor tilhænger af åbenhed, hvor dette kan tænkes at have gavn for et bredt spektrum af mennesker. Karakteren af din henvendelse falder efter min mening ikke under denne kategori. Det at du uden anden form for forudgående henvendelse offentliggør et sådant brev kan ikke andet end bestyrke mig i det indtryk jeg har fået. Jeg har derfor ikke noget særligt håb til en yderligere kommunikation mellem os, men ønsker dig i øvrigt al Guds nåde og velsignelse over dit liv og fremtid.”
Jeg er selvfølgelig ærgerlig over ikke at få mere svar end dette. Og Lars kan også have ret i at jeg har henvendt mig til ham på en måde der i denne sag ikke fremmer noget positivt. Det kunne jeg måske have gjort på en bedre måde. Men hvorfor jeg valgte den måde vil jeg vise her. Jeg vil gøre opmærksom på at det jeg skriver her måske skal tages med et gran salt her og der. For det kan godt være påvirket en del af mine egne meninger, pga de konsekvenser det har haft for min forkyndertjeneste. Men lad mig forsøge at forklare:
For let
For det første syntes jeg det ville være for let af mig bare at skrive hvad Lars Due havde skrevet om mig, og så rakke det ned, og vende det til en lang anklage mod ham. Det ville være en løsning som måske kunne gøre at jeg fik det bedre og fik mulighed for at sige min mening om ham, som han skrev sin mening om mig. Men jeg syntes at et åbent brev ville være en mere ærlig måde at få de ting belyst på. Åben brev-metoden synes jeg generelt skaber rum for en god debatform og tone. Jeg har før sendt åbne breve til folk, med gode resultater. Alle de åbne breve jeg eksempelvis har sendt til politikere i Danmark, har medført at jeg har fået svar fra de selvsamme politikere, og det har jeg respekt for. Også selvom jeg ikke nødvendigvis var enig i deres svar. Lars Due mente åbenbart ikke dette, selvom jeg gav ham mulighed for at give sit besyv med i denne sag.
Mangel på bibelsk vurdering
For det andet ønskede jeg at vise, hvordan nogle ledende personer i kirkerne taler om andre som prædiker evangeliet. Det er ikke fordi jeg forventer at al korrespondence vedr, folk som mig, ser ligesådan ud. Men jeg syntes det er interessant at se, at Lars Due og Bent Hylleberg (den forhenværende rektor fra Salt Akademi som var den person Lars Due besvarede i korrespondencen) slet ikke bruger deres bibel i deres vurderinger. Det de taler om er at jeg skulle stå for en “Turn or burn” forkyndelse og at der ikke bør være plads til den slags. Der er ikke nogen henvisninger til hvad siger bibelen om folk som mig, om min forkyndelse er baseret på bibelen eller på en humanistisk metode, eller om der skulle være synd i mit liv. Nej, istedet er det deres egne meninger som kommer frem, som om deres meninger har nogen autoritet, hvis de ikke selv har underlagt sig skriftens autoritet. Den form for bedømmelse af andre prædikanter ligner meget den måde som Martin Luther og Jan Hus blev bedømt på af den romersk katolske kirke. Man brugte ikke bibelen, men byggede på de meninger som kirkens personer havde istedet. Jeg synes det er trist at se at det er den måde man bliver bedømt på i dag, af så fremtrædende frikirkefolk som Lars Due Christensen og Bent Hylleberg.
Skader andres tjeneste
For det tredie når Lars Due skriver at han kun vil have åben debat, når det har gavn for “et bredt spektrum af mennesker”, glemmer han at hans udtalelser har skadet min forkyndertjeneste, og dermed også et “bredt spektrum af mennesker” som havde gavn af den forkyndelse. Der var nemlig mange som gentagne gange havde sagt at de var glade for den forkyndelse jeg stod for, og at de gerne ville have mere af den slags. Men Lars Due mener åbenbart at han har ret til at skade andres forkyndertjenester, uden at skulle stå til regnskab for det bagefter. Og vel at mærke skade dem med udokumenterede udtalelser. Jeg mener at Lars Due har ret til at kritisere andre, men at gøre det uden nogen reel argumentation er ikke acceptabelt.
Hvad nu hvis han havde ret?
For det fjerde, hvad nu hvis Lars Due havde noget at have sine anklager i. Hvis han virkelig havde det, så mener jeg også at han var pligtig til at fortælle mig det, når jeg nu henvender mig til ham. Hvis han virkelig skulle have ret i at jeg stod for en “moderne form for farisæerisme” så burde han da fortælle mig hvorfor. Jeg ønsker da ikke at være en farisæer, for Jesus anså dem for at være djævelens børn og øgleyngel. Det er da så alvorligt at Lars Due burde advare mig så jeg kunne omvende mig. Det gør at jeg synes det ser ud til at enten bekymrer det ikke Lars Due at jeg har brug for at omvende mig, eller også er det fordi han ikke har noget at begrunde sine anklager på.
Men hvorfor jeg mere generelt har valgt at tage denne sag op, vil jeg komme ind på næste gang, og den er langt mere alvorlig end at Lars Due ikke vil give svar på mit brev.