At være en kristen og leve et helligt liv, hvad indebærer det? Spørgsmålet ville engang være nemt at svare på, men pga den store differentierede forståelse af dette emne i dag, er det svært at finde nogen der kan svare klart og tilfredsstillende på det. Jeg vil dog give det et forsøg her, men uden at love at det blive udtømmende svar.
Hvad er en kristen?
For at kunne svar på spørgsmålet, tror jeg at vi skal starte med at definere hvad en kristen er. Ikke i forhold til hvad kirker eller staten eller undervisningsbøgerne siger. Men i forhold til hvad bibelen siger. I anden korinterbrev 5.17 er der en god beskrivelse i kan bruge.
“Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”
Den man var før man var en kristen, er altså død, og den nye som er blevet til er i Kristus, og det er noget der er synligt. For Paulus skriver “se, noget nyt er blevet til!”. Der er altså tale om at der er tydelig forskel på den man var før, og efter man blev en kristen. Men hvad er det så der er sket? Det har Charles Spurgeon en god illustration på. Han sammenlignede det med, at hvis man havde en sulten gris der var i gang med at spise grisefoder, og man kunne forvandle grisen til et menneske med et knips. Så ville mennesket pludselig stå med hovedet nede i et grisetrug, og med det samme erkende at det her ikke er menneskeføde. Han ville derfor spytte grisefoderet ud omgående, og søge efter menneskemad istedet. Hvorfor? Fordi han var et menneske og mennesker spiser menneskeføde.
Sådan er det også for den der er blevet født på ny. De ting man gjorde før, kan man ikke gøre mere. Man kan måske falde i, men man kan ikke leve i det mere. Den synd som vi nød før, kan vi ikke nyde mere, fordi vi er blevet forvandlede, og Guds natur har taget bolig i os. Guds natur kan ikke fungere sammen med synd. Men det betyder jo ikke at vi lever perfekte liv, for vi fejler jo stadig. Vi falder og slår os, men som der står om den retfærdige så rejser han sig op igen, og det bør en kristen også gøre selvom man har faldet mange gange. Den uretfærdige bliver liggende.
En ny vandring
Når vi er blevet født på ny, og er nye skabninger i Kristus, så er vi også på en helliggørelsesvandring. Samtidig med at Gud har helliggjort os. Vi kan ikke skille de to ting fra hinanden. Dels ser Gud på os som helliggjorte, for ellers ville Hans vrede være over os. Og dels vandrer vi med Ham, mens vi lader Ham rense os, så vi kan blive parate til at være sammen med Ham i Himlen. Folk der påstår at de kan leve videre i synd efter de er frelst, viser ikke tegn på at de er frelst. De viser at de elsker synden, mere end de elsker Jesus. For hvis de elskede Jesus, så ville de også hade synden. Vi kan ikke både elske Jesus, og elske synden på samme tid. For så tjener vi to herrer, og det er ikke muligt ifølge bibelen. Det betyder nu ikke at vi dermed ikke bliver fristet. Tværtimod, hænger det sammen, for fristelsens formål er jo bl.a. at gøre os stærkere i troen og mere afhængige af Ham, og dermed komme tættere på Ham.
Alt i alt, selvom jeg ikke har gennemgået ovenstående særlig dybt, så mener jeg at vi både er helliggjort (dermed også retfærdiggjort) i Kristus, og at vi når vi er blevet Hans, skal leve i helliggørelse, og dermed løbende igennem vores liv, lade Jesus rense os for synd. Ikke at vi nogensinde når til perfektion i det liv vi lever her, men at vi er i en proces der viser vi lever i helliggørelse.
Hvis man ønsker at høre mere om dette (og det håber jeg nogen synes) kan jeg anbefale Paul Washers undervisning om det i nedenstående prædiken.