Hvad nu hvis apostlen Peter havde været inspireret af emergent kristendom? Eller postmoderne kristendom som nogen så smart har valgt at kalde denne form for liberalteologi. Hvordan ville Peters prædiken så have lydt på pinsedag, og hvilke resultater ville det have medført? Måske ville det have set sådan her ud:
Peter: Venner, farisæere og skriftkloge, årsagen til at vi står her og ser lidt sjove ud, er ikke fordi vi har drukket vin. Men vi har haft en oplevelse som har noget at gøre med den mand Jesus som vi gik med nogle år. Det var ham som blev korsfæstet for et par måneder siden. På en eller anden måde har vi oplevet at han er kommet igen, men bare på en anden måde. Men vi forstår ikke helt hvorfor og hvordan. For kan vi overhovedet forstå så meget? Og hvis vi tror vi forstår noget, kan vi så være sikre på at vi forstår det?
Ja, det er nogle svære spørgsmål, men efter tre og et halvt år med Jesus, så er det disse tanker som er kommet til mig. Det kan godt være at nogen af de andre som også gik med Jesus synes det lyder mærkeligt, for Jesus skældte os ofte ud for at tvivle. Så umiddelbart kunne man tro, at Jesus ikke ville have at vi tvivlede på ham. Men måske skulle vi spørge os selv om det virkelig var det han mente. Måske ville han istedet ved at vise at vi tvivlede, fortælle os at det var en god ting at tvivle. For er det da ikke menneskeligt at tvivle? Ja jeg spørger bare, og handler det da ikke om at være menneske?
Jeg burde nok fortælle jer hvad der står i skrifterne om Jesus, og om hvordan det hele er forudsagt, men det kan jeg jo heller ikke være sikker på at jeg forstår. For hvem kan dog sige at man forstår skriften, og har vi egentlig brug for de skrifter? Skulle vi ikke prøve at få forståelse for sandheden på en anden måde, end “kun” at søge i Guds ord? Hvorfor skulle vi ikke forsøge at lave vejrtrækningsøvelser, ligesom de gør i Indien, hvor de sidder i mærkelige stillinger, og låser deres kroppe fast? Eller også kunne vi begynde at være helt stille, og ikke sige noget i flere dage. Der er jo nogen der mener, at det er det der skal til for at det bliver muligt for Gud at tale til os.
Hvad siger I, er I med på at lave en bevægelse, hvor vi prøver at finde sandheden på en måde som vi selv synes er spændende og relevant? En bevægelse hvor det ikke handler så meget om at definere sandheden, men at føle sandheden. Er I med mig? Hvem tør tage dette fantastiske skridt ind i en verden, hvor tvivl og tro fungerer sammen på en vidunderlig måde som vi ikke kan forklare, men kan føle?
Da jøderne, og heriblandt de skriftkloge og farisæerne hørte dette sagde de: Mage til vrøvl der kommer ud af munden på ham Peter. Hvis det bare var den form for lære ham Jesus stod for, så behøvede vi da vist ikke korsfæste ham. For det der, er der da ikke nogen fornuftige mennesker der gider tro på. Der er jo hverken hoved eller hale på det han siger.
Og sådan ser det ud til at den første emergente urkirke ville ende, fordi den ikke ville tage Guds ord for hvad det er, men satte tvivlen over troen. Godt at Peters prædiken i stedet for var bygget på Guds ord, drevet af Guds ord, og viste at betydningen af Guds ord, er Guds ord. Men derom en anden gang.