Jeg har for nylig set Todd Friels DVD ”On the shoulders of Giants”. Det er en gennemgang af hvad de gamle reformatorer i kirken sagde, stod for, og var villige til at dø for. Når man ser den film bliver man på den ene side opmuntret rigtig meget i troen. For historien viser at Gud brugte disse mænd, selvom de nogen gange kun var ganske få. Deres budskab havde en enorm gennemslagskraft, fordi det var Guds klare ord de forkyndte. Et budskab de forkyndte så klart og tydeligt at det blev meget synligt at det der ellers foregik i kirkerne var løgnelære, og førte folk væk fra den sunde tro. Dengang som nu sagde den etablerede kirke, at det jo bare handlede om at folk fik et forhold til Gud. Men reformatorerne sagde at det ikke var ligegyldigt hvordan man fik det forhold til Gud. Det var kun igennem Jesus Kristus det kunne lade sig gøre. Og vel at mærke ved at give folk et ret billede af hvad der skete på korset, og ved at give et ret billede af hvem Jesus er. Reformatorerne sagde igen og igen, at læren om Jesus og hans værk på korset skulle være centralt i forkyndelsen. For ellers ville det blive et andet evangelium man prædikede. Et evangelium som ikke frelser.
Men på den anden side tænker jeg også når jeg ser den film, at vi i dag er ved at hælde arvesølvet ud af vinduet, med den måde vi behandler reformatorernes lære på, eller nogen gange bare glemmer hvad de sagde. Det som reformatorerne dengang kæmpede imod, er i dag ved at komme ind i rigtig mange moderne kirker igen. Det er paradoksalt at de samme kirker siger at de ikke vil tilbage til ”middelalderlig kristendom”. Men reelt set er det det der er ved at ske mange steder.
I den emergente kirkebevægelse kan vi eksempelvis finde folk der, fordi de ikke bryder sig om ideen om et Helvede, er ved at genindføre troen på skærsilden. En af dem der forsøger at gøre det er Greg Boyd. Man indfører ceremonielle aktiveteter som labyrinter, røgelsesafbrænding, og relikvier som bare har fået andre navne (kristuskransen eksempelvis), for at troen må blive ”nemmere” at forholde sig til. Man indfører en særlig hellighed over lederne i kirken. En hellighed som gør at man ikke må stille dem kritiske spørgsmål. For gør du det, er du en kætter i deres øjne. Men reelt set handler det om at de ikke kan tåle at få deres lære vurderet i bibelens lys. Og når man henvender sig til dem der står for denne moderne form for middelalderlig kristendom, så forsvarer de sig med at Gud jo bruger det de har, også selvom de godt kan se at det ikke er helt i overenstemmelse med Guds ord. De selvsamme ting finder vi paraleller til i den middelalderlige kirke.
Når folk siger at de godt kan se det, men ikke retter sig ind efter det, så ser jeg også at de ikke har nogen undskyldning overfor Gud. For når de kender sandheden, men ikke mener at den er brugbar, viser de en misrespekt for Guds ord. For hvis de mente at den var brugbar, og siger at de godt ved det, så har de også et ansvar for at gøre det ordentligt. Men de er folk der skammer sig over evangeliet. De siger at de har fundet andre måder at gøre det på, men reelt set handler det ofte om at de er bange for at vække anstød med evangeliet. De er bange for at folk vil kalde dem reaktionære, fundamentalister og ekstremister. De er med andre ord bange for hvordan mennesker kigger på dem. Men tænker ikke over at de en dag skal stå foran Gud, og der vil Han spørge dem hvorfor de ikke fulgte Hans ord, men menneskers istedet. Der vil de ikke have noget at skulle sige til deres ansvar. Dem der kender sandheden, har et stort ansvar for at levere den videre og gøre det ordentligt. Jeg tror ikke nogen af os gør det godt nok. Men når vi med vilje gør det på en anden måde end den vi har fået givet igennem Guds ord, så er det meget at stå til ansvar for. Disse mennesker mangler Gudsfrygt, istedetfor menneskefrygt, og jeg ville ønske at man så langt flere forkyndere der havde Gudsfrygt, og ikke havde menneskefrygt. Reformatorerne vidste godt hvad forskellen på Gudsfrygt og menneskefrygt er. Det viste de igennem deres liv og forkyndelse. Noget som vi også trænger til i dag!