Trofaste læsere har den sidste tid været vidne, til en diskussion omkring hvordan kristne skal se på sig selv. Der har været nogen der har påstået, at det var forkert at se sig selv som en synder der var frelst af Guds nåde. Det skyldes at de har hørt på Heavy Metal præsten Bob Beeman, som åbenbart er en man lytter til i nogle kirkelige kredse. Personlig mener jeg ikke at det burde være nødvendigt at debattere den slags, selv folk der ikke er kristne, er udmærket klar over at kristne ser sig selv som syndere frelst af Guds nåde. Det er ganske almindelig almen viden og accepteret i alle ortodokse kirkelige kredse. Men når der så kommer en som Bob Beeman med ”ny åbenbaring” så er det åbenbart spændende og nytænkende og befriende som nogen har påstået.
Hvad siger bibelen?
Men okay det var så min mening. Hvad der er vigtigere er at finde ud af hvad der står i bibelen. Lad os kigge på den person som har skrevet størstedelen af det nye testamente, apostlen Paulus. Eftersom hans skrifter er blevet en del af de kanoniske skrifter, kan jeg også tro på at de er troværdige, bibelsk korrekte og i overenstemmelse med god bibelforståelse. Hvordan så Paulus så på sig selv? Så han sig selv som en helgen, eller som en synder der var frelst af Guds nåde. Her er tre skriftsteder som viser hvad Paulus mente om den sag.
”For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.” Første Timotheus 1.15
Eller her hvor han omtaler dengang hvor Jesus viste sig for ham på vej til Damaskus:
”Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig.” Første korinterbrev 15.8-10
Eller her hvor han fortæller om at han er kaldet til at prædike evangeliet til hedningerne:
”som jeg blev tjener for ved Guds nådegave, der blev skænket mig ved hans kraft og styrke. Jeg, den ringeste af alle de hellige, fik den nåde at forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne” Efeserbrevet 3.7-8
Paulus så sig selv dels som en hellig mand, som han skriver til efeserne, men samtidig som en synder, og ikke bare en hvilken som helst synder, men som den værste. Var han den værste, tja det ved vi ikke, men sådan oplevede han sig selv, og der ser vi Paulus sande tilgang for kristne til dette. Vi burde alle se os selv som den værste af de værste, pga vores lovbrud og liv i fjendskab mod Gud. Paulus vidste godt at der kun er en der er skyld i at han kan kaldes hellig. Det skyldtes at Gud havde helliggjort ham, pga Jesu stedfortrædende død på korset. At Gud havde helliggjort Paulus, betød på ingen måde at han forsøgte at vige udenom den tanke og virkelighed at han var syndig, og havde en syndig natur. Han kendte sig selv nok til at vide at uden Ham der helliggør, er han selv elendig. Dette gør Paulus ret meget ud af at vise. Ca ligeså meget som Bob Beeman gjorde ud af at vise at det var forkert at sige sådan.
Så når folk i kirken påstår, at kristne ikke må se på sig selv som syndere der er frelst af nåde, så skal det påtales, for det er simpelthen forkert. At folk kan forsvare den slags burde måske være mig en gåde. Men jeg har på fornemmelsen at den slags bliver forsvaret af en eneste grund; man kan ikke lide at erkende at ens forbillede er på vildspor. For det er ikke rart at forholde sig til, at dem man har tillid til og respekterer, har sat sig selv udover skriften. Det kan jeg godt sætte mig ind i, for det har jeg også erfaret at være nødt til at erkende, og derefter også konfrontere folk jeg respekterede med dette.
Men det er nu engang således at det er skriften der er autoriteten, og ikke underviseren. Så hvis det der bliver undervist, ikke er i overenstemmelse med skriften, så er det undervisningen som skal tilbagevises, og i dette tilfælde også underviseren.
Indlægget om Bob Beeman og hans forkyndelse kan ses her.