Categories
Falsk Lære Kirke

Hvorfor inviterer Frikirkenet Paul Scanlon?

I november måned har frikirkenet lederkonference. Til den har man inviteret Paul Scanlon fra England. Til dem som ikke kender Paul Scanlon, kan jeg fortælle at han tilhører den søgervenlige del af trosbevægelsen. Dertil har han angiveligt haft succes med kirkevækst. Han bliver også promoveret på frikirkenets egen hjemmeside, som en dynamisk pastor der har oplevet at kirken er vokset fra nogle få hundrede, til tre tusinde medlemmer (link). Personlig er jeg også overbevist om at hans vækstrate i medlemstal, er den vigtigste årsag til, at man inviterer ham til at komme og undervise lederne i frikirkenet. For det er bestemt ikke på den teologiske side at der er meget at hente hos Paul Scanlon.

Trosbevægelsen
For manden tilhører trosbevægelsen, hvilket bl.a. ses af, at han samarbejder med andre kendte folk fra trosbevægelsen. Han har eksempelvis inviteret Kong Hee (flere gange), som er en pastor fra Singapore, som er en ret yderliggående trosprædikant. Kong Hee har bl.a. sagt at hans mentor er Ulf Ekman. Dertil kan man også se på hjemmesiden til Paul Scanlons kirke, at det ikke er ret meget at finde om Gud, men istedet en masse om mig, mig og mig og om kirken (link). Jeg synes endnu engang at se noget der mere ligner kristusløs kristendom, istedet for god gammeldags omvendelseskristendom. Hvilket er meget trist.

Først en emergent, så en trosbevægelsesmand

For et stykke tid siden inviterede Frikirkenet den emergente pastor Erwin McManus (Se indlæg her). Og nu inviterer man en person fra trosbevægelsen til at komme. Man burde spørge hvad er det lige der er gået galt for Frikirkenet? Hvorfor vil de foretrække  at invitere folk der ikke prædiker evangeliet, men et andet budskab istedet? Et budskab som kun har kristent skin, men ikke indeholder evangeliets kraft? Nogle af de mennesker som er ledere i frikirkenet ved jeg har kundskab om sandheden, men de har åbenbart ikke mandsmod til at sige fra overfor den forkerte udvikling som Frikirkenet har taget. Men det må jeg vende tilbage til en anden gang. Lad os istedet se lidt på, hvad der er for en person man har valgt at invitere som gæstetaler på Frikirkenets konference, og hvad hans kirke står for. Det jeg har fundet er noget som Paul Scanlons kirke selv har lagt ud. Så dette er deres egen promovering af det de står for. Prøv selv om du kan finde evangeliet her, måske er du bedre til det end mig, og i så fald må du godt fortælle mig hvor du ser det henne!

Det var så en præsentation af deres kirke. Den så da bestemt aktiv ud, men hvordan kunne man lige se at dette var en kristen kirke? For jeg kunne ikke høre noget om Jesus. Det har jeg forresten også svært ved i denne video hvor Paul Scanlon fortæller om konferencen “Stronger 2008” som de holdte sidste år. Læg mærke til at der i videoen bliver sagt at det ikke handler om dig, men bagefter taler man alligevel rigtig meget om hvad jeg kan og hvad jeg skal, stadig uden fokusere på Jesus, og fortælle hvad Han har gjort på korset for at vi kunne få frelse.

Hvis jeg var leder i frikirkenet ville jeg enten sige min mening om denne mand, og bede om at få aflyst møderne med ham. Eller også ville jeg sætte mig allerbagerst til denne lederkonference og skamme mig rigtig meget over at man har sagt ja til den form for tåbelighed, når man istedet kunne have talt om at der var brug for at man igen prædikede evangeliet.

Categories
Falsk Lære Kirke

Trosbevægelsen, emergent church og Frikirkenet

Engang for ca. 18 år siden, var der en splittelse i det danske frikirkeliv. Det var særlig i pinsekirker og apostolske kirker det foregik. Årsagen var at mange dengang var blevet influeret af trosbevægelsen, som havde spredt sig i Danmark via Livets ord i Upssala Sverige. Man kunne nemlig se, at den lære man stod for i trosbevægelsen, på visse afgørende punkter ikke stempte i overenstemmelse med Guds ord. Det tror jeg man kunne se, fordi mange flere kendte sin bibel dengang. Derfor valgte man at sige fra og melde klart ud om dette. Det var ikke noget der var rart, jeg ved det medførte flere sårede mennesker i kirkerne. Men ikke desto mindre var det nødvendigt, også selvom det havde en pris.

Var det prisen værd?
Men prisen vi betalte dengang ser i dag ud til at være spildt ud på gulvet. For i dag er trosbevægelsen blevet anerkendt af mange frikirker, på trods af det der skete i halvfemserne. Man ser ikke længere det store problem i trosbevægelsens lære. Man har i stedet lukket dem indenfor i varmen. Ikke nok med det så har man også givet plads til deres lære i kirkerne (tag blot Joel Osteen, Joyce Meyer, og Christian Hedegaard). Et sted hvor vi ser dette i særlig grad, er den sammenslutning af frikirker som kaldes Frikirkenet. At man er valgt at gå sammen som frikirker i et tværkirkeligt samarbejde ser jeg ikke noget problematisk i. Jeg tilhører ikke den type, der ser dæmoner hver gang der foregår økumenisk arbejde. Jeg har været med i meget tværkirkeligt arbejde, og bestemt også meget godt tværkirkeligt arbejde. Men Frikirkenet er en sammenslutning af frikirker hvor ønsket om bredde, har gjort at man har sat dømmekraften udenfor døren. For i Frikirkenet ser vi at der både indgår kirker fra trosbevægelsen, og kirker der er stærkt påvirkede af emergent church bevægelsen. At man har en sådan sammenslutning i dag, burde skabe undren, for emergent church-bevægelsen er ikke bibelsk baseret, og trosbevægelsen er også fyldt med direkte ubibelsk lære. Men begge dele har kristent skin. At Frikirkenet har åbnet adgang for den slags kirker, og ikke ser ud til at tage sager op med kirker som adskiller sig fra den sunde lære, medfører nogle problemer som er ret alvorlige. Jeg har i lang tid tænkt på at tage nogle af disse emner op, men jeg har samtidig ikke haft lyst til det, da jeg ikke bryder mig om de ting som jeg vil være nødt til at komme ind på. Men jeg vil se om jeg kan komme i gang med det nu alligevel. Heldigvis tilhører den kirke jeg kommer i, ikke Frikirkenet, så det giver mig jo lidt frihed til at skrive om det, uden at få noget i klemme der.

Justin Peters om trosbevægelsen
Til dem som synes at trosbevægelsen er uskadelig, og ikke ser noget problem i at man inviterer folk fra trosbevægelsen til at komme og prædike, kan jeg anbefale dette korte interview med Justin Peters. Her bliver han interviewet af Trish Ramos som er kendt fra bloggen Fish with Trish, og fra Wretched Radio. De udtalelser som Justin Peters har fra folk fra trosbevægelsen er sande nok, jeg har selv hørt dem blive sagt af de personer han henviser til. Dertil er jeg også enig med ham i hans vurdering af de udtalelser. Men vurder selv om du også er enig.

Categories
Evig dom Korset Livet som kristen Synd

Har jeg ret til at være vred?

“Min ret, din ret, deres ret og vores ret.”
Jeg har tit mødt folk som er blevet udsat for en uretfærdig behandling, som de mener de har ret til at føle vrede over. Nu er der i princippet ikke noget galt i at være vred. Vi burde være vrede over at abort er legalt, eller være vred over den pornoficering vores samfund er udsat for, bare for at nævne nogle få eksempler. Men at være vred på nogen, som har behandlet en uretfærdigt, er ikke nødvendigvis i orden.

Eksempel: Jeg har tit mødt kvinder som er vrede over deres mænd (eller eksmænd), og som bruger rigtig meget af deres liv på at fortælle om hvordan de blev behandlet, og hvor forfærdelig han var (undskyld, her til de kvindelige læsere, at det lige kommer til at gå ud over jeres køn, jeg kunne have taget et andet eksempel, men jeg har oplevet dette så mange gange at det var den der først faldt mig ind). Ufattelige mængder af tid og ressourcer bruger de til at fokusere på “deres ret” til at være vrede.

Når vi har det sådan, og det er jeg ret overbevist om at vi alle har prøvet i en eller anden grad, så glemmer vi hvem der har mest ret til at være vred. Vi glemmer Gud. Vi glemmer hvor stor Hans vrede er mod synderen. En vrede der er så stor at Han kaster folk i Helvede, fordi vi lever i oprør mod Ham, og er onde i vores hjerter. Den ret til at være vred, har Han også over os der kaldes Hans børn. Han siger faktisk at vi skal tilgive vore skyldnere, som Han har tilgivet vores skyld.

Husk på den gældbundne tjener som kongen jo havde ret til at sælge som slave. Den ret frasagde kongen sig fordi han fik medlidenhed med tjeneren. Men da han så at tjeneren ikke selv ville frasige sig sin ret til at inddrive et endnu mindre beløb fra en anden mand, tog kongen sin ret tilbage for at straffe sin tjener, og overgav ham til bødlerne står der i Mattæus 18.23-35.

Hvis vi holder fast på vores ret til at være vrede og bitre over andres behandling af os, så vil Gud også bruge sin ret til at vise sin vrede på os igen. Dette er meget alvorligt, men mange vil ikke anse det for at være alvorligt nok, for selvom de kender Guds meget klare ord om dette, vil de hellere fastholde deres ret. En undskyldning som jeg tror de bruger (og som jeg nævner fordi jeg selv har tendens til at bruge den) er at det kan være rigtig svært at tilgive, når man jo blev uretfærdigt behandlet. Men husk at Jesus blev uretfærdigt dømt. Den mest uretfærdige dom i hele verdenshistorien. Alligevel kunne han tilgive dem hvad de havde gjort mod Ham. Hvis Han kunne det, så er vi også nødt til det.

Categories
Bibelen Korset Troens forsvar

Hvad betyder 7 mil

Hvad har syv mil at gøre med evangeliet? Matt Chandler har svaret her: