Categories
Falsk Lære Kirke

Trosbevægelsen, emergent church og Frikirkenet

Engang for ca. 18 år siden, var der en splittelse i det danske frikirkeliv. Det var særlig i pinsekirker og apostolske kirker det foregik. Årsagen var at mange dengang var blevet influeret af trosbevægelsen, som havde spredt sig i Danmark via Livets ord i Upssala Sverige. Man kunne nemlig se, at den lære man stod for i trosbevægelsen, på visse afgørende punkter ikke stempte i overenstemmelse med Guds ord. Det tror jeg man kunne se, fordi mange flere kendte sin bibel dengang. Derfor valgte man at sige fra og melde klart ud om dette. Det var ikke noget der var rart, jeg ved det medførte flere sårede mennesker i kirkerne. Men ikke desto mindre var det nødvendigt, også selvom det havde en pris.

Var det prisen værd?
Men prisen vi betalte dengang ser i dag ud til at være spildt ud på gulvet. For i dag er trosbevægelsen blevet anerkendt af mange frikirker, på trods af det der skete i halvfemserne. Man ser ikke længere det store problem i trosbevægelsens lære. Man har i stedet lukket dem indenfor i varmen. Ikke nok med det så har man også givet plads til deres lære i kirkerne (tag blot Joel Osteen, Joyce Meyer, og Christian Hedegaard). Et sted hvor vi ser dette i særlig grad, er den sammenslutning af frikirker som kaldes Frikirkenet. At man er valgt at gå sammen som frikirker i et tværkirkeligt samarbejde ser jeg ikke noget problematisk i. Jeg tilhører ikke den type, der ser dæmoner hver gang der foregår økumenisk arbejde. Jeg har været med i meget tværkirkeligt arbejde, og bestemt også meget godt tværkirkeligt arbejde. Men Frikirkenet er en sammenslutning af frikirker hvor ønsket om bredde, har gjort at man har sat dømmekraften udenfor døren. For i Frikirkenet ser vi at der både indgår kirker fra trosbevægelsen, og kirker der er stærkt påvirkede af emergent church bevægelsen. At man har en sådan sammenslutning i dag, burde skabe undren, for emergent church-bevægelsen er ikke bibelsk baseret, og trosbevægelsen er også fyldt med direkte ubibelsk lære. Men begge dele har kristent skin. At Frikirkenet har åbnet adgang for den slags kirker, og ikke ser ud til at tage sager op med kirker som adskiller sig fra den sunde lære, medfører nogle problemer som er ret alvorlige. Jeg har i lang tid tænkt på at tage nogle af disse emner op, men jeg har samtidig ikke haft lyst til det, da jeg ikke bryder mig om de ting som jeg vil være nødt til at komme ind på. Men jeg vil se om jeg kan komme i gang med det nu alligevel. Heldigvis tilhører den kirke jeg kommer i, ikke Frikirkenet, så det giver mig jo lidt frihed til at skrive om det, uden at få noget i klemme der.

Justin Peters om trosbevægelsen
Til dem som synes at trosbevægelsen er uskadelig, og ikke ser noget problem i at man inviterer folk fra trosbevægelsen til at komme og prædike, kan jeg anbefale dette korte interview med Justin Peters. Her bliver han interviewet af Trish Ramos som er kendt fra bloggen Fish with Trish, og fra Wretched Radio. De udtalelser som Justin Peters har fra folk fra trosbevægelsen er sande nok, jeg har selv hørt dem blive sagt af de personer han henviser til. Dertil er jeg også enig med ham i hans vurdering af de udtalelser. Men vurder selv om du også er enig.