I Politiken kan man i dag læse en særdeles spændende artikel om en bog der analyserer nyateismen. Dvs folk som Richard Dawkins og Christopher Hitchens. Analyserne af disse og lignende er særdeles rammende, som enhver ateist med respekt for sig selv burde læse. For den viser at det som de to “superateister” gør, er at skabe en tilbagevenden til fundamentalisme, som bare i dette tilfælde bliver ateistisk fundamentalisme. En fundamentalisme som kun skaber rum for ateismen, men spærrer religion inde, og giver troende mennesker mundkurv på. Bøgerne som de to herrer har skrevet fordummer siger de:
“Det er meget få bøger, der har fået lige så stor gennemslagskraft i debatten i de senere år som netop ’Illusionen om Gud’ af Dawkins, ’Troens Fallit’ af Harris og ’Gud er ikke stor’ af Hitchens. Bøgerne fordummer: Forfatterne udstiller side efter side, at de ikke forstår teologi og religion. Alligevel ophøjes de til superstjerner”
Den dobbeltmoralske holdning som kommer frem fra nyateismen, bliver også til at tage og føle på i dette citat fra artiklen:
“Hvis religiøse mennesker siger, at alle vantro skal slås ihjel, så har vi brug for religionskritik. Og hvis ateister siger, at troende mennesker er intolerante, lavintelligente og inficerede og derfor skal skubbes væk, ja, så er der brug for ateismekritik”
Der kommer også en henvisning til Lone Frank i artiklen hvor hendes tanker bliver sammenlignet med nazisme. Noget som svarer fint til den analyse David Jakobsen og jeg havde i februar. Det gav også dengang anledning til en lang debat på kommentarlisten. Analysen af Lone Franks udtalelser kan man kan høre på dette link , hvor kommentarerne også kan ses.
Bogen hedder “Gudløse hjerner” og er skrevet af Lars Christiansen og Lars Sandbeck.