Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Omvendelse

Mine får hører Min røst

Sådan siger Jesus i Johannes 10.27, og følger op med: “og jeg kender dem, og de følger Mig”. Dette er en skræmmende udtalelse. For hvem er det så der ikke hører Hans røst? Det må jo så være dem der ikke er Hans får. Dem som Han ikke kender. Dem som ikke følger Ham. Hvem er det så? Hvordan kan vi kende dem? Svaret må være, at vi kan kende dem på at de ikke kender, og ikke hører Hans røst.

Jeg undrer mig over en forholdsvis stor del af de ledere som sidder i det kirkelige i dag. Og det er både indenfor det frikirkelige, såvel som det folkekirkelige jeg hentyder til her. Det er som om mange af dem ikke kan høre Jesu røst. Når de hører en som Paul Washer siger mange af dem fra, og siger det er for radikalt. Den slags mener de ikke der er plads til. Men hvis de hører en som Benny Hinn, siger de at vi kan lære noget af det. Når de hører en som John MacArthur påstår de at han tolker bibelen for bogstaveligt , men hvis de hører en som Rick Warren misbruge bibelcitater, synes de at det lyder godt i deres øren. Nu vil jeg ikke gøre Paul Washer og John MacArthur til bibelske orakler i vores tid. Den forkyndelse de har, kan sagtens blive forkyndt af andre, også her i Danmark. Deres forkyndelse er bibelsk funderet og bliver formidlet uden at tage hensyn til hvad det er for en tid vi lever i. De forsøger ikke at bøje Guds ord. Og når jeg hører dem, så hører jeg folk der taler Jesu ord klart og tydeligt. Med andre ord jeg hører Hans røst igennem dem, og andre sande reformerede teologer.

Når jeg taler med lægfolk i kirkerne, har jeg i mange år lagt mærke til at der er en stor del, som tørster efter det rene evangelium. Men de har fået at vide at de skal holde mund, og bare rette ind efter den nye linie. Den nye linie er så godt som aldrig funderet på bibelen, men på en eller anden ny smart ubrugelig strategi. Hvem er disse folk som har fået lederstillinger i kirkerne, som ikke kender Hans røst. Hvem er det som leder kirken på vildspor med alle deres mærkværdige ideer som ikke har sit udgangspunkt i skriften? Hvordan har de kunne få ledende roller i kirken? Dette er der mange svar på, som jeg måske kan komme ind på en anden gang. Men jeg gruer for de stakler som er sat på ledende positioner i kirkerne, men som ikke kender Hans røst. For som Jakob skriver:

“Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom.” Jakob 3.1

Hvis vi underviser andre i ordet, og ikke selv kender det, så får vi altså en hårdere dom. Dette skal vi tage meget alvorligt. For sådan som kirken ser ud mange steder i dag, så er der rigtig mange der prædiker dom over deres eget liv. De samler sig Guds vrede til dommens dag, istedet for at prædike så de kan samle skatte i Himlen.

Pastorer der har brug for at omvende sig
Disse folk har brug for at omvende sig. De har brug for at forstå hvem Gud er, så de kan leve op til det farlige hverv det er at forkynde ordet. For det er et hverv som kun er tiltænkt dem som kan kende forskel på Hans røst, og andres røst. Dem der ikke kan høre forskel vil komme i store problemer. Men hvem tør sige noget til disse ledere? Hvem tør vise dem at de er på vildspor? Hvem er villig til at miste sin popularitet i kirken, ved at vise at der er noget galt? For hvis ingen gør dem opmærksomme på det, så vil de blot køre menighederne længere og længere ud i tåbeligheder og vildfarelse. Jeg synes vi er kommet nok på vildspor allerede i dag, hvor langt synes du at folk skal gå ud i kviksandet før du advarer dem og viser at de har brug for hjælp til at komme op?