I disse dage er der flere, i særlig den karismatiske bevægelse der er begyndt at komme med mærkværdige forudsigelser om Jesu genkomst. At Jesus engang kommer og henter sin brud, er jeg ikke det mindste i tvivl. Men hvornår det vil ske, kan jeg ikke forudsige, fordi bibelen er ganske klar på dette område. Læs blot Mattæus 24 og se selv efter. Men lad mig her nøjes med at citere 24.42:
“Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.”
Der er nogen der har overfortolket dette skriftsted til, at det kun betyder at vi ikke kan sætte dato på. Men udtrykket som Jesus her kommer med er ifølge grundteksten et ret bredt udtryk. Det kan både bruges om årstid, time i døgnet, om enten morgen eller aftenshalvdøgn, eller om et helt præcist klokketidspunkt. Det er også årsagen til at det er oversat forskelligt. I nogle oversættelser står der jo at vi ikke ved hvilken time Jesus kommer i. Så den brede betydning gør at vi ikke kan sætte noget mål på, hvornår det skulle ske.
Men i dag ser vi at der i dele af den karismatiske kirke, er folk der mener at de har fået åbenbaringer om at Jesus kommer i år 2012. Og det er sjovt nok noget som de siger at flere andre siger rundt om i verden, som om det skulle gøre det mere troværdigt. Inden jeg går videre vil jeg sige til nye læsere at det bestemt ikke er alle karismatikere der er hoppet på den vogn. Der er mange karismatikere med et ordentligt bibelsyn, som afviser den form for åndelig arrogance. For det er hvad det er. For når Jesus selv sagde at Han ikke kender timen og dagen, men kun Hans Fader i Himlen (Mattæus 24.36), så er det åndelig arrogance når folk begynder at sige at de kender året det sker. Det er at gå langt over stregen.
Sat i bås
Dertil er det også med til at man sætter sig selv i bås, med falske profeter som har kommet med de samme budskaber før. Jeg nævner blot Charles Taze Russel som grundlagde Jehovas Vidner, som forudsagde dommedag (vist nok i 1912 eller deromkring), og Ellen G. White der grundlagde Syvendedags adventisterne som også forudsagde Jesu genkomst (uden at det dog blev indfriet). Og den mærkværdige William Branham som også forudsagde at bortrykkelsen skulle ske i 1976. Og så det danske tagryggen.dk som mente det skulle være sket i 2006. Og da det ikke skete mente de man kunne lære noget af det, men sjovt nok lærte de ikke at det var forkert af Kim Andersen fra tagryggen at komme med sådanne forudsigelser.
Disse folk tilhører bestemt ikke en gruppe man burde ønske at være i bås med. Men det er ikke første gang at en forholdsvis stor del af kirken har mistet fokus og er begyndt at kigge på forudsigelser om Jesu genkomst. Det har ikke været godt før, og det er heller ikke godt nu. Før det første årtusindskifte, havde man de samme forventninger. Af en eller anden ubibelsk grund var man overbevist om at Jesus ville komme tilbage omkring årtusindskiftet. Nu er der nogen der mener at vækkelsestegn viser sig ved en forventning om Jesu snarlige genkomst. Og det er der også noget om. Men der er også en anden side som vi ikke snakker så meget om, som er den negative del af forventningen af Jesu genkomst. Og jeg har det dårligt med at skrive at der er en negativ side, men det skyldes ikke Jesus, men de kristne selv.
Den negative side er at kristne kan risikere at gå istå, når de fokuserer for meget på at Jesus kommer snart. Dengang for lidt over 1000 år siden holdt man op med at bygge nye kirker, og dem man havde, lod man stå til. For hvorfor skulle man bruge ressourcer på det, når Jesus var lige om hjørnet? Da man var kommet en tredive/fyrre år ind i det nye årtusind, og Jesus ikke var kommet tilbage. Begyndte man at tænke at man måske havde været lidt for hurtig i sin konklusion. Så nu skulle man til at renovere og bygge nye kirker. Hvilket var et forholdsvis stort arbejde, da man havde forsømt det i så mange år.
Men vi er ikke stort bedre i dag. En kirke som jeg kom i, i halvfemserne havde bygget en ny kirke og skulle vurdere deres lån til realkreditselsskabet. Da man fortalte at man havde lavet lånet om til et trediveårs lån grinte man. For man var da sikker på at Jesus var kommet tilbage inden de tredive år. Så det realkreditselsskab skulle da ikke forvente at vi fik betalt alle pengene tilbage. For vi var da forlængst kommet hjem til Herren inden da. Man blev ret irriteret på mig (ja folk var også irriterede på mig dengang), da jeg nævnte at Jesus altså ikke kom tilbage førend evangeliet var forkyndt for alle folkeslag, og at der på det tidspunkt stadig var 2 milliarder mennesker der ikke havde hørt evangeliet. Det var noget vrøvl syntes man, for man var bare sikker på at Jesus genkomst var lige om hjørnet. Men hvis de virkelig mente det, burde de have fortalt deres naboer og bekendte noget mere om Jesus end de gjorde. Men de ville bare hjem og slippe for at bo her. Med andre ord de var gået i stå.
Og med det vil jeg godt sige at en af årsagerne (og jeg tror der er flere) til at vi ikke kender timen og dagen til Jesu genkomst, er for at undgå at vi går for meget i stå. Vi må godt læse tidens tegn, nej mere end det, vi skal læse tidens tegn for det siger Jesus vi skal. Men vi har ikke autoritet til at sætte tider på! Det er kun noget vi kan se i bagspejlets lys, og sådan er det. Vi skal arbejde som om Herrens dag er nær, men ikke gå i stå af den grund. At vi forventer Jesus kommer snart er ikke en årsag til at holde op med at plante kirker, eller lade være med at tage en uddannelse, eller stoppe med at indbetale sin pensionsopsparing.
Og så er jeg ligeglad med om så tusind profeter fra både den karismatiske bevægelse og mange andre siger at Jesus kommer tilbage i 2012. Det er ikke engang afgørende for mig om Han kommer i 2012. Han kan komme i 2011 eller 2013, eller senere. Det er ikke afgørende. Det afgørende er at han kommer. Ikke fordi en profet har sagt det, men fordi Han selv har sagt det, men også sagt at vi ikke kender timen og dagen. Så dem der render rundt og tror de er den nye tids Nostradamus, kan jeg fortælle at de har ikke noget nyt at fortælle. De skulle langt hellere tage og læse deres bibel og vise at det er den der er deres autoritet. Og så skulle de tage og prædike korsets evangelium istedetfor at gøre sig til “overprofeter” som folk kan se op til, og synes er meget åndelige. Jeg har brug for langt mere holdbare statements end deres forudsigelser, og dem ved jeg hvor jeg kan finde, nemlig i bibelen!