Som man kunne læse i indlægget Hvorfor er Paul Washers besøg på pinsevækkelsens ungdomcamp aflyst?, havde jeg sendt et åbent brev til arbejdsgruppen for Campzero. I går fik jeg et svar fra arbejdsgruppen, som lød sådan her:
“Arbejdsgruppen har besluttet at aflyse arrangementet med Paul Washer efter henstilling fra Sommercamps arbejdsgruppe. Denne beslutning er truffet med henblik på at vi ønsker at starte Campzero’s nye koncept op, med bredest mulig opbakning.”
Så det viser sig altså at det ikke er arbejdsgruppen til Campzero der har ønsket at aflyse Paul Washer, men Sommercamps arbejdsgruppe. Jeg har takket for det gode svar fra Campzero, da jeg nu har et nyt sted at gå hen. Jeg vil derfor bruge lidt tid på at finde ud af, om jeg skal formulere mit spørgsmål anderledes til den arbejdsgruppe og finde ud af hvem det er der sidder i den. Pt kan jeg kun se at det er oplyst at det er Lars Due Christensen der står som leder for gruppen. Men det kan være der er nogen af læserne der ved hvem gruppen ellers består af. For det ville da være optimalt at sende spørgsmålet ud til hele gruppen. Og jeg mener stadig at det er vigtigt at få svar på , og jeg skal nok vende tilbage og forklare mere eksplicit hvorfor jeg mener det. Men i hovedtræk ville det da være vigtigt at få at vide hvis årsagen er, at der er noget galt med Paul Washers forkyndelse, sådan at forstå at det er vranglære han forkynder. For der er rigtig mange brændende kristne i Danmark der er glad for at høre ham. Og hvis de hører noget forkert, så burde de da advares. Hvis jeg fandt ud af at der var noget galt med Paul Washers forkyndelse, så ville jeg da slette det der ligger med ham her på bloggen. Ligesom jeg slettede det med Mark Driscoll (se her). Men jeg kan altså ikke lige se hvad der skulle være galt, medmindre denne arbejdsgruppe ved noget jeg ikke er blevet oplyst om, men lad os nu se.
Men hvis der ikke er noget galt med hans forkyndelse og teologi, så vil jeg rigtig gerne have at vide hvorfor der så ikke er plads til den slags på pinsevækkelsens sommercamp. For det burde være muligt at svare på, eftersom de er gået så langt som til at aflyse en som var offentliggjort som gæstetaler.