Categories
Uncategorized

Hvad kan jeg gøre for at mine børn bliver frelst?

I den nuværende diskussion her på bloggen, er der nogen der mener at man kan få sine børn frelst ved at døbe dem. Dåben har ikke nogen frelsende effekt, men er en adlydelseshandling som vi har fået fra Jesus. Selvom mit dåbssyn er et andet end den folkekirkelige, ønsker jeg ikke at underkende barnedåben. Men jeg anser hverken den, eller dåb ved eget valg som noget jeg kan pege på, for at dokumentere at jeg er frelst. Det viser blot at jeg har adlydt Jesus på dette område og begravet mit gamle liv symbolsk.

Frelst ved forældrenes valg?
Jeg kan ikke frelse mine børn, og jeg kan heller ikke tvinge dem til at blive frelst. Hvis det var muligt for mig at nedtvinge frelse over dem, ville jeg gøre det. For jeg ønsker ikke at de skal pines i Helvede i evighederne. Jeg ville næsten hellere selv gå fortabt, hvis det kunne betyde at de ville blive frelst. Men det er ikke noget der er i mine hænder.

Og så alligevel. For Gud har givet mig redskaber, som kan hjælpe mine børn til at se, at de har brug for at omvende sig og give deres liv til Ham. Noget af det kan vi læse i ordsprogenes bog.

“Hold din fars bud, min søn,
afvis ikke din mors belæring.
Bind det altid til dit hjerte,
læg det om din hals;
lad det lede dig, når du går,
vogte dig, når du lægger dig,
og tale til dig, når du vågner.
For budet er lampe og belæringen lys,
retledning og formaning er vejen til liv;”
Ordsprogene 6.20-23

Denne formaning ser vi flere gange i Ordsprogenes bog. Jeg er overbevist om at de bud der er tale om her, er de ti bud. For i Galaterbrevet 3.23-24 står der følgende om budene:

“Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro.”

Både dette og andre bibelvers viser en sammenhæng mellem dette, så vi godt kan konkludere at det er Herrens bud der er tale om. Så hvis mine børn skal forstå hvorfor de har brug for at omvende sig, så må jeg undervise dem i budene. For de fungerer som en opdrager. I salme 19.7 står der i grundteksten at Herrens lov omvender sjælen, den danske oversættelse er ikke god her. Men i King James står det sådan her:

“The law of the Lord is perfect, converting the soul”

Og hvis der er nogen her der ikke kender de ti bud, vel at mærke dem der står i bibelen, og ikke i forskellige katekismusser, så er der lige en musikvideo her, med den kristne børnesanggruppe Go Fish.
Her er “The ten commandment boogie”.