Jeg havde en snak med min kone i dag, om god og dårlig forkyndelse. Hun sagde noget interessant (det gør hun som regel) som jeg synes jeg burde dele her. Megen forkyndelse handler om hvad VI burde gøre, og hvordan VI burde være. Men det er jo i og for sig en fordømmende forkyndelse. Det min kone sagde hun ønskede var at forkyndelsen fik hende til at elske Jesus endnu mere, og endnu højere. For de ting vi burde gøre, skal udspringe af en inderlig kærlighed til Jesus. Ikke af en forkyndelse som overfokuserer på hvordan man bør leve og være, men som ikke har en tilfredsstillende fokus på frelseren og Hans værk på korset.
Jeg oplevede bare at det sagde ja og amen i mit hjerte, da hun sagde det. Det er jo det sande kristne efterspørger, en forkyndelse med en klar fokus på Jesus, og hvem Han er. Ikke en forkyndelse om hvor meget JEG kan, og hvad JEG skal gøre for at gøre ANDRE tilfredse. Forkyndelsen skal vise os hvem Jesus er, og være til Ære for Ham!
Sagen er jo den at rigtig mange kirkegængere tørster efter den slags forkyndelse. Men istedet får de noget som ikke er værd at høre på, og som der ikke er nogen frelseskraft i. Hvordan kan det være at kirkelederne ikke vil forstå at kirkernes medlemmer ønsker et ordentligt Guds ord, som er så langt væk fra den overfladiske forkyndelse som man tror tiltrækker nye? Men reelt set er en forkyndelse der sender mennesker til Helvede, fordi der mangler bibelsk fokus på anstødsstenen Jesus Kristus. For hvis vi ikke forkynder Jesus så Han også er en anstødssten, så er det ikke bibelens Jesus vi forkynder.