Kender du det at man lige har været i gang med at lave noget sjovt, og man så pludselig kommer til skade? Jeg tror vi alle sammen har prøvet det på en eller anden måde. For nogen måske mest i barndommen. Man er i gang med at lave noget virkelig morsom, men måske også lidt dumt sammen med nogle andre. Legen bliver vildere og vildere, men ender med at man falder og slår sig hårdt. Nogle gange brækker man en arm eller et ben. Jeg tror det primært er i de situationer at folk de kommer til at brække nogle knogler. Hvis du kan huske at det engang er sket for dig, så kan du måske også huske disse tanker:
”Hvorfor gjorde jeg også det, det gør så ondt det her. Hvis jeg bare havde holdt mig i baggrunden så ville jeg ikke ligge her med store smerter. Gid jeg aldrig havde leget med på legen så jeg kunne have undgået denne ubærlige smerte.”
En fortrydelse over årsagen til at man har smerter, er det man plejer at få. Vi glæder os ikke over at vi hyggede os i legen før.
På samme måde vil folk der ender i Helvede tænke. Hver en synd som de har begået og som har været med til at sende dem til Helvede, vil de fortryde bitterligt. De vil igen og igen i al evighed, tænke på hvor bitterligt de fortryder deres synder mod en Hellig og retfærdig Gud. Der vil de ikke tænke på, hvor meget de glædede sig over synden da de levede i den. Men de vil i endnu højere grad fortryde at de ikke tog imod indbydelsen fra den selvsamme Gud til at undgå evig dom. For den samme Gud er også en kærlig Gud, der sendte sin egen søn for at Han kunne tage vores straf på sig. De vil fortryde at de ikke fortrød deres gerninger, mens de levede her. For det er for sent at fortryde for dem der er på den anden side. Det er i dette liv vi gør det. Tør vi advare folk mod den kommende dom, så de har mulighed for at omvende sig, mens de stadig kan. For mens de er her er det stadig en nådens tid.