Categories
Falsk Lære

Det handlede jo bare om mig

Jeg snakkede med en god ven forleden. Han fortalte at han var med i en gruppe som havde valgt at studere bibelske emner. De havde for nylig startet op med at studere Rick Warrens bog “Det målrettede liv”. For de havde jo også hørt at det var en hel fantastisk bog, som havde fornyet mange kirker. Så de tænkte at den sikkert var god.
Men da de var nået et stykke ind i bogen, var de begyndt at blive opmærksomme på at den manglede noget helt essentielt. Den handlede ikke om korset, ikke om omvendelse, eller om at det koster noget at være en kristen, og værst af alt, den handlede ikke rigtig om Gud. Den handlede om “mig” istedet. Det blev med andre ord tydeligt for dem, at dette var en jegrettet bog, som reelt set ikke fik dem nærmere Gud, men længere væk istedet.

Nu var det ikke sådan at bare fordi en mand rejste sig op, og sagde at han kunne se nogle problemer, at man så stoppede studiet med det samme. Det var faktisk over de næste to tre gange, at de mødtes at de diskuterede og undersøgte om det nu også kunne passe at denne populære bog, var baseret på vranglære. Da man havde diskuteret det godt igennem, valgte man at droppe bogen, og istedet undersøge hvad bibelen sagde om udvalgte emner, ved at læse i bibelen.

Den måde at gruppen nåede frem til at stoppe deres studie af “Det målrettede liv” tror jeg på er rigtig god. Det var ikke sådan at bare fordi en sagde denne bog er vranglære at de andre så hoppede med på den. De ville gerne undersøge sagerne selv, og i fællesskab. Det kan jeg se er både en bibelsk og fornuftig måde at gøre det på.

“Straks samme nat sendte brødrene Paulus og Silas til Berøa, og da de var ankommet, gik de hen i jødernes synagoge. Disse jøder var mere imødekommende end jøderne i Thessalonika, de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan.” Apostlenes gerninger 17-10-11

Mange tror fejlagtigt at kristne ikke må tænke selv og have kritisk sans. Men vi må godt tænke selv. Vi må godt selv undersøge skriften og vurdere om den lære vi bliver udsat for, er i overensstemmelse med skriften. Det er faktisk også det jeg ønsker for dem der læser her på bloggen. Jeg kan blive lidt irriteret når nogle sender en mail til mig hvor der eksempelvis står:

” Jeg havde lige købt “Det målrettede liv”, men fordi du skriver at den er dårlig, vil jeg ikke læse den alligevel”

Det synes jeg selv det er et lidt for snævert grundlag at afvise en bog på (det er muligt at nogle af dem der skriver sådan har undersøgt det, men blot ikke skrevet det til mig). Jeg ønsker ikke at folk skal holde sig fra den bog, udelukkende fordi jeg skriver det. Jeg ønsker langt mere at dem der vælger ikke at læse bogen efter at have læst bloggen her, gør det fordi de undersøger om de anklager jeg kommer med, nu også kan passe. Og hvis de anklager passer, er det så nok til at vurdere om eksempelvis Rick Warren er en vranglærer? Det vil jeg gerne at man selv forsøger at vurdere.
Det samme gælder også for dem der er irriteret over det jeg skriver, fordi de er uenige. Dem vil jeg anbefale at undersøge om det nu også passer det jeg skriver, istedetfor bare at blive irriterede. De kan måske ikke lide måden jeg skriver på, og det er helt i orden med mig, at man har problemer med det. Det skal de ikke anklages for. Men hvis det jeg skriver er så farligt som jeg påstår, så burde det medføre at man selv vurderede om der nu også var noget om det.

Jeg vil gerne afslutte dette indlæg, med et omskrevet citat af kirkefaderen Augustin. Han sagde engang “Elsk Gud, og gør hvad du vil”. Den vil jeg gerne omskrive til:

“Elsk Gud, og tænk selv”

NB: Hvis du ikke før har hørt om de problemer der er med Rick Warren og hans bøger. Så kan du læse mere om det på dette link, eller ved at søge på Rick Warren i søgefeltet.

Categories
Hvem er Gud? Troens forsvar

Hvem har skabt Gud? Sikke dog et dumt spørgsmål

Hvem skabte Gud, er et spørgsmål skeptikere tit kommer med. Men har de overhovedet gennemtænkt hvad det er de spørger om? For spørgsmålet bygger på to udgangspunkter: Enten kommer alting fra ingenting, eller også har noget altid eksisteret.

Den første er selvmodsigende, da den ikke er i overenstemmelse med de fysiske love. Der kan ikke komme nogetsomhelst ud af ingenting. Så hvis man siger at udgangspunktet er ingenting, så vil der heller ingenting komme. Men hvis der altid har været noget, så vil det der eksisterer i forvejen, kunne medvirke til at noget vil blive til. Så svaret er, at der er ikke nogen der har skabt Gud. Han har altid været.

Spørgsmålet viser sig også at indeholde et “dumhedselement”. For hvis svaret til spørgsmålet skulle være at en anden har skabt Gud, så ville Han jo ikke være Gud. Så igen må svaret være at Gud altid har været. Jesus siger det også selv til farisæerne i Johannes 8.58:

“Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født”