Categories
Bibelen Musik

Lovsang 1

Lovsang afviger så vidt jeg kan se fra salmer, ved at de er mere lovprisende end de er forkyndende. En salme har en forkyndelse over sig som handler om hvem Gud er. En salme kan have et dybt teologisk indhold og være en form for beskrivelse af Guds storhed, Guds kærlighed, Guds nåde o.l. En lovsang er en slags pris til Gud (hvilket en salme også kan være). Hvis man skal se den første lovsang der var i bibelen, så sker det i anden mosebog 15. Der har Moses og Jøderne lige gået igennem Sivhavet (eller det røde hav, som der stod før) og er blevet reddet fra ægypternes krigsvogne som Gud har dræbt i bølgerne. Da de ser at de er reddet, bryder de ud i lovsang.

“Jeg vil synge for Herren,
      for han er højt ophøjet,
      heste og ryttere
      styrtede han i havet.

      Herren er min styrke og lovsang,
      han blev min frelse.
      Han er min Gud, ham vil jeg prise,
      min faders Gud, ham vil jeg hylde.”

Lovsangen her blev sunget fordi Jøderne kunne se at Gud havde udfriet dem. Han havde frelst dem fra døden. Den onde overmagt som havde haft herredømmet over dem i så mange år, var tilintetgjort. Der var med andre ord grund til sang og dans. Der var noget at fejre.

Så set udfra den første nedskrevne lovsang, så handler lovsang om at takke og prise Gud for at Han har reddet os. Vi er ikke reddet pga vores godhed. Men på trods af vores ondskab har Gud reddet os, og hvis Han ikke havde reddet os, så var det evig ild der ville være vores fremtid istedet. Vi har altså virkelig noget at takke Gud for. Denne taknemmelighed eller taksigelse, er basis for vores lovsang.
En anden ting vi ser ved den lovsang Israelitterne sang her, var at den var stærkt rettet mod Gud. Den handler ikke ret meget om Israelitterne. De takker Gud af hele deres hjerte, og giver Ham det fulde fokus.

Så hvis vi ser på denne lovsang og sammenligner den med meget af den lovsang vi har i dag. Er vi så i overenstemmelse med ur-lovsangen eller har vi rykket os for meget. Det kan vi måske se på næste gang.

Categories
Livet som kristen

Retfærdiggørelse

Hvad betyder det at være retfærdiggjort? Mange kristne lider af unødig fordømmelse fordi de ikke forstår ordet, og hvad det medfører af frihed. Men ordet er ret let i sit udgangspunkt. Det består af tre ord. Ret, færdig og gjort. Lad os se lidt på dem.

Ret
Jeg har fået retten på min side. Jeg som før blev set som en synder af Gud, har været igennem en bedømmelse. De ting jeg før var skyldige i, og gjorde at jeg skyldte Gud en betaling for mine synder, som jeg aldrig nogensinde ville kunne betale. De ting er jeg ikke længere skyldig i at betale. For Jesus har betalt HELE prisen for mig. Han har fået hvad Han har ret til, og min ret er at jeg ikke længere skylder noget.

Færdig
Det værk som Jesus gjorde på korset er færdigt. Det er ikke sådan at jeg kan lægge noget til eller trække noget fra. Det er fuldstændigt færdigt. Jeg kan ikke ved at gøre gode gerninger gøre mig mere retfærdig end andre. Det er færdigt.

Gjort
Gjort er gjort, og er det samme som at være færdigt. Så nu behøver der ihvertfald ikke være nogen tvivl om at det er gjort helt færdigt. Gud ser på os der har omvendt os og er blevet født på ny, som perfekte mennesker. Selvom vi føler det anderledes, så er det sådan Gud ser på os i dag.

Så hvis det skal opsummeres kort, kommer det til at lyde sådan her: Retfærdiggørelse betyder at ret er ret, færdig er færdig, og gjort er gjort. Retfærdiggjort. Det kan godt være vi har svært ved at forstå det. Men det står stadigvæk i Guds ord at den som blev Hans børn, har Han retfærdiggjort.