I denne anden del af serien skal vi høre lidt hvad nogle anerkendte pastorer siger om moderne lovsang. Det er særlig R C Sproul og John MacArthur som har nogle interesante synspunkter her. Læg mærke til at de ikke på nogen måde taler imod lovsang. Men om lovsangenes indhold og form, og om der ikke burde være mere at hente i dem. Det er faktisk en meget afbalanceret snak de har, og de kommer godt rundt om emnet på de fire minutter klippet varer. Jeg så denne video for første gang for ca tre måneder siden. Men den har ligget i mit baghovedet og arbejdet siden da, og derfor vil jeg gerne dele den med jer her.
Month: June 2008
Nu har jeg fuldt lidt med i den debat der har været i
Kristeligt dagblad og Politiken vedr. den kontroversielle forsker Helmuth Nyborgs udtalelser. Personligt har jeg stor respekt for Helmuth Nyborg. Ikke fordi jeg plejer at være enig med ham, det er jeg sjældent. Men den mand har turdet sige det som ingen andre tør sige offentligt. Og han har kunne tage nogle hug for det. Men lad os lige se på hvad undersøgelsen egentlig viser, og om der kan være en anden forklaring ende Nyborgs.
Nyborg har undersøgt intelligenskvotienterne i forskellige lande, og sammenlignet med antallet af troende i de samme lande. Han har så vidt jeg lige kan huske, ikke gjort forskel på tro, men har sat al tro over en kam. Men det er muligt jeg har overset noget der. Han kan se at der er nogle sammenhænge i tallene. Eksempelvis har svenskerne en gennemsnitsIQ på 98, som angiveligt skulle være højt. Svenskerne har samtidig 64 % som ikke tror på eksistensen af en gud. I Zambia er der en gennemsnitsIQ på 71, mens der kun er 1 % der ikke tror på eksistensen af en gud. Jeg kunne forestille mig at Helmuth Nyborg har lavet en lineær regression på dataene, og set at der er en signifikant sammenhæng. Det har jeg ikke nogen problemer med at tro på er rigtigt. Men forklaringen på sammenhængen, er jeg nok ikke så enig med Helmuth Nyborg i.
Sagen er jo den at jo klogere folk synes de er blevet, desto mindre synes de at have brug for Gud. Det kan vi se bare ved at kigge på videnskabens historie. Da man genopdagede videnskaben i renæsancen, var det kristne forskere som startede den op. Heriblandt var Galileo Galilei. Han ønskede at forstå Guds skaberværk, og fandt ud af at den var skabt i et sindrigt system baseret på tal, og geometriske figurer. Han satte ikke tvivl om skaberværket, men ønskede at forstå det. Ligesom mange andre af den tids videnskabsfolk, som eksempelvis Isaac Newton, som også var en stærk troende.
Men efterhånden som videnskaben begyndte at stå på egne ben, syntes man ikke længere at have brug for Gud. Videnskaben kunne klare sig selv. I dag er Gud blevet smidt ud af de fleste studier på universitetet. Jeg har da selv været så heldig at have haft en bog om skattepolitik, som altid indledte kapitlerne med et bibelcitat, og en udlægning. Det var faktisk en fornøjelse at læse den bog. Men den hører desværre til sjældenhederne. I dag er det primært i videnskabsteorien, at man fokuserer lidt på Gud. Man bruger de gamle filosoffers argumentering for Guds eksistens, til at forklare hvordan man analyserer og konkluderer videnskabeligt. I det selvsamme fag står underviseren samtidig og påstår at Gud selvfølgelig ikke findes. Men den samme underviser siger at de metoder man brugte dengang til at bevise Guds eksistens, bruger videnskaben i dag til at bevise andre ting og påstår de er gode dertil. Underlig form for argumentation.
Men jeg kunne sagtens forestille mig at det er den samme grund der ligger bag den sammenhæng Helmuth Nyborg har fundet. Der findes nationer med en stor andel som synes at de er blevet så “kloge” at de ikke længere mener at de har brug for Gud. Måske skulle de tage og læse hvad jeg har skrevet om dette på undersiden “Jeg har da ikke brug for Jesus”.
Lørdagens prædikant bliver den afdøde Leonard Ravenhill. Han taler i denne prædiken om hvorvidt vi overhovedet ønsker omvendelse, eller bare vil fortsætte med at leve vore liv, som om det ikke koster noget at følge Jesus.
Ravenhills forkyndelse er ret anderledes fra de fleste andres. For bare to sætninger fra denne mand, synes jeg nogle gange kan svare til en hel prædiken fra andre forkyndere. Også gode forkyndere vel at mærke. Derfor er der som regel rigtig meget at hente i Ravenhills prædikener. Så hvis du har brug for at trykke på pauseknappen indimellem, for at tænke nærmere over hans budskab, så gør endelig det. Ravenhill kan sagtens tåle at blive hørt i bidder. For de er ret så fyldige.
Tryk hvis du vil have mulighed for at se videoen istedet. Videoen gør det lidt nemmere at forstå hvad han siger, hvis man synes det er svært med mp3en.
Så er der tegnefilm. Den provokerende og tankevækkende tegneserie Dilbert, sætter her fokus på evolution. Nogle vil måske finde at den er lidt overdrevet. Men jeg kan kun finde to overdrivelser i dette klip. 1: en talende hund, og 2: en talende dinosaur. Resten er baseret på sande hændelser. Hvilket faktisk er nogle ganske underholdende historier, som jeg da nok bliver nødt til at komme ind på engang. For de er godt nok langt ude.
Der er nogen der tror på at vi kan frelse folk hvis vi er rigtig gode til at kommunikere, og kan gøre det på en rigtig spændende måde. Nogle steder har man “udviklet” sig så meget at man har fundet ud af at det skal være underholdende at komme i kirke. For det skal bare være så fedt og så sjovt at være en kristen, at enhver får lyst til at blive kristen når man ser folk i kirkerne. Wauw altså sikke en åbenbaring at have. Hvorfor havde Jesus ikke fundet på det istedet for det der med at omvende sig fra sine synder, og tage sit kors op og følge Ham. Det er da meget nemmere at gøre folk kristne ved at underholde dem til omvendelse. Hvis underholdning da overhovedet kan skabe grundlag for omvendelse. Det kan man jo godt komme i tvivl om, for bibelen siger ikke noget om det.
Jeg har ikke noget imod at der bliver grinet i kirkerne. Jeg har heller ikke noget imod at nogle forkyndere kan være mere sjove end andre. Overhovedet ikke. Men når vi begynder kun at forkynde på den måde, og ikke længere vil have den alvorlige del med, fordi den jo skubber folk væk, så har vi et stort problem. For så prædiker vi ikke længere anstødsstenen. Og anstødsstenen det er Jesus selv. Hans budskab skubbede mange folk væk. Det ser vi flere gange i bibelen. Men vi mener åbenbart at være klogere end Ham. For vi lever jo i en ny tid hvor folk ikke ønsker at høre om synd, dom og retfærdighed. De vil have underholdning istedet tænker vi, og har så et lille hyklerisk håb om at de vil omvende sig, når de engang finder ud af at de er syndere. Men det skal de selv finde ud af, det vil vi ikke forkynde for dem, fordi vi er nogen tøsedrenge, som ikke tør gå ud på det dybe vand.
Et element ved underholdningskristendommen som vi tit glemmer er, at det betyder at vi så også er nødt til at blive mere og mere underholdende. For folk bliver træt af at se og høre det samme hele tiden. De vil have nyt. Så man er nødt til at udvikle det og bruge flere penge på det i form af nye projektorer, lysshow, audio-udstyr og meget andet. Når folk så finder ud af at underholdningen i en anden kirke er mere sjov, ja så smutter de over til det federe sted, for de har jo aldrig lært at være trofaste med den forkyndelse der følger med i “den sjove kirke”. Og det var så det arbejde der gik op i røg.
Underholdningskristendom er ikke en bibelsk opfindelse. Den er skabt af mennesker. Så hvad vil vi egentlig bruge den til, når det kommer til stykket. Er det et arbejde hvis løn vi kan tage med os i Himlen?
Lovsang afviger så vidt jeg kan se fra salmer, ved at de er mere lovprisende end de er forkyndende. En salme har en forkyndelse over sig som handler om hvem Gud er. En salme kan have et dybt teologisk indhold og være en form for beskrivelse af Guds storhed, Guds kærlighed, Guds nåde o.l. En lovsang er en slags pris til Gud (hvilket en salme også kan være). Hvis man skal se den første lovsang der var i bibelen, så sker det i anden mosebog 15. Der har Moses og Jøderne lige gået igennem Sivhavet (eller det røde hav, som der stod før) og er blevet reddet fra ægypternes krigsvogne som Gud har dræbt i bølgerne. Da de ser at de er reddet, bryder de ud i lovsang.
“Jeg vil synge for Herren,
for han er højt ophøjet,
heste og ryttere
styrtede han i havet.
Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.
Han er min Gud, ham vil jeg prise,
min faders Gud, ham vil jeg hylde.”
Lovsangen her blev sunget fordi Jøderne kunne se at Gud havde udfriet dem. Han havde frelst dem fra døden. Den onde overmagt som havde haft herredømmet over dem i så mange år, var tilintetgjort. Der var med andre ord grund til sang og dans. Der var noget at fejre.
Så set udfra den første nedskrevne lovsang, så handler lovsang om at takke og prise Gud for at Han har reddet os. Vi er ikke reddet pga vores godhed. Men på trods af vores ondskab har Gud reddet os, og hvis Han ikke havde reddet os, så var det evig ild der ville være vores fremtid istedet. Vi har altså virkelig noget at takke Gud for. Denne taknemmelighed eller taksigelse, er basis for vores lovsang.
En anden ting vi ser ved den lovsang Israelitterne sang her, var at den var stærkt rettet mod Gud. Den handler ikke ret meget om Israelitterne. De takker Gud af hele deres hjerte, og giver Ham det fulde fokus.
Så hvis vi ser på denne lovsang og sammenligner den med meget af den lovsang vi har i dag. Er vi så i overenstemmelse med ur-lovsangen eller har vi rykket os for meget. Det kan vi måske se på næste gang.
Categories
Retfærdiggørelse
Hvad betyder det at være retfærdiggjort? Mange kristne lider af unødig fordømmelse fordi de ikke forstår ordet, og hvad det medfører af frihed. Men ordet er ret let i sit udgangspunkt. Det består af tre ord. Ret, færdig og gjort. Lad os se lidt på dem.
Ret
Jeg har fået retten på min side. Jeg som før blev set som en synder af Gud, har været igennem en bedømmelse. De ting jeg før var skyldige i, og gjorde at jeg skyldte Gud en betaling for mine synder, som jeg aldrig nogensinde ville kunne betale. De ting er jeg ikke længere skyldig i at betale. For Jesus har betalt HELE prisen for mig. Han har fået hvad Han har ret til, og min ret er at jeg ikke længere skylder noget.
Færdig
Det værk som Jesus gjorde på korset er færdigt. Det er ikke sådan at jeg kan lægge noget til eller trække noget fra. Det er fuldstændigt færdigt. Jeg kan ikke ved at gøre gode gerninger gøre mig mere retfærdig end andre. Det er færdigt.
Gjort
Gjort er gjort, og er det samme som at være færdigt. Så nu behøver der ihvertfald ikke være nogen tvivl om at det er gjort helt færdigt. Gud ser på os der har omvendt os og er blevet født på ny, som perfekte mennesker. Selvom vi føler det anderledes, så er det sådan Gud ser på os i dag.
Så hvis det skal opsummeres kort, kommer det til at lyde sådan her: Retfærdiggørelse betyder at ret er ret, færdig er færdig, og gjort er gjort. Retfærdiggjort. Det kan godt være vi har svært ved at forstå det. Men det står stadigvæk i Guds ord at den som blev Hans børn, har Han retfærdiggjort.
Jeg tænker ofte over den lovsang som der bliver sunget i mange kirker i dag. Det er som om den mangler noget. Der er ikke megen fokus på Guds dybder, frelsen, Jesu dyrebare offer på korset m.m. Jo det sker da at lovsange kommer ind på disse områder, men det er efterhånden ret sjældent. Jeg læste på en anden blog med det underlige navn Nederen, at der var andre der havde tænkt lignende tanker. Forfatteren ved navn Brian Nissen som vistnok kommer i lutherske kredse skrev:
“mange jager stemningen og følelesen i lovsangen mere, end de søger Gud selv. Lovsangen som på en eller anden måde skulle udgøre flødeskummet på lagkagen i vores tro på og forhold til Gud, ja – det bliver på en eller anden underlig måde tit gjort til fundament for oplevelsen af Guds nærvær – og som afgørende for, at den enkeltes tro næres. Jeg har ofte hørt unge sige, at de savner at deltage i en god gang lovsang, da de føler sig lidt åndelig udtørret…
Hvis man er åndelig udtørret, så er det vist ikke åndelig flødeskum man skal have fat i – men åndelig fuldkost: Guds Ord, bøn og kirkegang med nadver!”Nederen
Det syntes jeg var en god og interessant vinkel. For jeg kan se at der er noget om det. Når vi taler om et godt møde siger vi måske; “Åh der var sådan en god lovsang”, istedet for at tale om forkyndelsen. Så et mødes kvalitet bliver begrundet i hvor god lovsangen er, og ikke i forkyndelsen. Det tyder jo på at Brian Nissen kan have ret i hans påstand om, at lovsangen efterhånden er blevet et fundament for vores oplevelse af Guds nærvær, hvor det faktisk burde være Guds ord og bøn der var fundamentet.
Nissens indlæg skabte også en interessant debat som man kan læse. I en af kommentarerne står der:
“For mig er lovsang noget jeg har i mit hjerte og jeg behøves ikke at være til et lovsangsmøde for at kunne synge lovsange.”
Hvilket også er en spændende og vigtig vinkel på lovsang. Lovsang fra hjertet, må jo hvad enten det foregår i kirken eller alene, være sand lovsang. Lovsang fra hjertet handler ikke om hvor god rytmen er, eller hvor fed basgangen er osv. Sand lovsang handler om at tilbede Gud af hele hjertet.
Okay de trofaste læsere her på bloggen kan nok godt se, at dette indlæg afviger lidt fra de øvrige. Jeg er nemlig lidt splittet i min opfattelse af lovsang. Jeg kan dels godt lide den, men jeg synes også der er for meget af den. Og en stor del af lovsangene har ikke noget særligt teologisk indhold. Så jeg har en lidt ambivalent holdning. Derfor vil jeg starte en ny serie op, som kommer til at omhandle lovsang. Du må meget gerne give dit besyv med. Jeg tror det er et emne hvor det er godt der kommer forskellige vinkler på. For det er heller ikke et emne hvor jeg er sikker på at være vidende nok, til at udtale mig fyldestgørende. Derfor vil jeg også åbne op for at gæster kan skrive indlæg på bloggen om lovsang. Hvis jeg synes det er relevant (og her tror jeg at jeg er ret bred) så vil jeg gerne lægge det på bloggen. Jeg behøver ikke være 100 % enig for at lægge det på, men selvfølgelig rimelig enig. Hvis du vil det, så husk at begræns dig ved ikke at skrive for langt. Hvis du har svært ved det, så del det op i to dele. Hvor meget er for langt tænker du måske? Svaret er at dette indlæg er lige i overkanten, men acceptabelt. Hvis jeg ikke får noget tilsendt så bliver det kun mig der skriver om emnet, og så håber jeg læserne kan få nok ud af det. Men det ville være rart at læse andres vinkler på dette emne.
Så har du noget at give her, så skriv til info@omvendelse.dk. Høber at høre fra dig.
Categories
Mine får hører min røst
Jeg fik et spørgsmål fra en læser der undrede sig over at så mange faldt på halen for mærkværdig forkyndelse, istedetfor at høre Guds ord. Jeg skrev at jeg troede det havde noget at gøre med det Jesus siger om at Hans får hører Hans røst. Jeg synes selv det er hårdt at skulle sige, men det er sådan bibelen forklarer det. Men jeg vil dog denne gang lade A.W. Tozer sige det istedet. For han gjorde det bedre end jeg kunne i dette lydklip, som kan høres nedenunder. Jeg blev stille da jeg hørte ham sige det, for han var som en der sagde det med autoritet.
Det allervigtigste et menneske overhovedet kan opleve er at blive født på ny. For hvis vi ikke er født på ny kan vi slet ikke komme ind i Guds rige. Ja mindre end det. Vi kan slet ikke se Guds rige. Jesus siger jo selv:
“Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Johannes 3.3
Det der sker når man bliver en kristen, er mere end bare en beslutning om at blive et bedre menneske. Farisæerne forsøgte jo at være gode mennesker, men Jesus kaldte dem kalkede grave. Hvorfor? Fordi deres forsøg på i kødet at være gode, reelt set gjorde dem til hyklere. Deres gerninger frelste dem ikke, ligemeget hvor meget de end prøvede. Det er også det som Nikodemus ikke helt forstår da han har den samtale med Jesus som skriftstedet er taget fra. Han fatter ikke at han skal fødes igen. For det er jo en umulighed for ham at se. Men det er jo også Gud der føder os på ny. Det er ikke noget vi selv kan gøre.
Jeg husker dengang det skete for mig. Jeg vidste at Gud kaldte på mig, og kaldte mig til omvendelse. Da jeg så endelig sagde ja, og bad Jesus om at blive Herre i mit liv, da skete der noget. Jeg blev forvandlet. Jeg vidste at jeg ikke længere var som jeg havde været før. De drifter som jeg havde, og som gjorde at jeg gik efter synden som et svin skynder sig hen til foderet, de havde ikke længere den samme styrke i mig. De var der stadigvæk, men de havde ikke længere magten over mig. Jeg var blevet en ny skabning.
Det kan jeg ikke tage æren for. Af flere årsager. En af dem var, at jeg selv havde prøvet at afholde mig fra en syndig livsstil før. Men det var aldrig gået godt. Denne gang var der sket en forvandling som gjorde at jeg vidste at jeg ikke længere var under syndens herredømme, men under Guds.
Ja jeg fejler stadigvæk, derom skal der ikke være nogen tvivl. Men jeg lever ikke i synd som jeg gjorde før, jeg kan ikke svælge mig i det og være glad. Jeg kan ikke svømme i det med velbehag. Jeg finder afsky af at være i det, for jeg er blevet forvandlet ved Jesus Kristus. Og det er kun til Hans ære. Den nye fødsel er det største der kan ske i et menneskes liv. Mirakuløse helbredelse er ganske udemærkede, men de er ikke noget i forhold til den nye fødsel. Det er nemlig det største mirakel der findes.
Hvis du er i tvivl om du er født på ny, så kan jeg anbefale dig at finde ud af det, ved at læse Guds ord. Start i Mattæusevangeliet og find ud af hvad Jesus sagde. For det samme han sagde dengang, det siger han også i dag. Og hvis du søger Ham, så vil Han også vise dig hvorfor, og hvordan du kan blive født på ny og undgå Guds vrede, og istedet modtage Hans kærlighed!