I går skrev jeg lidt satirisk at Rob Bell kunne gå på vandet fordi han tror så meget på sig selv, ifølge hans udlægning af Mattæus 14.26-33. Men lad os lige se hvad der står i bibelen om den begivenhed, og hvorfor Jesus skældte Peter ud. Her er skriftstedet:
“Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.” Mattæus 14.26-33
Peter er på mange måder et forbillede for kristne. Han er ikke bange for at sige; Tal til mig Jesus og jeg vil adlyde. Han viste sig igen og igen at fejle, efter han havde sagt noget lignende. Men han var dog en aktiv, og igangsættende person. Han er samtidig en ret bombastisk type kan vi se, når vi læser evangelierne. Det er dog ikke noget Jesus skælder ham ud for. Da han ser og forstår, at det er Jesus der går på vandet, tænker han; det vil jeg også gøre”. Igen ser vi at Peter ikke er en bænkevarmer, han ønsker at være i aktion. Istedet for at tænke; Hmm det ser da lidt spændende ud det der. Så vælger han at gøre det samme som sin Mester.
Da han så får at vide af Jesus at han skal komme ud til Ham, adlyder Peter. Han har dog vel at mærke også selv bedt Jesus om at invitere ham ud at gå på vandet. Jesus siger til Peter; KOM. Det var ikke Peter der startede med at sige; nu kommer jeg ud til dig Jesus. Hvis han havde gjort det kunne man muligvis godt have fortolket det til, at Peter troede så meget på sig selv at han kunne gå på vandet, hvis man vel at mærke læste skriftstedet isoleret og fragmenteret. Men det var, Jesus der sagde KOM.
Peter går ud på vandet i tro på at når Jesus siger Kom, så mener Han det. Peter kan altså fuldt ud stole på at Jesu befaling om at komme, betyder at han kan gå på vandet uden problemer. Det kan han også, og starter godt ud. Men læs så hvad der sker “Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig! (vers 30)”. Peter begyndte at se på omstændighederne, som så farlige ud. Han glemte Jesus, og han glemte hvad Jesus havde sagt. Han begyndte at tro mere på omstændighederne end på det Jesus havde befalet ham, nemlig at komme ud til Ham. Der begynder han at synke, ikke før. Da han mister sit faste syn på Jesus falder hans tro på Jesus, og omstændighederne begynder at opsluge ham, ved at han synker.
Heldigvis ved han godt hvad man gør som kristen i en sådan situation. Man råber om Hjælp til Jesus. Han får hjælp, men også en formaning af format. En formaning som kan misforstås. For Jesus skældte ikke Peter ud fordi hans tro ikke var god nok til at gå på vandet. Han skældte ham ud fordi han ikke holdt fast i det som Jesus havde befalet ham. Han var blevet bedt om at komme ud til Jesus, men han klarede kun lidt af vejen. Selvom Jesus havde sagt KOM. Det er der grund til at skælde ud over. For Jesus vil have at vi har en stærk tro på Ham, som ikke er til at rokke. En tro der ikke er afhængig af omstændighederne, eller vores egne følelser. Ikke dermed sagt at vi ikke må have følelser. Men vi er nødt til at stole på Hans ord, på trods af hvad andre mener er, og hvor meget modstand vi får. Guds ord står fast.